Vores kost og sundhed

Studiet fandt, at indtaget af traditionel kost blandt voksne grønlændere stadig består af marine pattedyr som sæl, hval og hvalros, men at det kun er 21% af kosten, som er traditionel.

Fredag d. 29. juni 2012
Charlotte Jeppesen
Emnekreds: Forbrugerspørgsmål, Kultur og samfund, Levevilkår.

Pressemeddelelse:

Ph.d.-afhandling om vores kost og sundhed

Fredag d. 29. juni forsvarer Cand. Scient Charlotte Jeppesen sin ph.d.-afhandling om nutidens grønlandske kost i relation til kostanbefalinger, kostmønstre og glukoseintolerans (diabetes).

Ph.d.-afhandlingen bygger på data som blev indsamlet ved Befolkningsundersøgelsen 2005-2010 blandt voksne grønlændere fra byer og bygder i hele landet. Afhandlingen peger på, at de fremtidige ernæringsanbefalinger må fokusere på at nedbringe befolkningens indtag af fedt og sukker og øge indtaget af frugt og grønt.

Studiet fandt, at indtaget af traditionel kost blandt voksne grønlændere stadig består af marine pattedyr som sæl, hval og hvalros, men at det kun er 21% af kosten, som er traditionel. Indtaget af sukker og fedt er højt, mens fiberindtaget er lavt.

Store dele af befolkningen efterlever dermed ikke anbefalingerne for indtag af energigi-vende næringsstoffer, idet de spiser for meget af især tilsat sukker i form af sukker-sødede sodavand og sukker tilsat kaffe og te og for lidt frugt og grønt, som kunne bidrage til fibre.

Studiet viste også, at kviksølv, der ophobes i fødekæden med mennesket som sidste led, kan bruges som et mål for, hvor stor en andel af kosten, der er traditionel.

Den traditionelle kost, som består af sæl, hval og fisk, har et højt indhold af sundt fedt i form af fiskeolier. Denne type fedt har hidtil været forbundet med helbredsmæssige gevinster, specielt i relation til hjertekarsygdomme. Ph.d. studiet fandt dog, at traditionel kost muligvis har sammenhæng med øget forekomst af type 2-diabetes.

Grønlændere skal dog ikke lade være med at spise traditionel kost, da studiets design ikke tillader at drage endegyldige konklusioner omkring kosten som årsag til den høje diabetesforekomst. Derimod peger studiet på behovet for yderligere afklaring af, om grønlændere kan have en særlig disposition for diabetes, samt om miljøforureningsstoffer og tungmetaller ophobet i marine pattedyr kan have indflydelse på relationen mellem traditionel kost og diabetes.

Charlotte Jeppesen forsvarer sin ph.d. -afhandling ”Traditional food in Greenland: relation to dietary recommendations, biomarkers and glucose intolerance” fredag den 29. juni 2012 kl. 14.00 i det Store Mødelokale, rum nr. 1102, Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet, Øster Farimagsgade 5A, 1., 1353 København K.