Der bliver kø ved skafottet!

Jeg kender den nu tidligere departementschef som værende hårdtarbejdende, yderst kompetent og uden skelen til partipolitik i sin tilgang til at få Grønlands daglige – og fremtidige – økonomi gjort robust og bæredygtig.

Fredag d. 31. maj 2013
Palle Christiansen, Landstingsmedlem for Demokraterne
Emnekreds: Politik.

Siumuts svingdørspolitik starter igen. Ud med de kompetente medarbejdere og ind med de trofaste, men ikke nødvendigvis egnede partisoldater. Torsdag kom det frem at Departementschefen for Departementet for Finanser fratræder sin stilling. Dette er fra min side med stor beklagelse, da jeg kender den nu tidligere departementschef som værende hårdtarbejdende, yderst kompetent og uden skelen til partipolitik i sin tilgang til at få Grønlands daglige – og fremtidige – økonomi gjort robust og bæredygtig.

Da valgresultatet stod klart på valgnatten var alle klar over, at der ville komme et regeringsskifte. Vælgerne havde talt og resultatet fra det demokratisk afholdte valg kan ingen sætte en finger på.

Vi, der tidligere havde dannet koalition, gjorde os klar til at arbejde benhårdt som opposition i alle politiske sager, så vi kan få et politisk system og en administration, som man ikke kan så tvivl om, når man taler om kompetence, loyalitet overfor hele samfundet og forståelsen for vigtigheden af det udførte arbejde.

Dette arbejde ser nu ud til at blive endnu mere vigtigt, da jeg kan se, at Siumut igen sætter svingdøren i bevægelse og beder kompetente medarbejdere om at forlade deres arbejde, for – forudser jeg – at give plads til trofaste partisoldater, som udelukkende går efter prestige, høje lønninger og udelukkende vil tjene det ansættende parti og dermed ikke efter at yde det bedste for landet som helhed. Jeg kan tage fejl, og det håber jeg faktisk, at jeg gør for en gangs skyld! Men min mavefornemmelse og intuition siger, at noget er galt og bliver værre.

Den kommende tid vil betyde nye ansættelser på landets højeste offentlige embeder, nemlig på posterne som departementschefer i Grønlands Selvstyre. Vil den byde på gammelkendte fodfolk fra Siumut som før i tiden eller vil den nye koalition fortsætte den nye stil med udelukkende at ansætte ud fra kvalifikationer, som vi lagde for dagen i vores tid som koalition? Det vil tiden vise og jeg håber naturligvis på det sidste. Ligeledes håber jeg, at samfundet – både befolkningen og virksomhederne – vil råbe vagt i gevær, hvis det igen bliver som i de ”gode gamle dage”.

Normalt vil jeg ikke fra politisk hold blande mig i de enkelte ansættelser, men i denne sag er jeg tidligere medlem af landsstyret, der har bestredet posten som landsstyremedlem for Finanser. Jeg har haft den ære at have den nu tidligere departementschef som en nær, dygtig og hårdtarbejdende medarbejder, som fra alle sider blev mødt med beundring. Jeg har kun store rosende ord at kunne sætte på ham og derfor ser jeg hans fratrædelse som en ny igangsættelse af Siumuts tidligere så berygtede svingdørspolitk.

Jeg frygter og forudser, at der bliver kø ved skafottet. Væk med de kompetente medarbejdere, som kan være til besvær for den nye koalition og ind med de personer, som tidligere har makket ret, når ordrer lød fra højeste sted.

Der er ikke meget vi som opposition kan gøre, men jeg vil være den i den store menneskemængde, der råber op i protest. Det vil jeg gøre hver gang Siumuts jubelbrøl lyder fra skafottet.

Det er min pligt som opposition. Det er min pligt som patriot i dette land. Det er min pligt overfor de unge som i dag uddanner sig og som håber, at de i fremtiden vil kunne få et ordentligt job ud fra deres kvalifikationer og ikke ud fra deres partibog. Det sidste har jeg set før og det førte Grønland på fallittens rand.

Hvem ønsker dette igen? Jeg gør ikke!