Så er det nu, Doris og Sara

Derfor tyder alt på, at der ikke kommer en uvildig undersøgelse af CIA-flyvningerne. Det er et eklatant løftebrud fra den røde regering, som støttede en sådan – både da de var opposition og under valgkampen for blot en måned siden. Løftebruddet bør naturligvis også få konsekvenser for de røde partier her i landet, da både IA og nok især Siumut konstant har fortalt om deres gode muligheder for indflydelse på en rød, dansk regering.

Tirsdag d. 11. oktober 2011
Jens B. Frederiksen, landstingsmedlem og formand for Demokraterne
Emnekreds: Politik.

Blot fire dage. Så lang tid tog det for den røde regering at begå sit første løftebrud over for Grønland. Det skete, da Udenrigsministeren afviste en uvildig undersøgelse af CIA-flyvningerne i Grønland. Heldigvis er den røde regering afhængig af støtten fra de nordatlantiske mandater. Demokraterne ser derfor med spænding frem til, hvordan Sara Olsvig og Doris Jakobsen vil agere i denne sag. Vil de gå hele vejen og vælte den røde regering eller vil de give køb på deres løfter?

I folketingsvalgkampen var der bred enighed om, at en ny regering skulle presses til at gennemføre en uvildig undersøgelse af CIA. Ikke mindst stod det klart, at vi burde udnytte en situation, hvor vi var tungen på vægtskålen.

Mod alle odds er en sådan situation nu opstået. Den nye røde regering har afvist en uvildig undersøgelse, og de nordatlantiske mandater er tungen på vægtskålen. Spørgsmålet er nu, om det er en situation, som IA og Siumut har modet til at udnytte?

Mit bedste bud er desværre, at vort lands folketingsmedlemmer vil lade som om de kæmper for sagen. De vil råbe op, men når alt kommer til alt, så har de ikke modet til at sætte hårdt mod hårdt og vælte den røde regering på dette spørgsmål.

Derfor tyder alt på, at der ikke kommer en uvildig undersøgelse af CIA-flyvningerne. Det er et eklatant løftebrud fra den røde regering, som støttede en sådan – både da de var opposition og under valgkampen for blot en måned siden. Løftebruddet bør naturligvis også få konsekvenser for de røde partier her i landet, da både IA og nok især Siumut konstant har fortalt om deres gode muligheder for indflydelse på en rød, dansk regering.

Derfor denne opfordring til Sars og Doris: Så er det nu. Det er nu I har chancen for at fortælle den røde regering, at I ikke er stemmekvæg. Det er nu I har chancen for at gøre det, I har lovet den grønlandske befolkning. Det er nu I kan gøre en forskel. Spørgsmålet er blot dette: Vil I?

Læs også
En ny blomst i evighedsbuketten
Vist blev vi taget ved næsen – men af hvem?
Redegørelse vedrørende hemmelige CIA-flyvninger i Danmark, Grønland og Færøerne