Hastværk, lastværk og langsommelighed

Fra Inuit Ataqatigiit er vi dog ikke i tvivl om, at hvis den danske regering og dette Folketing reelt gik ind og kærede sig politisk om det grønlandske retsvæsen og kriminalforsorgen i Grønland, så ville virkeligheden se anderledes ud

Fredag d. 4. oktober 2013
Johan Lund Olsen
Emnekreds: Folketinget, Rigsfællesskab og selvstyre.

Johan Lund Olsens tale under Folketingets åbningsdebat efteråret 2013

På denne specielle dag vil jeg sige noget om et ordsprog som jeg mener det danske folk kender alt for godt til og også sige noget om træghed i systemenerne. Jeg agter at fortælle, at hastværk er lastværk og at langsommelighed er langsommelighed.

Grønland og det grønlandske folk gennemlever i disse år en spændende, men også en modsætningsfuld udvikling. Fremtiden skal formes og Grønland skal stå på egne ben. Grønland er et stort land med mange forskellige problemer, livsmønstre og traditioner og er samtidigt rig på ressourcer og geopolitisk interessant for mange lande. Stor efterforskningsaktivitet efter hårde mineraler, olie- og gas samt ikke mindst stor-magternes store interesse for de såkaldte strategiske mineraler gør det oplagt at reflektere lidt over hvem der egentlig bryder sig om Grønland og hvorfor.

Væsentlige områder som bl.a. den udenrigs- og sikkerhedspolitiske kompetence sorterer fortsat under dansk beslutningskompetence, selvom Grønland har opnået Selvstyre.

Alle forhold vedrørende Grønlands forsvars- og sikkerhedspolitik styres indtil videre fortsat af Danmark. Grønland selv har ingen formel rolle i dette samarbejde. Det siger Selvstyreloven - men også Grundloven!

På land og i havet ud for Grønland findes nogle af verdens største forekomster af olie- og naturgas og der er stor efterforskningsaktivitet. Det gælder ikke mindst de farlige mineraler på land, herunder det højst aktuelle uran.

Men det betyder samtidig, at nogle i Grønland meget let og måske endda for nemt lader sig friste af HASTVÆRK og muligheden for hurtigt tjente penge og ussel mammon. På bekostning af omtanke, demokrati, reel borgerinddragelse og en bæredygtigt udvikling af Grønland i alle henseender.

Lad det være sagt med det samme, at Inuit Ataqatigiit ønsker et bæredygtigt samfund i udvikling, hvor brugen af levende og ikke-levende ressourcer, innovation, kulturel og social integritet og økonomisk udvikling går hånd i hånd.

Men vi ønsker også at udvikle en flerstrenget erhvervsstruktur, inklusive minedrift. Ved udvikling af nye erhverv, ønsker Inuit Ataqatigiit en helhedsorienteret tilgang, hvor hele landet inddrages i beslutningsprocessen og hvor de enkelte projekter vurderes i forhold til deres påvirkning af samfundet som helhed. Alle byer og bygder skal inddrages i udviklingen. Landbrug og husdyravl skal sammen med fangst og fiskeri fortsat udvikles med øje for Grønlands selvforsyning og eksport af gode kvalitetsfødevarer, fordi klimaforandringerne nu giver os mulighed for det.

Men Grønland skal fortsat være og være kendt som et miljøbevidst land med et transparent, åbent og pålideligt politisk system.

Her er det så at min fortælling om at ”hastværk som bekendt er lastværk” - kommer ind i billedet:

Som bekendt var der valg til det grønlandske parlament; Landstinget tidligere på året og vi har nu fået en ny regering; landsstyret bestående af 3 partier: Siumut, Atassut og Partii Inuit – som nu – i et for hastigt tempo, ønsker at åbne op for uranefterforskning og uranminedrift med henblik på uraneksport til såkaldte ”fredelige” formål, dvs. til bl.a. atomkraftværker rundt omkring i verden.

Det betyder med andre ord et stort stort kursskifte i mangeårigt dansk-grønlandsk enighed om og dermed en fælles beslutning om NEJ TAK TIL URANPRODUKTION! – URANI? NAAMIK på dansk og grønlandsk territorium. Et opgør med en fællesbeslutning fra 1988 om den såkaldte nultolerance overfor uranudvinding- og eksport - med dens indbyggede sammenhæng med stor dansk afvisning af ATOMKRAFT. Hvad nu i dag?

Desværre insisterer den nye grønlandske regering på uranudvinding og uraneksport og det kan ikke gå hurtigt nok. Processen starter d. 8. oktober i det grønlandske parlament med 24. oktober som sidste dead-line. Naalakkersuisut planlægger derudover en lokal folkeafstemning i Narsaq omkring uranudvinding ved Kuannersuit/Kvanefjeldet. Konsekvenserne af en sådan politik er uoverskuelige.

Som land er vi bedst tjent med en samlet politik for hele landet – uanset hvad den måtte blive. Inuit Ataqatigiit vil derfor igen opfordre til, at en evt. folkeafstemning skal gælde for hele landet.

Det er den omvendte verden. Vi kender ikke konsekvenserne af ophævelse af nultolerance princippet og

forslaget om at ophæve dette princip bryder med alle demokratiske principper og indtil videre ved vi ikke hvad der overhovedet skal stemmes om.

Nu vil den grønlandske regering så have Landstinget til at tage stilling til en politik, hvor vi ikke kender konsekvenserne. Først bagefter skal man undersøge hvad der sker hvis vi ophæver nultolerancen. Vi aner ikke, hvad denne beslutning betyder for sundhed og miljø, og vi kender ikke, hvilke krav vi skal opfylde i henhold til de internationale aftaler, der er indgået af Danmark på vegne af Rigsfællesskabet. Det vi ved i dag er, at der f.eks. skal etableres omfattende kontrolforanstaltninger, som koster mange penge. Vi har heller ikke fået afklaret med Danmark om, hvem der bestemmer om vi må eksportere uran.

Det er den ene side af sagen.

Den anden side af sagen er argumentet om, at vi skal skabe en ny udvikling, og vi skal være mineland og så videre. Men hvorfor skal vi så ikke bruge energien på de mange mineraler, som vi kan bryde, uden at der kommer radioaktive råstoffer med op? Der er flere projekter at arbejde med. Så der er slet ikke nogen grund til, at vi løber denne risiko.

For vi ved alle, at de radioaktive råstoffer er farlige. Ingen kommuner i Danmark vil modtage det radioaktive malm fra 70’ernes Kuannersuit, som stadig ligger på Risø. Der er heller ikke nogen kommuner i Grønland, som har tilbudt at tage imod det. Og nu skal vi åbne op og bryde flere tusinde tons uranholdigt malm om året, bare i Narsaq.

Hvis der endelig skal være en folkeafsteming i Grønland, så skal det være en folkeafstemning om ophævelse af nultolerance-politikken, og det skal være en landsdækkende folkeafstemning på et oplyst grundlag. Vi skal ikke have små lokale folkeafstemninger om konkrete projekter. Tænk hvis man siger nej i Narsaq til minen i Kuannersuit men ja til et lignende projekt med et radioaktivt mineral i Uummannaq.

Og nu til historien om langsommelighed:
Det danske forslag til finansloven for 2014 er desværre - set med grønlandske øjne – bedrøvende læsning. Bedrøvende, trist og præget af langsommelighed, trods kendte og jeg må sige meget kendte problem-stillinger som har været præsenteret for regeringen af Inuit Ataqatigiit meget tidligt i forløbet.

Gennem de seneste år har Inuit Ataqatigiit haft fokus på en lang række sager, herunder særligt det grønlandske retsvæsen og kriminalforsorgen, socialt udsatte grønlændere i Danmark, det arktiske universi-tetssamarbejde ”University of the Arctic” og forsvarets aktiviteter i og omkring Grønland.

Det har ført til møder med ressortministre, og selvom vi er glade for, at der generelt er en god dialog så er vi kede af, gang på gang, at konstatere, at det skorter på viljen til også at lade det afspejle i den danske finanslov.

Da vi kan konstatere, at det nye forlag til finanslov for 2014 heller ikke denne gang afspejler forbedringer på nævnte områder, har Inuit Ataqatigiit derfor set sig nødsaget til at skrive et fællesbrev til Statsministeren og Finansministeren den 6. september og deri meddele, at Inuit Ataqatigiit på det foreliggende grundlag ikke kan støtte op om regeringens forslag til finansloven for 2014.

I går den 2. oktober fik vi så endelig et svar.

Vi er glade for, at regeringen har svaret positivt på vores anmodning om, at der sikres midler til de sociale projekter for udsatte grønlændere i Danmark. Vi har i en lang årrække kæmpet for, at sikre disse midler fast på finansloven.

Vi er også glade for, at regeringen, ligesom os, ser en række udfordringer på nogle af de sagsområder som fortsat er under dansk ansvar. Det gælder blandt andet forsvarets aktiviteter i og omkring Grønland, og retsvæsnet og kriminalforsorgen.

Fra Inuit Ataqatigiit er vi dog ikke i tvivl om, at hvis den danske regering og dette Folketing reelt gik ind og kærede sig politisk om det grønlandske retsvæsen og kriminalforsorgen i Grønland, så ville virkeligheden se anderledes ud. Retsvæsnet og kriminalforsorgen halter, og der er brug for politisk omsorg. Vi er derfor ikke imponerede over det svar vi har fået fra finansministeren og vi er stadig ikke overbeviste om, at der ikke kan findes flere midler.

Derfor ser vi frem til de fortsatte forhandlinger om finansloven, og vil tillade os at sige klart, at vi som del af regeringens parlamentariske grundlag forventer at blive hørt.