Indsigt: Vi ønsker at debattere, hvilke værdier fremtidens Grønland skal bygges på

Vi ønsker at debattere, hvilke værdier fremtidens Grønland skal bygges på

Emnekreds: Politik, Rigsfællesskab og selvstyre.

(Kronik af landsstyreformand, Kuupik Kleist, i avisen Politikens udgave søndag den. 9. oktober 2011, som svar til ph.d. og lektor Jeppe Strandbjergs analyse den 28. september 2011.)

Debatten om at igangsætte et grundlovsforberedende arbejde er dette efterår højaktuel i Grønland. Flere af medlemmerne i Landstinget (Grønlands lovgivende forsamling) har fremsat et beslutningsforslag. I landsstyret (Grønlands Regering) hilser vi initiativet velkomment, da sådan en proces er enormt omfattende og tidskrævende.

Grønland er midt i en brydningstid med stadig større grad af deltagelse og mulighed for indflydelse i det internationale samfund med de muligheder, der knopskyder i takt med (for eksempel) klimaforandringerne. Tiden er inde til at igangsætte en grundlæggende debat om, hvilke værdier og principper vort land fremover skal kendetegnes ved. Derfor er det vigtigt, at grundlovens beføjelser skal være gennemarbejdet, rimelige, retfærdige – men også forståelige.

Der er behov for debat! Det er dog vigtigt at slå fast, at spørgsmålet om en eventuel løsrivelse fra Danmark slet ikke er aktuelt på nuværende tidspunkt.

Det er af største vigtighed, at vi inddrager alle borgere – unge som gamle - til en større debat for at diskutere og bidrage med deres egne refleksioner og ideer.

Begrebet ’oprindeligt folk’ og fælles referencer

Det var derfor opmuntrende at læse ph.d. og lektor ved CBS, Jeppe Strandbjergs analyse i Politiken den 28. september 2011.

Jeg er enig i, at behovet for en grundlovsdebat og udarbejdelsen snarere tjener et internt grønlandsk behov, end at det tjener det formål at skulle definere os grønlændere i forhold til Danmark og rigsfællesskabet. Det handler også om spørgsmål som identitet, rettigheder og fremtidsudvikling, som Jeppe Strandbjerg også påpeger.

Men når Jeppe Strandbjerg (ikke kun som præmis for sin analyse, men også som en selvstændig pointe), formulerer det, at man: ”… på den ene side er et oprindeligt folk…”, og på den anden side”… at være anerkendt som en statslignende aktør, der i stigende omfang søger at skabe en gunstig position i det globale økonomiske økonomi”, som modsætning, er jeg ikke længere enig med ham.

I fare for at virke belærende bliver jeg nødt til at påpege, at jeg er bange for, at Jeppe Strandbjerg har misforstået begrebet ’oprindeligt folk’. Han påstår at: ”Essensen i FNs erklæring om oprindelige folks rettigheder er at beskytte ofte udsatte mindretals levevis og eksistensgrundlag overfor en statsmagt, som for det meste vil have et andet kulturelt udtryk end de oprindelige folk”.

Den første og største misforståelse er, at Jeppe Strandbjerg ligestiller ’oprindelige folk’ med minoriteter. Det er korrekt, at ’oprindelige folk’ ofte udgør et mindretal indenfor de stater, de lever i. Men spørgsmålet om minoritet/majoritet er ikke essentielt for en afgrænsning af begrebet ’oprindelige folk’. Således udgør de oprindelige folk flertallet i lande som Guatemala, Fiji og Bolivia. Det essentielle i erklæringen om oprindelige folks rettigheder er, at den fastslår, at oprindelige folk er folk på samme fod som alle andre folk og derved har ret til samme fundamentale rettigheder. Eller som mangeårige formand for FNs daværende arbejdsgruppe for oprindelige folk, Erica Irene Daes, plejer at udtrykke det: ”Der er ingen forskel mellem det oprindelige folk og andre folk, bortset fra at oprindelige folk ikke har haft mulighed for at udøve retten til selvbestemmelse.”.

At det lykkedes FNs generalforsamling at vedtage Erklæringen om oprindelige folks rettigheder i 2007 med følgende formulering: ”Oprindelige folk har ret til selvbestemmelse og dermed også til frit at beslutte deres egen politiske status og frit forfølge deres egen økonomiske, sociale og kulturelle udvikling". Sejren blev ikke mindre sød af, at der var tale om den samme formulering, man finder i de to store menneskerettighedskonventioners artikel 1 (Konventionen om hhv. Borgerlige og politiske rettigheder og Økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder).

Ingen dilemmaer

De folkeretlige diskussioner, der stadig udspinder sig om oprindelige folks ret til selvbestemmelse - eller det som Jeppe Strandbjerg kalder for: ”statsbærende aktør” - er særdeles komplekse. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at spørgsmålet om, at nogle oprindelige folk måske kunne få den idé at løsrive sig og dermed fravriste de stater, de tilhørte, nogle ofte meget ressourcerige territorier, red forhandlingerne om erklæringen som en mare - også selv om denne frygt ikke blev formuleret direkte.

For at gøre det hele kort vil jeg konstatere, at der ikke er nogen modsætning mellem det at identificere sig selv som et oprindeligt folk og det at være et folk med ønske om at løsrive sig. Retten til selvbestemmelse giver kun mening, når den udøves, ligesom udøvelsen af selvbestemmelse ikke nødvendigvis behøver at indebære løsrivelse!

Slutspurten i forhandlingerne om FNs erklæring om oprindelige folks rettigheder faldt tidsmæssigt sammen med det fælles grønlandsk-dansk kommissionsarbejde om Selvstyre i Grønland. De to processer inspirerede hinanden. Derfor er ’Lov om Selvstyre i Grønland’ en konkret dansk og grønlandsk udmøntning af FNs erklæring om oprindelige folks rettigheder.

/Undergrundens ressourcer ejes af staten
I spørgsmålet om kollektivt ejerskab af jord og ressourcer og det, at vi engagerer os med multinationale selskaber - som i øvrigt er en del af en international politisk økonomi, må jeg indrømme, at jeg har lidt svært ved at se, at der skulle være nogle problemer forbundet med det, at man som regering har ambitioner om delvist at basere sin økonomi på ressourceudvinding og kollektivt ejerskab over den jord, det skal foregå på.

I andre lande tilhører undergrundens mineraler og fossile ressourcer staten. Vi er i den samme situation. Grønland har opnået fuld ejendomsret til landets ressourcer. Derfor burde det være foreneligt at have en norm om kollektiv ejendomsret og det at træffe demokratiske beslutninger om at give udnyttelsestilladelser til udvindingsselskaber. Jeg er enig i, at det i nogle tilfælde kan være svært at undgå en interessemodsætning mellem enkeltborgeres rettigheder og en regering, som har kompetence over at tildele udvindings- og brugstilladelser til statsligt eller kollektivt ejede ressourcer/jord. Konflikter, der er uundgåelige mellem kollektivet og det enkelte medlem – mellem stat og enkelt borger– og mellem flertal og mindretal, og det gælder uanset, om man definerer sig selv som et oprindeligt folk eller som et statsbærende folk – eller ”både og”. Og derfor er det vigtigt, nøjagtigt som Jeppe Strandbjerg skriver, at det giver god mening, at vi i en grundlovsdiskussion starter med en principiel diskussion om de grundlæggende politiske normer, pligter og rettigheder i det grønlandske samfund.