Den velkendte, men fremmede grønlænder

De startede med at vise nogle panoramabilleder af et tomt torv nede ved Kennedy Plads, og nogle andre steder, hvor der plejer at holde nogle fordrukne grønlændere til – og det var helt tomt. Ordlyden var: ”hvor er grønlænderne henne – ikke her eller her, men her på Lindholm”.
Det var en negativ start, synes jeg, og det kunne jeg ikke lide. Rigtig nedladende og noget som er med til at fastholde den der forventning.

Søndag d. 6. november 2011
Aya Mortag Freund, Sociolog, Cand.Scient.Soc, Ph.d stipendiat i Sociologi  
Emnekreds: Grønlændere i Danmark.

Et speciale omhandlende hvorfor og hvorledes opfattelsen af en gruppe mennesker – i dette tilfælde herboende grønlændere – skaber en stigmatiserende relation, og hvordan dette opleves og håndteres i interaktioner af de herboende grønlændere, som ikke passer til det stigmatiserede billede.

Uddrag af specialet side 62-63
Emanuel giver det eksempel, at man i et indslag fra den lokale tv-station, der omhandler den grønlandske nationaldag den 21. juni, tog en uventet og for ham noget nær ydmygende vinkel på arrangementet.

Han beskriver dette således:

”Der havde vi (den grønlandske forening og det grønlandske hus) siden foråret planlagt at lave et kæmpe arrangement i Aalborg vendt ud mod ålborgenserne og nordjyderne. Derfor valgte vi at gøre det i Lindholm strandpark i stedet for det grønlandske hus, hvor vi lavede en masse ting for børn og voksne. Der blev bragt et indslag om aftenen i TV-Nord – og det er også ok, men deres indledning, den kunne jeg ikke lide. De startede med at vise nogle panoramabilleder af et tomt torv nede ved Kennedy Plads, og nogle andre steder, hvor der plejer at holde nogle fordrukne grønlændere til – og det var helt tomt. Ordlyden var: ”hvor er grønlænderne henne – ikke her eller her, men her på Lindholm”. Det var en negativ start, synes jeg, og det kunne jeg ikke lide. Rigtig nedladende og noget som er med til at fastholde den der forventning”.

I stedet for at fremhæve nationaldagen bliver fokus vendt til, at den synlige og udsatte grønlænder ikke er til stede på de faste pladser i byen, men er samlet om denne nationale event i Lindholm. Som Emanuel selv siger, så fastholdes forventningen om, at grønlænderen er fordrukken.
Læs hele specialet her:
Den velkendte men fremmede grønlænder