Ligegyldigt gætteri i forhold et afgørende valg

Det landsstyre, der nu har udskrevet valg, er det mest kompetente, det mest flittige, det mest målrettede og det mindst korrupte landsstyre Grønland har haft.

Torsdag d. 7. februar 2013
Anders Nilsson, Redaktør for Kamikposten.dk  
Emnekreds: Journalistik, Landstingsvalg 2013, Medier, Nyhedsbreve.

I Berlingske kan man læse denne udlægning af tankerne bag Kuuik Kleists udskriving af valg til landstinget:
Derfor skal Grønland pludselig til valg
Faktisk udløber den fireårige valgperiode først om nogle måneder, eftersom grønlænderne sidste gang stemte i juni 2009.
Men hvorfor valgte Kuupik Kleist så pludselig at afbryde det politiske arbejde og udskrive valg i utide? Det kan der selvfølgelig være mange forskellige årsager til. Men den årsag, som meget vel kan have været den allervigtigste, nævnte Kuupik Kleist af gode grunde ikke.



Den sidste jordhytte i den nedlagte handelsstation ved Thule Air Base (an 2000)
Kamikpostens kommentar
Det er ligegyldigt gætteri i forhold et afgørende valg.

Det er nok rigtigt, at koalitionen mellem Inuit Ataqatigiit, Demokraterne og Kandidatlisten blev dannet ud fra et fælles ønske om at gøre op med Siumuts mangeårige de facto monopol i landsstyret.

Men det er ikke rigtigt, at Inuit Ataqatigiit i høj grad har måttet gå på kompromis med Demokraterne og Kandidatlisten.

En gennemgang af det, der er vedtaget siden jordskredsvalget efter indførelsen af selvstyret, viser, at der er ført en ny og realistisk politik under Kuupik Kleists ledelse. Det er meget svært at få øje på Demokraternes og Kandidatforbundets indflydelse på den førte politik. Måske fordi de været enige og fundet den indlysende fornuftig.

Det nye Parti, Partii Inuit, vil nok hurtigt vise sig at have været en døgnflue, og det har næppe påvirket Kuupik Kleists beslutning om at udskrive valg. Den beslutning har været længere tid under vejs.

Der er fornuftige grunde til at udskrive landstingsvalget til afholdelse før den kommende forårssamling og før kommunevalget.

En forårssamling vil være totalt spild af tid et par måneder før landstingsvalget. Samlingen ville udvikle sig til et månedlangt vælgermøde, og der ville ikke blive taget en eneste fornuftig beslutning om noget som helst. Og kommunevalget ville også komme til at handle mere om landspolitik end kommunalpolitik. Endelig ville et valg til Landstinget i juni måned ligge så sent på året, at det store arbejde med at forberede efterårssamlingen og finansloven vil komme under et stærkt tidspres.

Storskalaloven er vedtaget med et snævert flertal, så der er god ræson i at udskrive valg til Landstinget netop nu. Vælgerne kan med deres stemmeafgivning tage stilling til den vedtagne storskalalov. Kuupik Kleist og hans kolleger i landsstyret holder resultatet frem og vælgerne kan sige ja eller nej.

Det kommende valg bliver vigtigere og mere spændende end det valg, der bragte Inuit Ataqatigiit til roret.

Hvis vælgerne forkaster de opnåede resultater og genindsætter Siumut, kan man frygte, at det bliver den direkte vej tilbage til jordhytterne.

Hvis vælgerne slutter op om det hidtidige landstyre, ligger der hårdt arbejde forude, men det vil gå den rigtige vej. Det vil gå fremad.

I de kommende uger kan man så i Folketinget forsøge at blive enige om, hvorvidt man vil støtte den ene vej eller den anden vej ind i Grønlands fremtid.

Det landsstyre, der nu har udskrevet valg, er det mest kompetente, det mest flittige, det mest målrettede og det mindst korrupte landsstyre Grønland har haft.