Nytårstale 2011 – reformer og forandringer er nødvendige

Bosætningsmønstret – et levn fra kolonitiden.
Jeg kommer heller ikke i år uden om at tale om vort bosætningsmønster. Demokraterne er helt på det rene med, at det kommer til at tage mange år at lave om på det meget spredte bosætningsmønster, der er opbygget af vor tidligere kolonimagt. Men det betyder ikke, at vi skal sætte os opgivende hen i et hjørne. Det betyder tværtimod, at vi skal komme i gang med at ændre på det med det samme.

Mandag d. 3. januar 2011
Jens B. Frederiksen, landstingsmedlem og formand for Demokraterne
Emnekreds: Politik.

Indholdsfortegnelse: De kommende reformer Ingen skattestigninger Gode erhvervsmuligheder – hvis vi tør Bosætningsmønstret – et levn fra kolonitiden Opgør med tilskudssamfundet Jeg havde egentlig tænkt mig at denne tale udelukkende skulle se fremad. Jeg havde tænkt mig, at jeg kun ville tale om de udfordringer, som vort samfund står over for. Men en ting er, hvad jeg havde tænkt mig – noget helt andet er, hvad jeg inderst inde føler. De kommende reformer 2011 kommer til at stå i forandringernes og reformernes tegn. Hos Demokraterne ser vi frem til, at både Skatte- og Velfærdskommissionen og Transportkommissionen kommer med deres respektive rapporter og anbefalinger. Det bliver rart at få konkrete fakta og tal på bordet, så debatten om de kommende reformer kan tage udgangspunkt i den virkelige verden. Ud fra de delkonklusioner, der allerede er kommet fra kommissionerne ved vi, at der bliver anbefalet ganske omfattende forandringer. Demokraterne vil kæmpe for, at anbefalingerne bliver til virkelighed, så det store arbejde i kommissionerne ikke har været forgæves. Ingen skattestigninger Vort land har nemlig brug for reformer og forandringer, da vi står i en uheldig økonomisk situation. Det er desværre sådan, at vi har brug for flere penge end vi tjener. Hvis jeg skal komme med en privatøkonomisk sammenligning, er situationen den, at hvis der skal være råd til alt det som vi gerne vil have, ja, så er vi nødt til at banke på døren til chefens kontor og bede om en lønforhøjelse. Problemet er, at vi ikke har nogen chef, der er indstillet på at give os en lønforhøjelse. Derfor er vi nødt til at skabe balance mellem indtægter og udgifter. Det betyder, at vi er nødt til at finde nye indtægter, og vi er samtidig nødt til at spare på udgifterne. Demokraterne har mange gange slået fast, at så længe vi er en del af det bestemmende flertal, så kommer skatten på arbejde ikke til at stige – ej heller kommer der progressiv beskatning, rigmandsskatter eller noget som helst andet i den retning. Demokraterne vil ikke være med til at straffe de borgere, der yder en ekstra indsats, og det er lige præcis det, der sker, når man hæver skatten på arbejde. En højere skat på arbejde vil også betyde, at det bliver mindre attraktivt for vore unge mennesker at tage en uddannelse, ligesom det bliver sværere at få dygtige grønlændere bosat i udlandet til at vende hjem. Derudover er det et faktum, at det, som det her samfund har brug for, er vækst, da det er den eneste vej til velstand og dermed til velfærd. En forhøjelse af skatten på arbejde vil være decideret væksthæmmende, og vil derfor være en katastrofe for os alle. Det bør derfor være åbenlyst, at nye indtægter til samfundet må og skal komme fra andre steder end ved at hæve skatten på arbejde. Gode erhvervsmuligheder – hvis vi tør Heldigvis er der gode muligheder for gennem reformer og forandringer at finde penge til vores fælles økonomi. Hvis vi skal opretholde og forbedre velfærden for vore borgere, er det vigtigt, at vi speeder op for de erhvervsmæssige muligheder, der ligger lige uden for vores hoveddør. Demokraterne har med begejstring konstateret, at landsstyret har givet tilladelse til, at der kan bores efter olie. Disse tilladelser er givet på trods af oliekatastrofe i den Mexikanske Golf, og på trods af protester fra miljøorganisationer. Det viser handlekraft – det viser, at vi tør. Dette mod – denne evne til at turde skal hurtigt udvides til andre områder. Demokraterne stoler på, at vi nu har fået foretaget alle de undersøgelser, der skal til for, at vi med tryghed for miljøet og sundheden, kan komme i gang med den afsluttende fase omkring etableringen af en aluminiumssmelter ved Maniitsoq. Vi tror også på, at vores lovgivning er så stærk på mineralområdet, at det gælder om at få gang i de mineprojekter, hvor radioaktive stoffer ikke er et problem. Dem er der mange af. Lad os skabe arbejdspladser og indtægter til vores land i eksempelvis Kringlerne i Sydgrønland, Citronenfjord i Nordgrønland samt Fiskenæsset og Isua på Vestgrønland. Flere af vore virksomheder har med dygtighed gjort sig gældende i konkurrencen om at blive underentreprenører for udenlandske olieselskaber og mineselskaber. Denne udvikling er nødvendig, da vi i efterforskningsfasen kan skabe god omsætning på denne måde. De nye erhvervsmuligheder betyder, at vi i stort omfang skal opfordre vore unge mennesker til at tage uddannelser, der er målrettet mod de nye industrier. Demokraterne forestiller sig, at dette skal ske i samarbejde med de udenlandske selskaber. Vi skal kræve, at disse er deres samfundsansvar bevidst, og eksempelvis hyrer lokale lærlinge og praktikanter. Denne proces skulle gerne ende op med, at det bliver den unge generation, der i fremtiden sætter sig på de ledende stillinger i vort erhvervsliv. Allerede i folkeskolen skal børnene præsenteres for de muligheder, der er i eksempelvis olie- og mineralindustrien, så de bliver fristet til at gå i den retning, når de skal vælge uddannelse. Bosætningsmønstret – et levn fra kolonitiden Jeg kommer heller ikke i år uden om at tale om vort bosætningsmønster. Demokraterne er helt på det rene med, at det kommer til at tage mange år at lave om på det meget spredte bosætningsmønster, der er opbygget af vor tidligere kolonimagt. Men det betyder ikke, at vi skal sætte os opgivende hen i et hjørne. Det betyder tværtimod, at vi skal komme i gang med at ændre på det med det samme. Her er det positivt, at folk i bygder og yderdistrikter generelt set er positivt stemt over for at flytte – det viser mobilitetsundersøgelsen, hvis hovedkonklusioner blev præsenteret i foråret. Af undersøgelsen fremgår det, at hele 40 procent af befolkningen forventer at flytte i løbet af de næste fem år. Det fremgår også, at uddannelse og udnyttelse af uddannelsesmæssige og faglige kvalifikationer er de vigtigste årsager til flytning - specielt når det gælder permanent flytning. Godt 67 procent af alle adspurgte peger på arbejdet som en afgørende årsag til at flytte. Hertil kommer yderligere 17 procent, som peger på uddannelse, som en væsentlig årsag. Lige så væsentligt er det, at undersøgelsen viser, at folk gerne vil arbejde og opretholde en tilværelse på egen hånd. Dette er meget prisværdigt og viser, at befolkningen i høj grad ønsker at bidrage til samfundsøkonomien ved at flytte for at få et arbejde. Denne positive holdning må vi for alt i verden ikke negligere. Tværtimod skal vi gribe den, og straks begynde arbejdet med at skabe mulighederne herfor. To meget vigtige ting i denne forbindelse er at sørge for arbejde og bolig til dem, der ønsker at flytte. Det er med andre ord helt afgørende, at vi bygger boliger de steder, hvor der er grundlag for økonomisk rentable erhvervsmuligheder. Vi skal derfor have en fremadskuende og ambitiøs boligpolitik, som gør op med tilskudssamfundet. Vi skal ikke blot bygge boliger ud fra betragtninger om enten lokale interesser eller nuværende behov. Vi skal i stedet have klarlagt, hvor erhvervsmulighederne er, og derefter anvende langt størsteparten af vores anlægsinvesteringer disse steder. I denne debat er det vigtigt for mig at understrege, at det naturligvis skal være frivilligt om man ønsker at flytte eller ej. Demokraterne lægger stor vægt på den enkeltes personlige frihed. Dette indebærer, at folk skal bo, hvor end de ønsker at bo. Om folk vil bo i byer eller bygder, er op til de enkelte at bestemme. Vi vil aldrig tvangsforflytte folk. Men folk skal i højere grad vænne sig til, at det bliver dyrere at bo i bygder og yderdistrikter, da vort samfund er nødt til at bevæge sig i en retning, hvor priserne afspejler de faktiske omkostninger. Opgør med tilskudssamfundet En anden stor udfordring er, at en betragtelig del af vores erhvervsliv udelukkende eksisterer på grund af massive offentlige tilskud. Det er ikke holdbart. Vi er nødt til allerede i 2011 at påbegynde en hård – men nødvendig – prioritering af, hvordan vi skal bruge samfundets penge. I øjeblikket er situationen den, at vi årligt uddeler store summer i tilskud til økonomisk urentable aktiviteter. Demokraterne vil hellere bruge de penge på uddannelse og boligbyggeri, så vi fremadrettet kan skabe vækst. Det er uacceptabelt, at vi som politikere bliver ved med at bruge pengene forkert. Dagen er kommet, hvor regningen skal betales, og Demokraterne vil meget nødigt være en del af en generation, der kun vil blive husket for at have efterladt regningen på børneværelset. Vi vil hellere blive husket for at være dem, der selv smøgede ærmerne op og skabte et samfund, der fokuserede på dynamik og vækst frem for stilstand og tilskud. Lad os i fællesskab få gang i en udvikling, der giver håb for fremtiden for os alle. Jeg ønsker Jer alle et rigtig godt nytår.