Elendig økonomistyring af Siumut og Atassut

Sidst en koalition bestående af Siumut og Atassut måtte aflevere regeringsmagten viste det sig, at der skulle betales en regning på omkring en halv milliard. Denne gang har de to partier på blot halvandet år formået at køre vort land helt ud på afgrundens rand

Torsdag d. 27. november 2014
Andreas Uldum, landsstyremedlem for Finanser og Råstoffer, formand for Demokraterne
Emnekreds: Landstingsvalg november 2014.

Det afgående landsstyre har været uhørt dårlige til at styre økonomien. Det må stå klart for alle efter det er kommet frem, at det budgetterede overskud for 2014 er vendt til et kolossalt underskud på over en kvart milliard kroner, ifølge KNR.

Demokraterne er chokerede og skuffede over, at Siumut og Atassut har været så dårlige til at styre økonomien, at et forventet overskud i 2014 er vendt til et kæmpe underskud.

”Jeg forstår simpelthen ikke, hvordan det kan lade sig gøre at regne så meget forkert. Jeg gider ikke høre på dårlige undskyldninger om vigende indtægter fra tobak og alkohol. Det kan umuligt være hele forklaringen,” siger Demokraternes formand Andreas Uldum og fortsætter:

”Jeg tror, at forklaringen er, at Siumut og Atassut har været alt for optimistiske, da de satte sig sammen og udarbejdede Finansloven for 2014. Det er ganske enkelt rystende, at de to partier ikke har mere sans for økonomi og økonomisk styring.”

Stort oprydningsarbejde
Demokraternes formand pointerer, at det nye Landstinget får sig en stor opgave, når der skal ryddes op efter det afgående landsstyre.

”Sidst en koalition bestående af Siumut og Atassut måtte aflevere regeringsmagten viste det sig, at der skulle betales en regning på omkring en halv milliard. Denne gang har de to partier på blot halvandet år formået at køre vort land helt ud på afgrundens rand, og de nye og opdaterede budget-tal viser desværre, at det står endnu værre til end nogen af os havde frygtet,” siger Andreas Uldum.