32 siders varm luft og et forsøg på magtfordrejning

Når Aleqa Hammond får bevilget orlov, er hun ikke længere en del af den udøvende magt. Derfor må Landstinget som den lovgivende magt udpege et nyt landsstyre. Det arbejde skal igangsættes umiddelbart efter Landstingets accept af Aleqa Hammonds ansøgning om orlov.

Tirsdag d. 30. september 2014
Anders Nilsson, Redaktør for Kamikposten.dk  
Emnekreds: Landsstyret, Landstinget, Love og konventioner, Politik.

Nu er Aleqa Hammonds – forhåbentligt sidste - åbningstale til en landstingssamling lagt frem på Selvstyrets hjemmeside.

Det er 32 siders varm luft, der afsluttes med et forsøg på magtfordrejning.
Det fylder en enkelt linje:
”I mit sted indsættes Kim Kielsen, som formand for landstyret, hvilket jeg så hermed meddeler”.

Det er et forsøg på en tilsidesættelse af et grundlæggende demokratisk princip: opdelingen mellem den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt.

Aleqa er som landsstyreformand øverst placeret i den udøvende magt. Hun og hendes landsstyre er udpeget af den lovgivende magt: Grønlands Landsting.

Når Aleqa Hammond får bevilget orlov, er hun ikke længere en del af den udøvende magt. Derfor må Landstinget som den lovgivende magt udpege et nyt landsstyre. Det arbejde skal igangsættes umiddelbart efter Landstingets accept af Aleqa Hammonds ansøgning om orlov.

Landstinget kan beslutte at lade det hidtidige landsstyre – minus Aleqa Hammond – fortsætte som 'forretningslandsstyre' indtil der er opnået et flertal i Landstinget for et nyt landsstyre.

Læs åbningstalen her
Åbningstale ved efterårssamlingen 2014