Lad os spille sammen!

I august måned budgetterede Vittus Qujaukitsoq med et underskud på 84 millioner. Det er nu steget med yderligere 80 millioner. Dermed er den tidligere koalitions planer om at vende et underskud til et overskud om 3 år forsvundet i dybet.

Mandag d. 27. oktober 2014
Naaja Nathanielsen, medlem af Landstinget for Inuit Ataqatigiit  
Emnekreds: Landstingsvalg november 2014.

Med et valg foran os og et friskt hold af partiformænd har vi chancen for at skabe noget nyt. Sammen. Derfor håber jeg, at jeg har misforstået udtalelserne fra Kim Kielsen i denne uges AG. Siumuts formand udtaler, at han vil følge den samme politik som den nu sprængte koalition har ført. Det overraskede mig en del.

Skal man have 100% ret?
Vi taber alle, hvis vi tror vi kan få vores vilje 100%. Vi skal væk fra den dræbende blokpolitik og finde fælles løsninger der hvor der lige nu er stor debat: fiskeri, infrastruktur, boliger/anlæg, skatter og afgifter og forholdet til kommunerne. Lad os bruge valgkampen til at fortælle om vores bud på løsninger og lad vælgerne sætte deres krydser. Men derefter bliver opgaven at møde hinanden med vilje til forhandling.

164 millioner grunde til at tale sammen
Den første opgave efter valget bliver at få sammensat en finanslov for 2015. I august måned budgetterede Vittus Qujaukitsoq med et underskud på 84 millioner. Det er nu steget med yderligere 80 millioner. Dermed er den tidligere koalitions planer om at vende et underskud til et overskud om 3 år forsvundet i dybet. Det kan derfor ikke være rigtigt, at Siumut vil holde fast i finanslovsforslaget som det ser ud i dag. Hvis Siumut holder fast i finanslovsforslaget forlader de samtidigt deres politik om at føre en ansvarlig økonomi. Det samme gælder for Atassut, der formodes at være vidende om at underskuddet er vokset siden august, uden at dette har været meldt ud.

Lad os spille sammen. Men lad det nye hold lægge en ny strategi. Den gamle har udspillet sin rolle.