Venner, her har I svigtet!

Bedre bliver det ikke af, at vi i Grønland før har oplevet, at der er blevet handlet hen over hovedet på os – at vi er blevet holdt i uvidenhed om amerikanske allieredes brug af vort land; at vores tillid er blevet svigtet. Et nyt eksempel herpå ripper op i gamle sår, og belaster forholdet mellem Grønland og Danmark.

Fredag d. 14. januar 2011
Niels Thomsen, Formand for Demokraterne
Emnekreds: Internationale konventioner, Rigsfællesskab og selvstyre.

WikiLeaks – organisationen som har lækket et stort antal fortrolige dokumenter - er efter sigende alt andet end populær i Det Hvide Hus. Det kan man forestille sig. Men i disse dage ville organisationen nok heller ikke stå til at vinde en popularitetskonkurrence i den danske regering. Blandt de lækkede indberetninger fra amerikanske ambassadører har fire indberetninger nemlig givet den danske regering et forklaringsproblem. Sagen har fået betydelig omtale – ikke kun i danske medier, men også her i landet, men lad mig alligevel kort skitsere baggrunden, så også nye læsere kan følge med. En DR dokumentar (”CIA’s danske forbindelse”) anklagede i 2008 USA for igennem en årrække ulovligt at have fløjet terrormistænkte fanger til hemmelige fængsler i blandt andet Rumænien og Usbekistan, med transit i Narsarsuaq. Regeringen – og Dansk Folkeparti – afviste at iværksætte en uvildig undersøgelse af anklagerne, men nedsatte til gengæld en tværministeriel arbejdsgruppe, som skulle udrede sagen. Også Grønlands Hjemmestyre var repræsenteret i denne arbejdsgruppe. USA blev i den forbindelse bedt om at bidrage med oplysninger, men ville hverken be- eller afkræfte, at flyvningerne var foregået. Arbejdsgruppen kunne på denne baggrund ikke bekræfte men heller ikke afvise, at der har været gennemført ulovlige fangetransporter i dansk eller grønlandsk luftrum. Men nu afslører lækkede indberetninger fra den daværende amerikanske ambassadør i Danmark, James P. Cain, så, at den danske regering nok udadtil afkrævede USA svar, men at topembedsmænd samtidig lod USA forstå, at man fra dansk side slet ikke var så voldsomt interesseret i et svar. Helst ville man, at sagen hurtigt døde bort i almindelig glemsel. Det har – helt forventeligt, og vel ikke mindst i et valgår – vakt et ramaskrig. Men hvorfor i grunden? Hvorfor skulle den danske regering presse USA for et svar, som vi dels på forhånd vidste, USA ikke vil give, og som vi jo alligevel godt kendte? At USA har anvendt Grønlandsk luftrum og en grønlandsk lufthavn til hemmelige fangetransporter er der vel ingen, der for alvor er i tvivl om – uanset hvad amerikanerne vil be- eller afkræfte. Det har DR’s dokumentarfilm jo sandsynliggjort, hvilket faktisk også fremgår af embedsmandsudredningen. Ligesom tilsvarende fangetransporter er sandsynliggjort i en lang række andre lande: Europaparlamentet har i en omfattende rapport konkluderet, at USA i årene 2001-2005 gennemførte mere end 1.200 hemmelige fangetransporter, med gennemflyvning af andre landes luftrum. I forhold til ét enkelt land, Storbritanien, har USA da også (nødtvunget) måttet erkende at have benyttet britisk territorium til transit af fanger – til trods for tidligere forsikringer om det modsatte. Hvorfor så dette ramaskrig – dette postyr? Den danske regering har jo klart taget afstand fra de amerikanske fangetransporter. Med den daværende udenrigsminister, Per Stig Møllers ord: ”Regeringen har konsekvent taget afstand fra tiltag, som krænker tilbageholdtes grundlæggende rettigheder, herunder også personer, som er mistænkt for terrorisme. Regeringen har i overensstemmelse hermed taget afstand fra alle hemmelige tilbageholdelser, som sætter grundlæggende retssikkerhedsgarantier ud af kraft; fra tidsubestemt tilbageholdelse og fra anvendelse af tortur og grusom, umenneskelig og nedværdigende behandling. Den amerikanske regering er ikke i tvivl om den danske holdning.” Endelig har den danske regering modtaget en skriftlig amerikansk garanti for, at der ikke fremover vil ske amerikanske fangetransporter i dansk luftrum, uden forudgående dansk tilladelse, ligesom regeringen fremadrettet har iværksat visse kontroltiltag, som vil vanskeliggøre fremtidige krænkelser. At et ramaskrig alligevel synes helt på sin plads, skyldes flere forhold: At en regering fører et parlament bag lyset, er selvfølgelig helt igennem uacceptabelt. Lige så slemt er det, at også den grønlandske regering, det grønlandske parlament og den grønlandske offentlighed tilsyneladende er ført bag lyset. Det er jo en krænkelse af grønlandsk luftrum og territorium, vi her taler om. Vi har et helt legitimt krav på at vide, hvad der foregår. Bedre bliver det ikke af, at vi i Grønland før har oplevet, at der er blevet handlet hen over hovedet på os – at vi er blevet holdt i uvidenhed om amerikanske allieredes brug af vort land; at vores tillid er blevet svigtet. Et nyt eksempel herpå ripper op i gamle sår, og belaster forholdet mellem Grønland og Danmark. Men hertil kommer to forhold, som jeg mener ligeledes fortjener opmærksomhed. For det første svækker afsløringen Danmarks (rigsfællesskabets) troværdighed, og det omdømme Danmark ellers gennem en årrække har opbygget som fortaler for overholdelse af menneskerettigheder og internationale konventioner. At Danmark klart har taget afstand fra USA’s hemmelige fangetransporter og anvendelse af fængsler i en række lande som Uzbekistan, Afganistan og Rumænien, er i den forbindelse ikke afgørende. For når Danmark i én sammenhæng har ladet USA forstå, at en officiel tilkendegivelse over for USA ikke skal tages for pålydende, hvordan skal USA (og resten af Verden) så tage andre tilkendegivelser i samme sag alvorligt? Eller for den sags skyld tilkendegivelser i andre sammenhænge? For det andet bekymrer det mig, at Danmark (den danske regering) tilsyneladende meget nødigt vil træde vore amerikanske allierede over tæerne. Jovist, jeg forstår da godt, at Danmark værdsætter sit gode forhold til USA, og er bevidst om de ulemper, der kan være forbundet ved at risikere at slå skår heri. Det samme gælder jo Grønlands forhold til Danmark. Men er det ikke netop fra ens venner, man har krav på at høre sandheden - også når den gør ondt? Er det ikke netop en vens pligt at fortælle, når man har svigtet? Det ser det ud til, at Danmark har glemt i denne sag. Det gør vi ikke i Grønland! Den udenrigspolitiske kompetencefordeling gør, at vi ikke selv kan rette henvendelse til vore amerikanske venner. Men til den danske regering kan vi melde åbent ud: Venner, her har I svigtet! Læs også Redegørelse vedrørende hemmelige CIA-flyvninger i Danmark, Grønland og Færøerne