Åbningstale ved Landstingets efterårssamling 2013

Vi ønsker alle en god regeringsførelse med grundlag i en retfærdig fordelingspolitik. Imidlertid skete der det umiddelbart efter valget og efter regeringsdannelsen, at koalitionen vendte tilbage til de gamle tilstande og handlemåder, som vi troede var fortid – hovsa-løsninger fra dag til dag, uforståelige ansættelser og afskedigelser, som gav anledning til utryghed og en tydelig ulyst til at forklare sig offentligt og en udpræget lukkethed over for befolkningen.

Tirsdag d. 17. september 2013
Kuupik Kleist, medlem af Landstinget for Inuit Ataqatigiit  
Emnekreds: Efterårssamling 2013, Politik.

Indholdsfortegnelse:
Nye arbejdspladser og råstofudviklingen
Kuannersuit
Storskalaprojekter
Grønlands økonomi
Fiskeriet
Arktisk Råd
Sundhed
Børn og unge
Boligmanglen
Handicappede
NAKUUSA
Trafikområdet
De ældre
Flugten fra Grønland
Afslutning


Efter næsten et helt år hvor vi ikke har været samlet til møde i Landstinget er det et dejligt gensyn at mødes her i salen igen. Vi er i Inuit Ataqatigiit parate til at indlede et godt samarbejde her under efterårssamlingen, og vi er spændte og forventningsfulde omkring et frugtbart samarbejde med både de genvalgte medlemmer fra forrige valgperiode og ikke mindst alle de nye medlemmer.

Trods det faktum at vi ikke i helhed er enige i indholdet af talen afholdt landsstyrets Formand fredag d. 13. september i anledning af åbningen af Landstingets efterårssamling ønsker jeg at indlede med de områder, hvor vi er enige og hvor vi kan er villige til at støtte de mål, der er afstukket i talen.

Vi er glade for det klare udsagn om den manglende accept af eksistensen af de mange forskellige former for misbrug her i vores land. Primært det klare sprog omkring misbrug af vore børn er noget vi alle må tage til os og udtrykke det tydeligt, da det er totalt uacceptabelt og fordi alle bør vide det.

Vi byder fra Inuit Ataqatigiit tilbuddet om behandling af voksne med senfølger efter oplevelser med misbrug som børn velkommen. Forskellige undersøgelser har siden 2004 påpeget eksistensen af mange tilfælde af misbrug. Det var baggrunden for at vi i 2009 etablerede meeqqat illuat ”Saaffik”. Da vi etablerede huset som et videnscenter har det været planen, at arbejdet efter den første periode med børnene også skulle spredes ud til de voksne.

Efter således at have indledt mit indlæg skal jeg gøre opmærksom på, at vi ikke betragter landsstyrets Formands tale som fyldestgørende, tværtimod er vi skuffede. Sagen er den, at vi udover de bemærkninger jeg fremsatte i starten ellers har behov for klare meldinger på en lang række områder. Ikke alene i Landstinget, men i hele samfundet længes vi efter at få klare meldinger om hvilken retning koalitionen ønsker at gå. Det er netop i disse år, hvor vores økonomiske situation er så usikker og utryg, og hvor arbejdsløsheden har nået nye højder at det er så nødvendigt at vide hvor vi står og hvad man påtænker at gøre.

Vi ønsker alle en god regeringsførelse med grundlag i en retfærdig fordelingspolitik. Imidlertid skete der det umiddelbart efter valget og efter regeringsdannelsen, at koalitionen vendte tilbage til de gamle tilstande og handlemåder, som vi troede var fortid – hovsa-løsninger fra dag til dag, uforståelige ansættelser og afskedigelser, som gav anledning til utryghed og en tydelig ulyst til at forklare sig offentligt og en udpræget lukkethed over for befolkningen.

Dette er naturligvis utilfredsstillende, men samtidig også ganske ærgerligt, da vi i Inuit Ataqatigiit – trods det, at vi er opposition til landsstyret ønsker at vort land fungerer optimalt i henseende til den politiske og økonomiske udvikling, og at vi som en samlet befolkning er sammen om at forestå det bedst mulige samarbejde.

Udviklingen kræver en stabil og troværdig håndtering af den politiske dagsorden, evnen til at træffe beslutninger og ikke mindst et troværdigt grundlag for de beslutninger, der må træffes.

Nye arbejdspladser og råstofudviklingen
Vi er i Inuit Ataqatigiit helt enige med landsstyret i nødvendigheden af at agere overfor arbejdsløsheden, som aldrig har været større end i dag.

Gennem forårets valgkamp til Landstinget har spørgsmål omkring vore råstoffer fyldt meget og har delt vandene, og mest af alt er der ingen tvivl om, at landsstyrets mål om at kunne udvinde mineraler med indhold af farlige radioaktive stoffer har haft betydelige konsekvenser for opstarten af hele råstofvirksomheden her i landet. Der hersker en voldsom usikkerhed på dette område.

Den del af Formandens åbningstale, hvor råstofområdet bliver berørt giver anledning tilfremsættelse af en lang række spørgsmål. Hvis jeg i dag blot skal omtale nogen af dem drejer det sig om følgende:

Det siges i talen at man har indgået en aftale med London Mining omkring den nye afgift den såkaldte ’royalty’. Hvad står der mon i den aftale? Hvordan vil man forvalte denne ordning? Vil man fastsætte en afgift baseret på vægten af de udvundne mineraler eller vil man gøre det på basis af deres værdi? Vil den økonomiske værdi som tilfalder os stige i omfang eller vil den falde? Vil man minimere andre afgifter og skatter? Hvilke del af indtægterne skal vi dele med Danmark? Vil disse tiltag have en positiv indvirkning på jagten efter investorer? Hvornår forventes det at udvindingen af jernmalm vil blive påbegyndt?

Andre spørgsmål: Hvad er årsagen til hastværket omkring en beslutning om udvinding og eksport af råstoffer med radioaktivt indhold?

Hvad er baggrunden for at prioritere beslutningen frem for at foretage en informationskampagne – ville det ikke være mere formålstjenligt at foretage en grundig gennemgang og undersøgelse af projekterne og gennemføre informationsarrangementer, før beslutningen træffes?

Partierne her og medlemmerne af Landstinget bliver spurgt, hvorvidt vi kan støtte tanken om at gennemføre en vejledende folkeafstemning blandt borgerne i Sydgrønland. Hertil skal vi fra Inuit Ataqatigiit blot svare: Nej, ellers tak!

Vil det være sådan næste gang, at man – hvis der fx. i Uummannaq’s omegn skal iværksættes udvinding af råstoffer med radioaktivt indhold alene vil spørge Uummannaq-borgerne og borgerne i distriktet omkring Uummannaq? Lad os forestille os, at de siger ja, mens borgerne i Sydgrønland siger nej; vil man da tillade udvinding af råstoffer med radioaktivt indhold i Uummannaq-området og vil man forbyde det i Sydgrønland? Vi er i Inuit Ataqatigiit af den overbevisning at i det tilfælde af at man vil udvinde uran eller andre råstoffer med indhold af radioaktive stoffer må være et anliggende for hele befolkningen og således være genstand for en beslutning taget også af hele befolkningen. Vi ønsker også at være en del af nærdemokratiet, og dette opråb skal ikke blot være et tomt slogan!

Kuannersuit
På globalt plan er et af de mest uranholdige områder at finde i Narsaq-området. Gennem udvinding af sjældne jordarter vil produktionen af uran som et såkaldt biprodukt lede frem til, at vort land indfinder sig i rækken af uraneksporterende lande.

Efter min mening må landsstyret indrømme, at man i forbindelse med Kuannersuaq-projektet agter at udvinde uran. Sagen er jo den at hvis man ønsker at høste en fortjeneste i ét af de globalt største uranforekomster i verden, så hedder det uranudvinding. Ligeledes vil en eventuel uranudvinding i Kuannersuit betyde at stedet vil være det uranudvindingsområde i verden, der ligger nærmest en beboet by.

Vi er fristet til at fremsætte endnu en lang række andre forespørgsler, eftersom vi finder at der er så mange uafklarede tvivlsspørgsmål, som trænger til afklaring. Vi vil imidlertid vende tilbage til disse områder på et tidspunkt hvor Landstinget har råstofområdet på dagsordenen.

Storskalaprojekter
Sidste år var det nok et af de mest omdiskuterede og mest kontroversielle omdrejningspunkter i ikke alene den hjemlige politiske debat, at vi gennemførte en rammelovgivning omkring storskalaprojekterne. Ledende medlemmer af den nu siddende koalitionsregering anvendte på daværende tidspunkt alle deres våben og alt deres krudt med det formål at vise deres modstand. Flertallet i Landstinget vedtog imidlertid efter fælles forhandlinger det fremlagte lovforslag.

Til denne efterårssamling har landsstyret fremsat en række ændringsforslag til denne lov. Disse ændringsforslag må siges at være af mindre omfang, og de kunne have været afhandlet under de forhandlinger, der fandt sted sidste år. Vi vil i Inuit Ataqatigiit formentlig uden større problemer kunne tilslutte os de fremlagte ændringsforslag.

Landsstyret har først fremlagt deres lovforslag til Landstinget inden for de sidste par dage, og høringsfristen har været fastsat til d. 13. september. Her kan vi blot konstatere, at den tildelte tid til en offentlig debat har været yderst begrænset.

De signaler der er fremkommet siden efteråret sidste år har givet anledning til megen forvirring, ligesom vi i dag ser at der hersker megen forvirring omkring de erhvervspolitiske og økonomiske målsætninger.

Grønlands økonomi
Vi skal have en debat om landsstyrets finanslovsforslag én af de nærmeste dage, og vi takker for invitationen og glæder os til forhandlingerne med landsstyret om finansloven. Imidlertid ønsker vi her under åbningsdebatten at pege på 2 områder, som fortjener opmærksomhed.

Som det første kan vi fra Inuit Ataqatigiit ikke acceptere, at man ensidigt har ændret på den aftale, der allerede var indgået mellem kommunerne og landsstyret om fordelingen af de kommunale midler for næste år. Trods vores uvilje til mistanke er det påfaldende, at man laver en beslutning uden at indgå en aftale med kommunen med en Inuit Ataqatigiit-borgmester. Dette må betegnes som et bagholdsangreb. Kommuneqarfik Sermersooq døjer også med store økonomiske udfordringer og er i en situation, hvor ikke mindst byerne i Vestgrønland og hele Østgrønland kæmper med store problemer på erhvervsområdet og mange andre områder, hvor en økonomisk styrke er nødvendig.

Vi har ud over skatterne en landsdækkende udligningsordning, som er indført som et redskab til at udligne de økonomiske vilkår i hele landet. Gennem de forløbne år har den forrige koalition vedblivende fremlagt forslag til en ændring af ordningen, hvilket dog ikke har mødt nogen interesse hos kommunerne og specielt hos den daværende opposition. Dog er vi i Inuit Ataqatigiit vedblivende af den opfattelse, at der må arbejdes videre med spørgsmålet, da det under alle omstændigheder vil være mere retfærdigt end at foretage et kunstgreb, hvor man med ét slag fratager en af parterne dets økonomiske midler for at bruge dem som et hold kæft-bolsje til de andre. Den udbredte ulighed her i landet kan ikke fjernes ved smarte øvelser fra dag til dag. Tværtimod kan vi alene som et helt samfund i enighed gennem store nyordninger og nytænkning begynde at nærme os en lighed for alle dele af samfundet.

Vedrørende den økonomiske situation er det andet område jeg i dag vil pege på situation omkring skattefradragsforholdene af renter ved lån til huskøb (opførelse af huse, køb af bolig). I forbindelse med vedtagelsen af finansloven i fjor nedsatte vi dette fradrag fra 100% til 90% med det formål at formindske ydelsen fra alle skattebetalende borgere og for at beskytte de mindre bemidlede. Nu – mindre end et år efter – vil man vende tilbage til den gamle ordning til fordel for de bedre bemidlede og skære ned på de indtægter, som Landskassen ellers ville have fået tildelt. En sådan fremgangsmåde kan ikke kaldes retfærdig, og den baner således heller ikke vejen for en større lighed i adgangen til mere ens levevilkår. I den forbindelse er meldingen Det Økonomiske Råd ikke overraskende.

Vi føler et påtrængende behov for at få at vide, hvorledes man agter at realisere formålet om at forbedre forholdene for de mindre bemidlede.

Fiskeriet
Gennem de sidste mange år har vi arbejdet på grundlaget for en fornyelse af fiskeriloven, og ved afslutningen og de sidste øvelser, som allerede er påbegyndt er man begyndt at skrue tiden tilbage, hvilket ikke på nogen måde kan kaldes fornuftigt.

Denne retræte til fortidens dispositioner er en fremgangsmåde, som indebærer risiko for en forringelse af økonomien bag vort fiskeri, som stadig den dag i dag er vort lands væsentligste indtægtskilde, hvilket vi i Inuit Ataqatigiit ikke kan gå med til.

Op mod 90% af de aktive produktionssteder ejes i dag af borgere, som er udøvere af fiskeri som deres erhverv. Det vil derfor uden en grundig undersøgelse af konsekvenserne være et forfejlet signal at påbegynde en adskillelse af producenterne og de aktive fiskere.

Uden at finde en bedre metode har man opgivet reglerne for en tilpasning af det kystnære fiskeri efter hellefisk, som er udarbejdet af fiskeriorganisationer og producenterne i fællesskab, og vi mærker i dag konsekvenserne heraf. Netop i disse dage lider hellefiskefiskerne i Nordgrønland under dette – uden at man hidtil har fundet en måde at tackle problemet på.

Formålet med udstedelse af kvartalsvise meddelelser om det kystnære hellefiskefiskeri er at begrænse varigheden af de perioder sidst på året, hvor der ikke udstedes kvoter samt bevarelsen af arbejdspladser på fiskefabrikkerne i den størst mulige del af året. Denne fremgangsmåde er en fleksibel ordning, hvor producenterne og de aktive fiskere internt har mulighed for at nå til enighed om eventuelle ændringer i kvotetildelingerne. Vi er af den opfattelse at dersom man ikke har fundet frem til en bedre ordning gør bedst i at vende tilbage til den gældende ordning, og derfra indføre de forbedringer, der måtte være behov for.

Arktisk Råd
Et af de varme emner gennem sommeren her i landet og udenlands var det grønlandske landsstyrets udmelding om afbrydelsen af samarbejdet inden for Arktisk Råd. landsstyrets argumentation for denne beslutning var manglende indflydelse samt den manglende adgang til at kunne deltage i alle møder i Rådets regi. På trods af at ønsket om større indflydelse er støtteværdigt har vi allerede tidligere kritiseret den anvendte fremgangsmåde fra Inuit Ataqatigiit’s side, idet det er vores overbevisning at vi bør være meget opmærksomme på vores ageren og vores tilgang til det internationale samarbejde.

Formanden for landsstyret meddelte for nylig at Grønland var vendt tilbage til samarbejdet i Arktisk Råd, og at vi dermed havde vundet en stor sejr – over svenskerne, danskerne, canadierne m.fl. Naturligvis er det vigtigt at vi igen er med i samarbejdet, og på den baggrund er vi glade for det. Efterfølgende har vi vedholdende prøvet at finde forklaringen på, hvorledes vi er kommet til at stå stærkere internationalt og i Arktisk Råd – gennem en række spørgsmål til landsstyret, gennem indhentning af informationer fra den danske regering og andre kanaler.

Herunder har vi fra formanden for landsstyret bl.a. fået oplyst, at der ikke er blevet lavet nye aftaler på skrift samt at man i forløbet ikke har samarbejdet med vore stammefrænder Inuit. Det eneste vi har på skrift, og som vi har modtaget og som er blevet rundsendt til alle medlemmerne, er fra den øverste administrative leder for det canadiske formandskab, hvor vedkommende redegør for, at der ikke er sket ændringer i de hidtige rammer for samarbejdet.

Med andre ord er der ikke sket nogen ændringer – det står oven i købet, at det alene er suveræne stater, der kan være medlemmer, og at alene disse staters flag samt de oprindelige folks organisationers logoer kan blive placeret på bordene under møderne. Vi må forstå det sådan, at hvor vi og Færøerne havde adgang til at anvende vore flag er dette nu ikke tilladt mere. Det efterlader os med det spørgsmål: til hvilken nytte har det store rabalder fra landsstyrets side omkring nedfrysningen af deltagelse i Arktisk Råd været? Hvor er den store sejr, der blev udråbt så tydeligt? På hvilke måder er vort lands status blevet ændret? Det ville være ganske interessant at få svar på disse spørgsmål.

Sundhed
Vi kan naturligvis under ingen omstændighederacceptere at der er skoler, som er sundhedsfarlige. Tænker vi bare på skolen i Narsaq med radon-udslip er det ganske forståeligt at befolkningen ikke kan acceptere det. Det arbejde, som landsstyret har igangsat omkring forebyggelse og fremme af folkesundheden, herunder den enkeltes eget ansvar, betragter vi som en fortsættelse af vort arbejde. Vi har etableret Inuunerissarfiit med det formål at fremme borgernes eget ansvar for deres helbred. Og det er netop disse områder – såsom varieret kost, rygning, misbrug af alkohol og euforiserende stoffer – som der skal fokuseres på. Med andre ord Inuuneritta 1 og Inuuneritta 2. Det kan kun glæde os at landsstyret vil videreføre det arbejde for borgernes sundhed, som vi har igangsat.

Børn og unge
Gennem en række år har der været gjort et arbejde for at skaffe faciliteter til børn og unge, som har været ude i kriminalitet. Vi er i Inuit Ataqatigiit enige i at vi nu langt om længe har færdiggjort det nødvendige lovgivningsarbejde vedrørende disse unge og at vi nu kan etablere de fysiske rammer.

Vi skal fra Inuit Ataqatigiit gøre opmærksom på at det arbejde for børn og unge, som vi har igangsat, sigter mod en forebyggelse mod at indgå i en kriminel bane hos disse unge mennesker. En tidlig indsats i den henseende er grundlæggende vigtig. Vi skal derfor opfordre landsstyret om at anvende hele den mekanisme, som allerede er på plads. Formålet er kun af det gode, hvorfor der er generel tilfredshed med denne fremgangsmåde.

Boligmanglen
På initiativ af Inuit Ataqatigiit er projektet med at udarbejde en rapport om boligmanglen blevet iværksat, og vi har ingen indvendinger mod at nedsætte en arbejdsgruppe. Vi skal dog minde om at vi kan skaffe husly til de boligløse gennem opførelse af boliger.

Handicappede
Vi betragter samarbejdet mellem LEV og Inooqat som helt naturligt. På samme måde vil vi erklære os enige i planerne om dygtiggørelse af personale til handicappede, da dette allerede er indkorporeret i Startegien for Børn og Unge.

NAKUUSA
Vi har lagt et stort arbejde i at få etableret det bedste samarbejde med UNICEF, og dette er lykkedes. Vi er således stolte over at vi efterfølgende har fået etableret NAKUUSA, og det glæder os at landsstyret vil fortsætte vort arbejde og giver det dets støtte.

Trafikområdet
Struktureringen af vort fremtidige trafiksystem skal planlægges med netop fremtiden for øje. Formålet med servicekontrakter må være at basere grundlaget for et rentabelt trafiksystem. Det er derfor et spørgsmål om vi skal etablere lufthavne blot for at etablere lufthavne, eller om det vil være mest fornuftigt at drive lufthavne dér, hvor passagergrundlaget er til stede.

Efter min opfattelse vil dette også skabe en konkurrencemæssig situation i forhold til persontrafikken med billigere transportmuligheder som følge. De i dag eksisterende lufthavne og deres konkurrenceevne formindsker ikke og sigter heller ikke hen mod mængden af de servicekontrakter, der indgås. Det vil være værd at undersøge hvorledes f.eks. Diskobugten eller Sydgrønland gennem etablering af korte landingsbaner kan høste af de muligheder, der vil opstå.

De ældre
Gennem den hastige udvikling som vort samfund har været igennem med fokus på økonomien har vi på mange områder fjernet blikket fra vore ældre. Vore ældre i dette land gives for ringe boligforhold, og det gælder i hele landet. Vi må i højere grad i medmenneskelighedens navn prioritere, at vore ældre kan tilbringe deres livs efterår i omgivelser med udsigt til vores smukke natur. Forholdene de fleste steder er i dag ikke tilfredsstillende.

Flugten fra Grønland
Den gennem de sidste år stærkt voksende udrejse fra Grønland vækker både sorg og ærgrelse. Hvis vi bare tænker på, at vi bliver færre og færre må denne situation siges at være dybt alvorlig. Det er vort håb at Inuit Ataqatigiit’s debatoplæg til denne samling vil give inspiration til en tilbundsgående diskussion, og at vi ikke mindst her i Landstinget vil nå frem til at kunne pege på de helt nødvendige initiativer, der kræves i dette spørgsmål. Årsagen til at en voksende mængde af mennesker forlader landet, har mangfoldige forklaringer, og på den anden ligger spørgsmålet om hvor attraktivt vort land er, og vi har alle en pligt til netop at gøre det attraktiv for vore unge, der har gennemgået en uddannelse at vende hjem igen.

Kan vi ikke sætte kursen om med hensyn til den voksende udrejselyst ser vores fælles fremtid mørkere ud, så lad os i fællesskab sætte vores kurs mod en lysere fremtid.

Afslutning
Hvis vi ønsker at gøre horisonten for vort lands fremtid lysere og øge vort fælles håb må landsstyret komme frem med reelle bud på dette baseret på et realistisk grundlag. Viljen til samarbejde må være mere synlig, da situationen jo er den, at de forestående opgaver og de foreliggende store udfordringer kræver at vi arbejder sammen og er nødsagede til at kunne møde hinanden et eller andet sted på halvvejen. Sker det ikke vil skillelinierne mellem os vokse sig endnu større, vi vil blive tappet for endnu flere kræfter og vores evner og muligheder for at kunne løfte i samlet flok vil blot blive mindre og mindre.

Som jeg tidligere har sagt sidder vi i Inuit Ataqatigiit som opposition med en konstruktiv arbejdsform med hensyn til borgernes velfærd og nytte, vi vil arbejder for stadige forbedringer af vort lands økonomi og etableringen af nye arbejdspladsen. På disse områder vil vi helhjertet støtte alle gode initiativer, og samtidig vil vi modarbejde tiltag, der måtte være til hindring for fremskridt for alle borgere i landet.

Vi ønsker at opfordre landsstyret til at påtage sig en mere åbent ansigt udadtil. Virkeligheden er jo ikke sådan, at i det øjeblik man er folkevalgt og er blevet tildelt magten, ja – så kan andre ikke stille spørgsmålstegn ved éns manerer. Magt medfører store og vigtige pligter.