Grønlandske ”landsmænd”?

Grønlænderne har generelt et godt forhold til danskerne, men definerer sig vist nok kun som ”landsmænd” med os danskere, når vi vinder EM i fodbold, og det gør vi sjældent!

Mandag d. 10. marts 2014
Mads Fægteborg, eskimolog
Emnekreds: Grønlands historie, Juridisk faderløse, Oprindelige folk, Rigsfællesskabet.


Har Danmark som kolonimagt haft en brutal adfærd overfor Grønland? I sit essay ”Landsmænd” i Politiken den 12. januar 2014 argumenterer historikeren Thorkild Kjærgaard for, at Danmark aldrig har haft en brutal og racistisk adfærd i Grønland og at grønlænderne altid er blevet behandlet som ”landsmænd”. Hermed lægger Kjærgaard op til en vanskelig diskussion med flere facetter.

Den første facet er opgøret med den antiimperialistiske litteratur, der delvist prægede bogudgivelserne i 1970’erne. Som modstykke til den tidligere romantisering af de ”ædle vilde” eller det ”grønlandske naturmenneske” var denne litteratur velsagtens en nødvendighed. Nok om det!

En anden facet er naturligvis den danske kolonimagts tilstedeværelse i Grønland set i forhold til andre kolonimagters fremfærd overfor de oprindelige folk. Hér beskriver Kjærgaard – i andet ordvalg – genocide og etnocide. ”Udryd de sataner” som Sven Lindquists bog fra 1992 kom til at hedde på dansk kan man ingenlunde nikke genkendende til i en grønlandsk kontekst. Lidt anderledes forholder det sig dog når talen falder på etnocide – kulturdrab, eller som antropologen Helge Kleivan udtrykte det ”kulturødelæggelse”.

Den norske præst Hans Egede kom i 1721 til Grønland for at genoptage forbindelsen med nordboerne og for at få omvendt dem fra katolicismen, eller måske snarere fra hedenskaben til protestantismen, men han fandt ingen. Kjærgaard beskæftiger sig indledningsvis med denne norske præst, og skriver, at Egede udmærket var bevidst om at der ingen nordboere var tilbage i Grønland, men det er nu ikke helt korrekt – fordi helt frem til gennemførelsen af Den Danske Konebaads-Expedition til Grønlands østkyst i 1883-1885 var der fortsat spinkle gisninger om nordboernes eksistens. Da Egede ingen nordboere fandt begyndte han derfor at missionere blandt de mennesker som han kaldte de ”Wilde”. Helt uproblematisk var det dog ikke. Der var nemlig en vis modstand mod missionens virke, og den største modstand kom naturligvis fra åndemanerne, som mistede autoriteten i samfundet. Hér kommer så en interessant betragtning af den grønlandske teolog Finn Lynge, som i sin artikel ”Tro og udsyn” fra 2006, refererer til en samtale mellem Egede og nogle grønlændere om Djævelens eksistens, og hvor han erfarer, at ”Torngarsuk” er en hjælpeånd. Lynge reflekterer over, at da ”Torngarsuk” i grønlændernes opfattelse var ”den kære, gode lille hjælpeånd”, så burde Egede i stedet for at gøre hjælpeånden til selveste Djævelen have valgt at gøre den til en skytsengel. Kristendommens gradvise indførelse medførte samtidig den gradvise undertrykkelse af angakokkens stilling i fangersamfundet, og dermed også en ændring af selve fangersamfundets opbygning. H.J. Rink skrev herom i sin bog ”Om Grønlændere, deres Fremtid, og de til deres Bedste sigtende Foranstaltninger” fra 1882, at man skulle have undladt at nedbryde de grønlandske skikke, men gradvist have ladet grønlænderne selv omforme og tilpasse deres skikke i takt med at forholdene ændrede sig. Her fremstår en forholdsvis tidlig kritik af kulturødelæggelsen.

Noget som Kjærgaard nævner i sin artikel er, ”at sager, som i 1700-tallets Danmark-Norge typisk endte med hårde og langvarige straffe, hvis ikke de ligefrem kostede den skyldige livet ...” Ja, det er virkeligt interessant. Rink rejste kritik af Hans Egede og hans missionsvirksomhed, men man må trods alt tage i betragtning, i hvilken tid han levede, og hvilket samfund han kom fra. Det norske og danske samfund var autoritært, hvor kongen, der havde fået sin ubegrænsede magt af Gud, stod øverst på samfundsstigen; herefter kom de fire stænder: adelen, efterfulgt af præsterne, dernæst borgerstanden og i bunden af samfundspyramiden fandt man fæstebønderne og arbejderne. Selv om den sidste officielle heksebrænding i Danmark fandt sted på Falster i 1693, var der dødsstraf for gudsbespottelse, majestætsfornærmelse (f.eks. Struense i 1772), drab, vold mod forældre og omgængelse mod naturen (homoseksualitet, incest m.v.), som det fremgår af Christian V’s Danske Lov af 1683. Når man betænker, at kongens undersåtter i Danmark og Norge havde strenge love at efterleve, og det samtidig var kongens opfattelse, at han også herskede over Grønland, kan man næppe fortænke præsten Hans Egede i, at han lod flere åndemanere og nogle mordere prygle, ligesom han vendte sig mod ritualer, som havde med den grønlandske tro at gøre. Samtidig kan man nok også inddrage den samtidige danske justits’ praksis i tropekolonierne – den var hård! Set i det skær må man nærmest betragte Egede som en mild fortolker af samtidens gældende retsregler.

Kjærgaards afsluttende bemærkninger om, at ”Grønland har aldrig været koloni” skal man naturligvis tage med et gran salt for Grønland har jo været koloniseret fra 1721 til 1953, hvor Grundloven blev udstrakt til at gælde hele kongeriget. Men det var følgelovgivningen ikke! Man kan nævne lønforskelle, boligforhold, fødestedskriteriet mv. Som eksempel vil jeg blot nævne et emne, som netop har været vendt mellem statsministeren og landsstyreformanden. Det drejer sig om den postkoloniale første moderniseringsfase, hvor der blev brug for kvinderne på arbejdsmarkedet. Mange unge kvinder blev derfor migrantarbejdere, nogle af dem på de få rejefabrikker, hvorfor de også blev kaldt for ”rejepigerne”. I takt med den teknologiske udvikling blev de dog overflødiggjort og mistede den beskedne løn og prestige de havde opnået i det nye samfund, men denne kunne genvindes, idet deres danske ”kærester” – sommermændene – havde penge og bajere i barakkerne. Sådan forholdt det sig bare ikke hos de danske mænd, der udnyttede pigernes tillid, og betragtede dem som ”billige ludere, som man kan bruge, som man vil, og som man ikke behøver at respektere. De grønlandske piger imponeres af de danske mænds økonomiske formåen, smigres over deres opmærksomhed, og ser dem som prestigefyldte partnere. Mange af pigerne håber på et rigtigt varigt forhold, men det bliver naturligvis de danske mænds præmisser, der bliver bestemmende og som sætter rammerne for samværet, efter en brug-og-smid væk recept.” Sådan skriver Signe Arnfred i sin artikel ”Kvinder, mænd, arbejde og sexualitet i den grønlandske moderniseringsproces” fra 1991. Dette er naturligvis et noget forenklet billede, idet der jo også udviklede sig langvarige forhold med lykkelige ægteskaber med børn som følge.

For en del år tilbage mødte jeg en ung grønlandsk mand i København, som kunne fortælle mig, at han var ”halv grønlænder og halv håndværker.” Og det er det dét drejer sig om når man taler om ”sommermændene og rejepigerne”, nemlig de ”juridisk faderløse”. I Danmark havde man i 1938 indført en lovgivning, hvor det lød: ”Børn uden for Ægteskab har samme retlige Stillingen i Forhold til deres Forældre som Ægtebørn, medmindre Lovgivningen udtrykkeligt fastsætter andet.” Loven gjaldt dog ikke for Grønland, og landet fik først en egentlig lovgivning på området i 1962. Herved fik grønlandske børn i princippet samme rettigheder som danske børn, men man fastholdt principperne omkring én eller flere ”mulige” fædre, hvilket ikke medførte retsvirkninger i form af arv og navn. Begrundelsen herfor var vanskeligheder mht. bestemmelse af blodtyper, og dermed ikke en reel mulighed for at dømme faderskab eller frifindelse. Den afsluttende fase om de ”juridisk faderløse” bliver taget op i Folketinget i dette forår.

Når man godtager Kjærgaards hovedpointe, at ”Grønland har aldrig været koloni”, og ser dette i lyset af, at mange kolonimagter har udøvet genocide, så er dette korrekt. Men det er jo ikke den eneste opfattelse af begrebet ”koloni”. Kleivans udtryk ”kulturødelæggelse” er vel det bedst dækkende udtryk for den danske kolonialismes negative sider, og det er vel sagtens det den grønlandske landsstyreformand ønsker, at den såkaldte ”Forsoningskommission efter Sydafrikansk forbillede” skal fokusere på. Hvad med kolonialismens positive sider, bl.a. indførelsen af skriftsproget som Kjærgaard nævner, og en tidlig selvstyremodel i form af Forstanderskaberne? Naturligvis har enhver udvikling en pris – negativ og positiv. Men det er jo også tale om et valg, og det er absolut ikke alle valgene, som er taget af danskerne, men af ”landsmændene” selv. Grønlænderne har generelt et godt forhold til danskerne, men definerer sig vist nok kun som ”landsmænd” med os danskere, når vi vinder EM i fodbold, og det gør vi sjældent!

Læs også
Landsmænd