Indsigt: Den nye viden om samfundet skal danne basis for fremtidens Grønland

Den nye viden om samfundet skal danne basis for fremtidens Grønland

Vores primære politiske mål har altid været at arbejde for menneskelig og økonomisk ligestilling for landets befolkning. Derfor er vi utroligt glade for at vi på kun 2 år har formået at sætte et stort fokus på dette og allerede nu har skabt grundlag for et mere ligeværdigt liv for borgerne.

Fredag d. 3. juni 2011
Aqqaluaq B Egede, Landstingsmedlem for Inuit Ataqatigiit
Emnekreds: Bosætning, Politik, Samfundsforhold, Sociale spørgsmål, Økonomi.

For Inuit Ataqatigiit står den 2. juni 2009 som en særlig dato. Den dag blev Inuit Ataqatigiit for første gang landets største parti. I dag er der gået to år siden IAs valgsejr og vi er samtidigt nået halvvejs i valgperioden. Det giver anledning til refleksion og til at gøre status over vores arbejde.

Vores primære politiske mål har altid været at arbejde for menneskelig og økonomisk ligestilling for landets befolkning. Derfor er vi utroligt glade for at vi på kun 2 år har formået at sætte et stort fokus på dette og allerede nu har skabt grundlag for et mere ligeværdigt liv for borgerne. I dag har samfundet fået det fornødne vidensgrundlag for at kunne træffe fremtidssikre beslutninger. Det er første gang i landets historie at der er skabt et sådant overblik over befolkningens vilkår. Det er vi stolte af og vi mener at det er helt essentielt for at kunne gennemføre reformer der vil påvirke landet i mange generationer fremover. For Inuit Ataqatigiit er det vigtigt at alle borgere oplever sig som en del af fællesskabet og gives betingelser der styrker borgernes muligheder for frit at vælge deres livsbaner.

Inuit Ataqatigiit ser frem til at arbejde med de store politiske opgaver der fortsat venter på løsninger. Vi er klar over at Grønland står overfor store udfordringer økonomisk og at der skal træffes svære valg, der vil påvirke alle grene af det grønlandske samfund. Inuit Ataqatigiit vil gå til opgaven med respekt for befolkningen og for de forskellige vilkår der er fra region til region. Reformer er kun levedygtige hvis de mennesker der berøres er inddraget og deltager aktivt. Inuit Ataqatigiit er optimister. Vi tror på at landets befolkning har styrken til at tilpasse sig de ændringer som fremtiden byder på, sådan som vi altid har gjort. Og vi takker for den tiltro der blev vist os i dag for 2 år siden.

Læs også Indkomster og indkomstfordeling i Grønland 2007