Tag ansvar! Det gør vi

Jeg har tidligere kaldt den nuværende koalition for den hidtil stærkeste i vort lands historie, og den beskrivelse holder jeg fast i. Koalitionen har været uhyggelig stabil.

Torsdag d. 3. januar 2013
Jens B. Frederiksen, landstingsmedlem og formand for Demokraterne
Emnekreds: Politik.

Demokraternes nytårstale ved årsskiftet 2012-2013
Enhver far og enhver mor ved, hvad det vil sige at tage ansvar. Vi sørger for, at vores børn får noget at spise, vi sørger for, at hele familien har et sted at bo, vi sørger for at tjene penge og budgettere dem, så der også er lidt tilovers til sjov og ballade. Vi tager ansvar. Og vi gør det hver eneste dag året rundt.

Enhver arbejdstager ved, hvad det vil sige at tage ansvar. Rengøringsdamen tager ansvar for at gøre kontoret rent, skolelæreren tager ansvar for at undervise eleverne og sygeplejersken tager ansvar for at passe og pleje patienterne. Vi tager ansvar. Og vi gør det hver eneste dag året rundt.

Som politikere er vi også nødt til at tage ansvar. Vi er valgt som folkets repræsentanter, og vi er valgt til at træffe beslutninger på vegne af folket. Det kan være udfordrende og vanskeligt. Der er ikke en facitliste, hvor man kan se, hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Vi kan undersøge tingene grundigt, vi kan lytte til eksperter og andre, der er klogere end os selv, men når alt kommer til alt, så er det vores pligt at træffe en beslutning og herefter tage det fulde ansvar for vores beslutning.

Hos Demokraterne står vi meget gerne på mål for de beslutninger, vi træffer. Vi tager meget gerne ansvar for dem. Vi kunne aldrig drømme om at lade være med at tage stilling. Det ville være respektløst og uansvarligt over for de mennesker, der har valgt os som deres repræsentanter. Vi er valgt til at tage stilling. Og når vi har truffet en beslutning, så står vi ved den. Vi forsvarer den uanset, hvem der angriber den. Og vi gør det med stolthed og fasthed, fordi vi ved, at vi har truffet den beslutning, som vi dybt inde mener, er den bedste for vort land. Ellers havde vi jo truffet en anden beslutning.

Lad mig derfor gøre det helt klart, at Demokraterne er rigtig godt tilfredse med storskalaloven. Vi mener, at det er den vigtigste beslutning, der er truffet i mange, mange år. 5torskalaloven er en rammelov, der udstikker de overordnede retningslinjer for mineprojekter og lignende, der er så stor en mundfuld, at det er umuligt for os i Grønland at klare dem selv -både af økonomiske grunde og af rent demografiske grunde.

Storskalaloven baner vejen for, at vi som land for alvor åbner op for investeringer udefra, og det er tvingende nødvendigt, hvis vi vil opretholde vores velfærdssamfund, som vi kender det, og hvis vi med tiden ønsker at blive økonomisk selvbårne. Det er nemlig sådan, at vi er nødt til at skaffe nye indtægter til landet. Det er stort set umuligt for os at trække flere penge ud af vores største eksporterhverv fiskeriet. Det skyldes blandt andet, at TAC på rejer gennem de senere år er faldet fra ca. 125.000 ton om året til ca. 90.000 ton i 2013. Og der er desværre ingen tegn på stigende kvoter fremover. Derfor er det ekstra vigtigt, at der kommer gang i råstofindustrien, så vi derigennem kan skaffe indtægter til landskassen.

Storskalaloven har fået meget kritik. Det meste af kritikken er - set med Demokraternes øjne - forfejlet. Et af de tungeste og mest vedholdende kritikpunkter er, at storskalaloven fører til social dumping. Demokraterne mener tværtimod, at storskalaloven forhindrer social dumping. Storskalaloven opererer med en minimumsløn for udenlandske gæstearbejdere, der skal være her i landet på et midlertidigt ophold under en anlægsfase. Denne minimumsløn er en yderst respektabel løn i de lande, hvorfra gæstearbejderne forventes at komme. Derfor er der ikke tale om social dumping.

Samtidig sikrer storskalaloven også, at alle selskaber har pligt til at ansætte så meget grønlandsk arbejdskraft som overhovedet muligt på grønlandske vilkår, ligesom de i videst muligt omfang skal benytte sig af lokale virksomheder.

Debatten om storskalaloven endte da også med, at den blev vedtaget af et bredt flertal i Landstinget. Et enkelt parti stemte hverken for eller imod. Siumut turde ikke tage stilling. Siumut havde ganske enkelt ikke mod nok til at træffe en beslutning. Sådan tager man ikke ansvar. Jeg havde haft respekt for, at Siumut havde stemt nej. Jeg har stor respekt for politikere, der tager stilling, men jeg har ingen respekt for politikere, der ikke tør sige hverken ja eller nej. Men på den anden side er det meget kendetegnende for Siumuts ageren i denne valgperiode. Siumuts formand sagde i begyndelsen af valgperioden, at partiet ikke ville indgå i store kompromiser med koalitionen. Hun har holdt sit løfte. Siumut har ganske enkelt valgt en strategi, hvor man ikke vil tage ansvar for noget som helst. I Demokraternes øjne en sær strategi, som ikke er konstruktiv på nogen måde.

Jeg vil gerne opfordre Siumut, der jo er et af de største partier, til at tage ansvar og begynde at samarbejde reelt med resten af Landstinget i 2013. Det vil klæde demokratiet.

Og nu vi er ved det kommende valg til Landstinget, vil jeg gerne benytte lejligheden til at takke vores koalitionspartnere Inuit Ataqatigiit og Katusseqatigiit Partiiat for det gode samarbejde siden 2009. Nogle troede ikke på os, men Demokraterne har bevist at vi fuldt ud er i stand til at samarbejde med andre partier og opnå resultater.

Jeg har tidligere kaldt den nuværende koalition for den hidtil stærkeste i vort lands historie, og den beskrivelse holder jeg fast i. Koalitionen har været uhyggelig stabil. Ikke et eneste medlem af landsstyret er blevet skiftet ud. Den politiske kurs har ligget fuldstændig fast.

Alle ved vi, at der var en verdensomspændende finanskrise i gang, da den koalitionen fik det store ansvar at lede vort land. Rigtig mange af vores kræfter og ressourcer gik til at genoprette vores økonomi. Dette er sket, og alle finanslove har haft en fin balance mellem indtægter og udgifter.

Nu er økonomien klart forbedret. Man kan se, at resultaterne begynder at komme og at de vil komme i større omfang i 2013. Derfor bliver 2013 et år, hvor koalitionen vil kunne fremvise endnu flere gode resultater, som vil være til gavn for hele samfundet.

Denne økonomiske linje og ansvarlighed må og skal fortsætte efter et valg uanset, hvem der sidder for bordenden. Det er og bliver et sundt og fornuftigt princip, at landet kun bruger de penge, som man har.

Til trods for den stramme økonomiske politik har koalitionen formået at skabe et økonomisk råderum, der betyder, at vi alle kommer til at betale mindre i skat til næste år. Det er meget positivt.

Hos Demokraterne er vi stolte af de resultater, som koalitionen har opnået, og vi tror på, at vælgerne giver os stemmer nok til at fortsætte arbejdet. Til at fortsætte med at træffe de rigtige beslutninger for Grønland. Og sidst men ikke mindst til at fortsætte med dagligt at tage ansvar for udviklingen i Grønland.

Demokraterne har i denne valgperiode også vist, at vi er i stand til at træffe beslutninger. Også de upopulære beslutninger, der til gengæld har været nødvendige for at rette op på mange forskellige om råder.

Vores elskede land SKAL ledes med økonomisk ansvarlighed, der sigter på erhvervsudvikling og varige arbejdspladser, som igen skal sikre vores fremtidige velfærd.

Demokraterne er klar til igen at tage dette ansvar på os.

Jeg ønsker alle et rigtig godt nytår.