Grønlænderkortet

Nogle gange ville det være rart at kunne trække et kort op af lommen, der siger "Grønlænder". Et helt simpelt nationalt ID-kort, der kan bruges alle steder.

Tirsdag d. 26. februar 2013
Michael Rosing, medlem af Landstinget for Demokraterne
Emnekreds: Fødestedskriteriet, Love og konventioner, Politik.

Nogle gange ville det være rart at kunne trække et kort op af lommen, der siger "Grønlænder". Et helt simpelt nationalt ID-kort, der kan bruges alle steder.

Nogle gange er definitionen af en Grønlænder forskellig fra regelsæt til regelsæt, og det kan være svært at overskue om man nu falder indenfor eller udenfor.

Hvis man for eksempel er studerende i Danmark og gerne vil stemme til Inatsisartut. Som det er nu skal man skrive sig på en valgliste flere uger før valget. Eller hvis man nu gerne vil skrive sine børn op i institutioner, mens man læser i Danmark. Eller hvis man gerne vil på jagt i sin sommerferie, mens man studerer og vil have jagttegn. Eller hvis man står i Danmark og gerne vil købe momsfrit og mangler en bopælsattest.

Alle de problemer kan løses på en gang. Vi skal bare have et nationalt ID kort, som klart definerer, at man hører til her og så følger alle de andre rettigheder med. Det kan så også bruges som en slags sygesikrings kort, og som et alders ID-kort for unge, der vil i byen.

Forslaget har været oppe at vende en gang før, og jeg forstod aldrig, hvorfor det ikke blev til noget. Det kan jo løse mange forskellige problemer på en gang, og det er jo altid værd at gøre.