Tag ansvar

Kuupik Kleist placerer sig i denne sag skulder ved skulder til de forarmede mennesker, der står på gågaderne og uden for storcentrene i Danmark og sælger ”Hus Forbi”. Forskellen er alene, at de er økonomisk forarmede. I denne sag optræder Kuupik Kleist moralsk forarmet.

Lørdag d. 28. januar 2012
Anders Nilsson, Redaktør for Kamikposten.dk  
Emnekreds: Grønlands historie, Politik, Rigsfællesskab og selvstyre.

Indholdsfortegnelse:
Derfor handler dette indlæg kun om landsstyreformand Kuupik Kleists svar
Det er et interessant og undvigende svar på flere måder
Kuupik Kleist burde have grebet om nældens rod og afgivet følgende svar:
Læs også


For at tiltuske sig lidt politisk opmærksomhed er kravet om en undskyldning for 22 børn, der for snart 60 år siden blev sendt et år til Danmark, igen trukket op af den pose, der nok aldrig får lov til at stå ubenyttet så længe, at den kan opnå betegnelsen ”mølpose”.

Det er landstingsmedlem for Siumut, Karl Lyberth, der afkræver landsstyret et svar på følgende spørgsmål:
  • ”Hvilke tiltag gør landsstyret vedrørende de 22 grønlandske børn, som på forsøgsbasis blev sendt til Danmark i 1952 for at blive daniseret?
    Arbejder landsstyret på at børnene og deres familier får en undskyldning fra den danske regering?
    Arbejder landsstyret på at disse børn og deres familier får en erstatning?
    Begrundelse:
    Da man efterhånden i flere år har drøftet at de omtalte børn får en undskyldning fra den danske regering og ikke mindst da de involverede til dags dato selv ønsker at får en undskyldning, vil jeg gerne vide om landsstyret allerede arbejder for eller har planer om at de omtalte personer får en undskyldning.
    Agter landsstyret at arbejde for de omtalte personer, der har fået en så ringe en behandling, får en eller anden form for erstatning?
    Jeg mener selv, at en undskyldning alene slet ikke rækker og man bør arbejde for at de omtalte personer, der har fået en så dårlig behandling, også får en erstatning."

Og landstingsmedlem for Inuit Ataqatigiit, Aqqaluk B. Egede, spørger næsten samtidigt:
  • ”1. Vil landsstyret forklare hvilke initiativer de har igangsat vedr. grønlandske børn, der blev flyttet til Danmark fra Grønland i halvtredserne?
    2. Er landsstyret enig i at der skal en forstærket indsats for at afkræve en undskyldning for, at man i tidligere tider har anset det nødvendigt for Grønland og Grønlands indbyggeres velfærd at fjerne børn fra deres forældre for at sende dem til Danmark?
    3. Det at man har frataget børn deres sprog, kulturelle identitet og værdisæt er et meget væsentligt indgreb i børnenes liv og menneskeret, og er som sådan en meget vigtig sag at få afgjort. Hvordan har landsstyret tænkt sig gribe sagen an.
    4. Hvis der har været en dialog med den danske egering, hvad er status i dag.
    5. Hvis der ikke kan træffes en aftale mellem den danske regering og landsstyret om en børn der er fjernet fra deres forældre, mener landsstyret så at der er grundlag for en retssag?
    6. Hvis det ikke er en mulig løsning, har landsstyret andre løsningsforslag?
    Begrundelse:
    Jeg mener at sagen er en meget vigtig sag i rigsfællesskabets historie. Det at man har fjernet børn fra deres forældre, er at man har gjort dem til ofre i Grønlands fremtids alter.
    Det har været statens opgave at arbejde for at fremtidssikre Grønland, og det har man så valgt at gøre ved at ændre folks levevis. Dette er en sag, der ikke må afgøres lemfældigt. Vores selvstændighed skal bygges på at alle mellemværender mellem den danske stat og Grønland er afsluttede. Der skal ikke være uafsluttede mellemværender i form af fejltagelser skabt i statens navn. Vi skal skabe vores selvstændighed med vished om at alle fejltagelser er rettet, også fejltagelser hvor staten har skadet folks kulturelle identitet.”

De to landstingsmedlemmer er naturligvis i deres gode ret til at stille disse spørgsmål. De er heldigvis udelukkende ansvarlige over for deres vælgere.

Derfor handler dette indlæg kun om landsstyreformand Kuupik Kleists svar
Kuupik Kleist afgiver dette samlede svar til de to spørgere:
  • ”Det kan oplyses, at formanden for landsstyret på sit møde med statsministeren den 13. januar 2012 har bragt spørgsmålet op med henvisning til, at Socialdemokratiet under valgkampen tilkendegav, at staten burde give en undskyldning til de berørte.
    Statsministeren tilkendegav, at spørgsmålet er et regeringsanliggende, hvorfor landsstyret og regeringen på dette grundlag aftalte, at henvendelser om sagen skal ske direkte til den danske regering.
    Da sagen er et regeringsanliggende har landsstyret ikke grundlag for at vurdere erstatnings- eller retssagsspørgsmål.”

Det er et interessant og undvigende svar på flere måder
Først og fremmest er det værd at lægge mærke til, at der ikke tages stilling til, om der er noget at undskylde. Der henvises alene til, at Socialdemokratiet - personificeret ved deres folketingsmedlem Mogens Jensen - har lovet, at der vil blive givet en undskyldning, hvis socialdemokratiet kommer til magten.

Dernæst meddeler Kuupik Kleist i sit svar, at landsstyret ikke længere er part i sagen. Alle henvendelser om sagen skal ske direkte til den danske regering (hvor den korrekte formulering naturligvis er ”Rigsfællesskabets regering”).

Kuupik Kleist placerer sig i denne sag skulder ved skulder til de forarmede mennesker, der står på gågaderne og uden for storcentrene i Danmark og sælger ”Hus Forbi”. Forskellen er alene, at de er økonomisk forarmede. I denne sag optræder Kuupik Kleist moralsk forarmet.

For bag hans undvigende svar ligger en erkendelse af, at der ikke er noget at undskylde. Den samme erkendelse vil tvinge Socialdemokratiet til endnu et løftebrud: Der vil ikke blive givet nogen undskyldning, da der ikke er noget historisk belæg for sådan en undskyldning.

Kuupik Kleist burde have grebet om nældens rod og afgivet følgende svar:
  • ”De omtalte 22 børn blev sendt til Danmark for at give dem samme sproglige ballast som mere velstillede familier for egne penge og af egen drift gav deres børn: Et sprogligt fundament for en uddannelse.
    Det skete i en tid, hvor hvert tredje dødsfald i Grønland skyldtes tuberkulose, og mange børn havde mistet den ene eller begge deres forældre. Disse 22 børn havde udsigt til en opvækst på et børnehjem i Grønland og derefter som unge udsigt til et voksenliv, der skulle starte på samfundets absolutte bund uden en nær og forpligtet familie at støtte sig til. Det fik folk i Grønland med problemet tæt inde på livet til at foreslå, at man gav disse børn et bedre udgangspunkt ved at sende dem et år til Danmark.
    Forslaget blev forelagt det daværende Landsråd, der sagde god for projektet og det blev efterfølgende godkendt af relevante danske myndigheder.
    Vi havde således selv det politiske ansvar for de 22 børns skæbne. Danmark har intet at undskylde.
    Og lad mig tilføje: Det gik faktisk ikke alle de 22 børn så skidt, som det kritisk er blevet fremstillet. Lad mig citere Else Lidegaard for følgende om forløbet:
    ’Så kom børnene på børnehjem. Med en leder der, med vores øjne, men ikke med tidens, fejlagtigt så det grønlandske sprog som den egentlige trussel mod hele eksperimentets lykkelige udgang. Og derfor forbød børnene at tale det. Deres videre skæbne kan man følge hos Tine Bryld. Den adskiller sig næppe meget fra 22 andre tilfældigt valgte grønlænderes fra den tid. Måske mest ved at de fleste af dem overlevede, siger mange mennesker i Grønland i dag.’
    Må jeg benytte denne anledning til at opfordre til, at vi her i Grønland fralægger os offerrollen, hver gang vi støder på et problem. Vi er et stolt og selvstændigt folk, som altid har haft og altid skal tage et selvstændigt ansvar for vores egen udvikling.”

Det svar havde været Kuupik Kleist værdigt og i fin overensstemmelse med den politik, han i øvrigt har ført i sin tid som formand for landsstyret.
Læs også
Danmark, sig undskyld
"Den danske stat brugte grønlandske børn som forsøgskaniner"
§20-spørgsmål om grønlandske børns deltagelse i ”Eksperimentet” i 1950’erne
Muligheden for at græde i kor