Har medlemmerne af landsstyret andre hverv?

Der er nu gået 1 måned siden jeg stillede landsstyret to simple spørgsmål til afklaring af, om landsstyrets medlemmer har efterlevet de lovkrav, som gælder for landsstyremedlemmers opretholdelse af andre hverv og erhverv. Hvad er baggrunden for, at landsstyret endnu ikke har besvaret disse spørgsmål?

Mandag d. 3. juni 2013
Palle Christiansen, Landstingsmedlem for Demokraterne
Emnekreds: Landstinget paragraf 37 spørgsmål, Politik.

I medfør af § 37 i Forretningsorden for Landstinget fremsætter jeg hermed følgende spørgsmål:

Der er nu gået 1 måned siden jeg stillede landsstyret to simple spørgsmål til afklaring af, om landsstyrets medlemmer har efterlevet de lovkrav, som gælder for landsstyremedlemmers opretholdelse af andre hverv og erhverv. Hvad er baggrunden for, at landsstyret endnu ikke har besvaret disse spørgsmål?

Hvis et medlem af landsstyret ved sin tiltræden besidder andre hverv eller erhverv, skal det pågældende medlem enten fratræde disse, eller straks anmode Udvalg til Valgs Prøvelse om tilladelse til at beholde dem. Det fremgår af § 25 i landstingslov om Landstinget og landsstyret.

Jeg spurgte derfor den 30. april, landsstyret om følgende:
  1. Hvilke medlemmer af landsstyret har anmodet Udvalg til Valgs Prøvelse om tilladelse til at bevare andre hverv eller erhverv?
  2. Er der i landsstyret medlemmer, som på tidspunktet for dette spørgsmåls fremsættelse besidder hverv eller erhverv, som pågældende ikke har anmodet om Udvalg til Valgs Prøvelse om tilladelse til at bevare?

Der var på daværende tidspunkt gået næsten 1 måned siden landsstyret tiltrådte, og jeg måtte derfor formode, at de medlemmer af landsstyret, som besad andre hverv eller erhverv, og som ønskede at bevare disse, for længst havde anmodet Udvalg til Valgs Prøvelse om tilladelse hertil.

Jeg håbede, at landsstyret kunne bekræfte denne formodning.

§ 37 spørgsmål skal så vidt muligt besvares inden 10 arbejdsdage fra modtagelsen. Der er nu gået en måned, og jeg har stadig ikke modtaget svar. Jeg ser mig derfor nødsaget til at spørge, hvad det er for forhold der har gjort det så ekstraordinært tidskrævende for landsstyret at finde ud af, om dets medlemmer har overholdt gældende lov, eller om de ved udgangen af april måned fortsat besad hverv eller erhverv, som de ikke havde fået spurgt Udvalg til Valgs Prøvelse om tilladelse til at bevare.