Indsigt: Rapport viser, at reformvejen er nødvendig

Rapport viser, at reformvejen er nødvendig

Økonomisk Råd påpeger endnu engang, at det er nødvendigt med reformer for at sikre, at der også er råd til vores velfærdssamfund i fremtiden. Med den fremlagte skatteomlægning og den kommende 2025 plan tager landsstyret de første skridt i retning af et mere fremtidssikret samfund.

Tirsdag d. 18. september 2012
Maliina Abelsen
Emnekreds: Politik, Samfundsforhold, Økonomi.

Økonomisk Råd præsenterer tirsdag d. 18. september deres rapport for 2012, som bærer undertitlen ”Naturressourcer som vækststrategi”. Udover et særligt kapitel om muligheder og risici ved at have en dominerede naturressourcesektor, indeholder rapporten en vurdering af den nuværende økonomiske situation og en vurdering af den førte finanspolitik. Rapporten konkluderer, at den nuværende erhvervs- og skattestruktur ikke vil kunne finansiere de stigende udgifter til velfærd.

”Økonomisk Råd påpeger endnu engang, at det er nødvendigt med reformer for at sikre, at der også er råd til vores velfærdssamfund i fremtiden. Med den fremlagte skatteomlægning og den kommende 2025 plan tager landsstyret de første skridt i retning af et mere fremtidssikret samfund, ”udtaler medlem af Naalakkersuisoq for Finanser, Maliina Abelsen.

”Ud over de vigtige reformer på arbejdsmarkedet, uddannelsesområdet og boligområdet, så er det vigtigt at sikre styringen af de offentlige udgifter også. Derfor glæder det mig også, at læse, at Økonomisk Råd tager så godt imod den Gælds- og Investeringsstrategi, som landsstyret fremlagde i foråret. Nu er det planen, at vi arbejder fremad for at skabe rammerne for budgetlofter, som vil bidrage yderligere til at sikre kontrol med de offentlige udgifter”.

Dette års rapport har særligt fokus på, hvordan andre lande har forvaltet store naturressourcer med forskellige midler og forudsætning og med varierende succes. Økonomisk Råd pointerer, at erfaringerne fra udlandet viser, at der ikke automatisk kommer velstand og vækst i samfundet, selvom der skulle åbne en mine eller et aluminiumssmelteværk. Det er nødvendigt, at den øgede aktivitet også medfører øget beskæftigelse for den hjemmehørende befolkning, hvis samfundet skal gøre sig håb om at høste de potentielle gevinster.

”Det er tydeligt at se i rapporten, at, på trods af den høje efterforskningsaktivitet der var i 2010 og 2011, som smittede af på både hoteller, transportvirksomheder og stort set alle brancher, så steg ledigheden i den samme periode. Landsstyret vil sikre, at arbejdsmarkedet bliver gearet til at omstille sig nye muligheder. Det skal først og fremmest ske ved at forsætte indsatsen for at øge uddannelsesniveauet.”

Fakta om Økonomisk Råd

Økonomisk Råd blev nedsat af landsstyret i 2009 og dette er rådets 3. rapport.
Økonomisk Råd ledes af et formandskab på seks personer. Siden offentliggørelsen af den seneste rapport, er der skiftet ud på to af posterne. Ny formand er professor Torben M. Andersen og statistikchef Anders Blaabjerg indtræder som menigt medlem af formandsskabet. Formandskabet består herefter af: Formand Torben M. Andersen, Viceformand Ulla Lynge, Anders Møller Christensen fra Nationalbanken, Palle Høj fra Ilisimatusarfik, Søren Bjerregaard, Økonomi- og Indenrigsministeriet og Anders Blaabjerg, Grønlands Statistik.

Ud over formandskabet består Økonomiske Råd af medlemmer fra interesseorganisationer, andsstyrets administration og forskningsinstitutioner. Medlemmer, der repræsenterer organisationer og forskningsinstitutioner udpeges af de pågældende organisationer. De øvrige medlemmer udpeges af landsstyret. Rådets medlemmer kan komme med kommentarer til rapportens indhold, men det er alene formandskabet, som har ansvaret for det endelige indhold.


Økonomisk Råds Årsrapport 2012