Chefredaktør går i protest mod manglende mediepolitik

For samfundet er faren ved denne politik er, at vi i fremtiden har et mediebillede i Grønland, som hedder den offentligt finansierede public service station KNR – Grønlands Radio (svarende til DR) og selvstyrets og kommunernes hjemmesider, store virksomheders hjemmesider og ellers de danske og udenlandske medier på nettet og som print on demand.

Mandag d. 14. februar 2011
Poul Krarup
Emnekreds: Journalistik, Medier.

Grønlands ældste avis Atuagagdliutit kan i år fejre 150 års jubilæum.

Det burde være en fest, men på grund af landets mangel på en mediepolitik er det ikke nogen fest.
Mediepolitikken har foreløbig fået den konsekvens, at avisens 39-årige chefredaktør Inga Dora G. Markussen har besluttet at forlade sin post.

Siden hun i 2008 blev ansat som chefredaktør på Grønlands gamle avis, har den været ude i en turbulent periode, der har gjort det sværere og sværere at drive avis i Grønland.

Og det var bestemt ikke det, hun i sin tid var gået ind til, da hun sagde ja til jobbet.

Inga Dora Markussen kom fuld af entusiasme ind i jobbet for at lave en læseværdig og kritisk grønlandsk avis med gennemresearchede artikler og god journalistik. Ligesom hun var interesseret i at udvikle en journalistik, der ville få børn og unge til at læse aviser, men det fik hun ikke mulighed for.

Tværtimod blev det sværere og sværere.

De offentlige stillingsannoncer og de offentlige kundgørelser forsvandt til danske hjemmesider og til egne hjemmesider. Samtidig forsvandt den særlige avisporto, der gjorde at aviserne kunne sendes ud i landet til en lav udgift.

Postvæsenet fik lov til at fjerne denne særlige takst og kræve dyreste brevporto og pakkeporto for at sende aviser ud i landet til abonnenter og løssalg.
Det betød, at udgifterne steg samtidig med, at omsætningen raslede ned, og i stedet for at udvikle måtte Inga Dora afvikle og finde besparelser.

Det første skridt blev en fusion med konkurrenten, Sermitsiaq, der blev gennemført pr. 1. januar 2010.
De to aviser rykkede sammen på samme adresse med fælles administration, grafik, salg, tolkning og fotograf samt fælles nyheds-website.

Mens man sikrede to forskellige redaktioner og to forskellige aviskoncepter, i den udstrækning man kunne under stadige krav om besparelser.
Samtidig besluttede det nye landsstyre i Grønland at bevilge 1,5 millioner kroner til aviserne om året i en tre årig periode.

Kravet er, at aviserne i den periode skal skabe ordentlige forretninger under de nye vilkår for distribution og annoncering.

I kølvandet på denne beslutning nedsatte landsstyret en mediekommission, som skulle barsle med en redegørelse og anbefalinger til en kommende mediepolitik.

Dette arbejde er færdiggjort, og anbefalingerne ventes at blive taget op på landstingets forårssamling.

I løbet af 2010 og 2011 er aviserne imidlertid blevet presset yderligere.

Kommunesammenlægningen i landet betyder færre kommunale annoncer både med hensyn til stillingsannoncer og kundgørelser, som skal offentliggøres som for eksempel lokalplaner, offentlige arbejder i tilbud, åbningstider, skatteregler, valg og alle mulige andre oplysninger, som skal ud til offentligheden, og som tidligere blev bragt i aviserne. De lægges nu på kommunernes egne hjemmesider og stillingsannoncerne ryger på danske jobsider.

Det grønlandske selvstyre forhandler med aviserne om henvisningsannoncer men kræver så store rabatter i forhold til listeprisen, at aviserne står af.

I forhold til det danske marked er der helt specielle forhold i Grønland for avisdrift.

Det er væsentligt dyrere at drive aviser på grund af to sprog, et lille marked, i et meget stort land med meget vanskelige distributionsforhold og et meget dyrt trykkeri. Samtidig er den daglige drift dyr på grund af høje lokaleomkostninger, dyr telekommunikation og internet, høje transportomkostninger, høje udgifter til el, vand og varme mv.

Selve annoncemarkedet er lille, og det offentlige sidder på en meget stort andel og har afgørende indflydelse på, om det er muligt at skabe selvstændige aviser med en kritisk journalistik.
Men selv om det er væsentligt dyrere at drive nyhedsformidling i Grønland end andre steder, sammenligner selvstyret, kommunerne og de store virksomheder med prisniveauet i Danmark og udenlandske markeder og lægger deres annoncering de steder, fordi det er billigere.

Det hænger ikke sammen med aftalen med selvstyret om at skabe ordentlig forretningsmæssig drift i et dyrt Grønland, hvor prisniveauet er bestemt af det offentlige og de offentligt ejede virksomheder, og at disse virksomheder så lægger deres medieordrer uden for landet, fordi deres eget prisniveau er for højt.
I gamle dage – for få år siden – lå langt de fleste offentlige annoncer i aviserne – både stillingsannoncer og de oplysninger, som skal kundgøres i offentligheden i henhold til lovgivningen i et normalt demokrati. Men det gør de ikke mere, fordi især det offentlige lægger deres annoncering på billige danske jobsider og på egne hjemmesider.

For samfundet er faren ved denne politik er, at vi i fremtiden har et mediebillede i Grønland, som hedder den offentligt finansierede public service station KNR – Grønlands Radio (svarende til DR) og selvstyrets og kommunernes hjemmesider, store virksomheders hjemmesider og ellers de danske og udenlandske medier på nettet og som print on demand.

Der bliver kun kildeafhængige nyheder især på dansk, ingen kritisk presse uden for KNR, ingen fri debat og meget få muligheder for en fri meningsdannelse og udvikling på grønlandsk og dermed et meget lukket samfund, der er afhængig af debatten og udviklingen og påvirkningerne udefra – og det vil især sige fra Danmark.

Det hænger ikke sammen med den erklærede politik om øget selvstyre, uafhængighed, ”vi kan selv”-holdningen med krav om et styrket grønlandsk sprog og styrket grønlandsk kultur og tankegang.

Og det er disse udsigter, der har fået Inga Dora Markussen til at stoppe.

Hun er også meget utilfreds med at hun konstant skal spare på den grønlandske side af udviklingsprocessen og være med til at en fortsat fordanskning af nyhedsstrømmen. Det er stik imod hendes holdninger som halvt islænding og halvt grønlænder.

Hun vil ikke bruge sin kreativitet på konstante nedskæringer og mærkværdige finurligheder for at klare dagen og vejen.

- Jeg vil hellere bruge min kræfter positivt på at skabe noget i Grønland, siger hun.
Inga Dora Markussen har mistet tilliden til, at det er muligt at udvikle en ordentlig uafhængig, fri presse i Grønland.

Derfor går hun.