Utidigt og umodent boykot af Arktisk Råd

I Inuit Ataqatigiits øjne tager man ikke en sådan beslutning uden at have sit parlamentariske grundlag i orden, og man træffer ikke en beslutning om at boykotte Grønlands deltagelse ved så vigtige møder, når man ikke har afsøgt alle andre muligheder. Og det har Aleqa Hammond næppe efter kun en måned i stolen som formand for landsstyret.

Onsdag d. 22. maj 2013
Maliina Abelsen
Sara Olsvig, medlem af landsstyret og formand for Inuit Ataqatigiit    
Emnekreds: Arktisk Råd, Internationale spørgsmål, Politik.

I sidste uge tog formanden for landsstyret en enerådig beslutning om, at Grønland og vores befolkninger ikke skulle være politisk repræsenteret ved Arktisk Råds ministermøde. Arktisk Råds ministermøde afholdes hvert andet år. Netop i disse tider tager Arktisk Råd vigtige skridt ved hvert af rådets møder. I år fik ikke færre end 6 nye lande observatørstatus i rådet, og rådets anden juridisk bindende aftale kom i hus sammen med et nyt fælles visionspapir for Arktis’ fremtid. Mødet var således et historisk møde, hvor vigtige aftaler for Grønland og resten af Arktis blev indgået. Alligevel valgte Formanden for landsstyret at blive væk fra ministermødet. Godt nok var Landstingets Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske udvalg orienteret om overvejelserne om ikke at deltage, men der var ikke tale om en drøftelse som udvalgets medlemmer kunne påvirke. Beslutningen om at blive væk tog Aleqa Hammond uden opbakning fra udvalget. En beslutning som mildest talt virker umoden og utidig. Landsstyret har ellers bebudet, at man vil søge dialog, åbenhed og bred inddragelse i beslutningsprocesser. Derfor virker det endnu mere mærkværdigt, når man endvidere erfarer, at de to koalitionspartier ikke havde været inddraget i beslutningen om udeblivelsen. Man kan ikke fortænke Atassut og Partii Inuit i at føle sig som ligegyldige støttekort til en enerådig formand. I Inuit Ataqatigiits øjne tager man ikke en sådan beslutning uden at have sit parlamentariske grundlag i orden, og man træffer ikke en beslutning om at boykotte Grønlands deltagelse ved så vigtige møder, når man ikke har afsøgt alle andre muligheder. Og det har Aleqa Hammond næppe efter kun en måned i stolen som formand for landsstyret. Fra Inuit Ataqatigit vil vi gøre det meget klart, at vi også mener, at Grønland skal sidde med ved forhandlingsbordet i Arktisk Råd. Det gælder alle internationale fora, hvor sager som vedrører Grønland drøftes og forhandles om. Derfor har Inuit Ataqatigiit de foregående fire år arbejdet utrolig hårdt for at sætte Grønland og vores rettigheder på verdenskortet. Men vi er ikke enige i, at løsningen på Arktisk Råd problemet er, at sætte Grønlands arbejde i rådet i bero og dermed sætte os selv uden for indflydelse, og vi er slet ikke enige i boykottet af ministermødet. Vi finder det også vigtigt, at gøre opmærksom på, hvad der er op og ned i Arktisk Råd. Det er nemlig sådan, at der er ministermøde hver andet år. Ministermødet er det højeste mødeorgan i Arktisk Råd. Her deltager Grønland og der er tre stole til Rigsfællesskabet. I år benyttede Grønland ikke sin stol, mens Færøernes stol var besat af Lagmand Kaj Leo Johannesen, der talte på vegne af Færøerne. Aleqa Hammond havde således ellers også mulighed for at udtrykke sig på vegne af Grønland ved ministermødet i Kiruna. Men denne mulighed blev ikke brugt, og det på trods af, at det var det første ministermøde efter den ændring i praksis som landsstyret påpeger i deres pressemeddelelse som begrundelse for boykottet. Det vil sige, at Aleqa Hammond valgte at tage skridtet til boykot før hun gav sig selv muligheden for at italesætte problemet direkte over for de andre Arktisk Råd ministre. Derfor mener vi klart, at boykottet, ud over at være et umodent kneb, også er aldeles utidigt. På embedsmandsplan findes de såkaldte SAO (Senior Arctic Officials) møder, som finder sted oftere end ministermøderne. Her er de otte lande repræsenteret af en SAO fra hver medlemsstat. Det betyder, at der på embedsmandsniveau normalt sidder en SAO, som taler på vegne af Riget. Naturligvis er det ikke tilfredsstillende, at Grønland i den seneste tid ikke har siddet med ved disse embedsmands-forhandlinger. Dette har været en intern sag i Rigsfællesskabet længe. Nogle gange har Grønland siddet med og andre gange ikke. Netop derfor har vi fra Inuit Ataqatigiit arbejdet på at styrke de interne strukturer i Rigsfællesskabet, særligt på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område, som vi inden valget nåede at indlede forhandlinger med den danske regering om. Vi har også lagt op til, at Grønland selv styrker sin udenrigspolitiske indsats. Hvis vi vil ses som en ligeværdig part er vi også nødt til at opføre os som en ligeværdig part. Fra Inuit Ataqatigiit mener vi at Grønland skal sidde med ved samtlige SAO møder. Men samtidig må vi erkende, at Grønland endnu ikke er en stat og da Arktisk Råd er et mellemstatsligt samarbejdsforum er det svært at acceptere for de øvrige stater, som også har Selvstyre-lignende ordninger (som i Canada) og regionale regeringer (f.eks. Rusland), at selvstyrende nationer skal sidde med på lige fod med staterne. Derfor bliver det en lang kamp for Grønland, og vi bliver selvfølgelig ved med at kæmpe denne kamp. Men det korte af det lange er, at det ikke hjælper at vi bliver væk fra møderne. Tværtimod skal vi lade vores stemme blive hørt, og hvor kan vi så særligt det? Ja, det kan vi ved ministermøderne, hvor formanden for landsstyret valgte at blive væk. Det møde, hvor Grønlands stol var tom. Det møde, hvor der var mulighed for at skabe dialog og forståelse hos f.eks. USA’s udenrigsminister John Kerry og det canadiske formandsskab ledet af Leona Aglukkaq. Vi mener således ikke, at Aleqa Hammonds beslutning var velovervejet eller klog. For det første, tror vi ikke, at den vil skabe andet et skuldertræk fra de øvrige stater, som da også har udtalt, at vi må finde ud af det internt med Danmark. Og det er hér en stor del af opgaven ligger. Lad os finde en ordning, hvor vi sikrer, at både Danmark, Færøerne og Grønlands stemme er tydelig, også på embedsmandsplan. Det må vi da kunne finde ud af at samarbejde om, uden at boykotte store politiske møder. Vi vil anbefale landsstyret, at man søger opbakning hos sin arbejdsgiver Landstinget, hvis man ønsker at foretage sig drastiske handlinger på vegne af Grønland; at man søger dialog og indflydelse ved at repræsentere Grønland ved politiske møder; at man forstår sin rolle og ikke skader landets mulighed for indflydelse. Vi beklager situationen og håber landsstyret lærer med tiden.