Indsigt: En flot buket ord - Inuit Ataqatigiits kommentar til koalitionsaftalen

En flot buket ord - Inuit Ataqatigiits kommentar til koalitionsaftalen

Den flotte buket af løfter pynter på et julebord. Men det bliver hurtigt hverdag igen. Realiteten skærer os alle i øjnene og vi er nødt til at justere vores forventninger. Et slag på tasken er, at der er for over en milliard kroners udgifter i koalitionsaftalen.

Tirsdag d. 16. december 2014
Sara Olsvig, medlem af landsstyret og formand for Inuit Ataqatigiit    
Emnekreds: Landstinget, Landstingsvalg november 2014, Politik.

Indholdsfortegnelse:
Hellere ansvar end floskler
Selvmodsigelsernes holdeplads
Vil blæse og have mel i munden
Udgifter for mindst en milliard
Tid en afgørende faktor


(an)

Grønland går en spændende og udfordrende tid i møde. Vores økonomi er presset. Selvstyreaftalen og kommunesammenlægningen har sat sig spor i samfundet, på godt og ondt. Det er på høje tid vi politikere bliver skarpere i vores prioriteringer.

Hellere ansvar end floskler
Derfor har det for Inuit Ataqatigiit været vigtigt, at nærlæse Siumut, Atassut og Demokraatits koalitionsaftale. De mange siders udmærkede hensigter er de kommende års ramme for regeringens politik. Vi ser mange gode ting i aftalen, og vi ser frem til at tage medansvar på de områder som vi med en god følelse i maven kan nikke ja til. Det sagt er der en række områder vi føler, må belyses fra en anden vinkel. Det er nødvendigt for at rette op på økonomien og for at sikre øget lighed iblandt befolkningen, såvel geografisk som levevilkårsmæssigt.

Selvmodsigelsernes holdeplads
Under valgkampen hørte vi alle partier tale højt om behovet for reformer. I koalitionsaftalen nævnes reformtiltag på førtidspensions-, pensions-, skatte-, bolig- og erhvervsområdet. Det er vi glade for. Dog har vi meget svært ved at se de helt konkrete forslag til, hvordan disse reformer skal gennemføres.

Til vores undren er der flere steder noget selvmodsigende i de passager vi kan læse i aftalen – nogle steder gøres det klart, at alle borgere skal have bedre forhold, mens der andre steder skrives, at der ved omfordeling skal sikres en mere solidarisk økonomisk politik. Nogen må jo af med noget. Det ville klæde koalitionen at tage bladet fra munden og pege klart og tydeligt på, hvor der skal spares og omrokeres midler. Det kræver mod, sved og tårer.

Vil blæse og have mel i munden
Stort set alle partier har under valgkampen også talt om en geografisk mere retfærdig udvikling af landet. Fra Inuit Ataqatigiit har også vi gjort det klart, at vi ønsker et øget fokus på de mindre bosteder. Vi har peget på udvikling af vedvarende energikilder i bygder og mindre byer, og på en smidiggørelse af det administrative system omkring selvstændigt erhvervsdrivende. Disse ting er med i koalitionsaftalen.

Kæden hopper dog af, når koalitionen oven i det bastant proklamerer, at der skal gennemføres privatiseringer af selvstyreejede selskaber. Det hænger simpelthen ikke sammen med at ville sikre en god og tryg servicering af yderdistrikterne. Også her ønsker vi at koalitionen bliver klar i mælet og fortæller åbent, hvordan de vil sikre øget lighed mellem byer og bygder, når de samtidig vil privatisere nogle af de centrale samfundsejede selskaber.

Udgifter for mindst en milliard
Den flotte buket af løfter pynter på et julebord. Men det bliver hurtigt hverdag igen. Realiteten skærer os alle i øjnene og vi er nødt til at justere vores forventninger. Et slag på tasken er, at der er for over en milliard kroners udgifter i koalitionsaftalen. Som under valgkampen er eneste indtægtskilde der for alvor trækkes frem øgede indtægter fra vores fisk. Vi vil meget gerne være med til at sikre en bedre økonomi fra fiskeriet, men her bliver det nødvendigt at prioritere. Spørgsmålet er, at om koalitionen kan finde sammen om denne prioritering, og om de også her kan finde modet til at tage de svære beslutninger.

Tid en afgørende faktor
Gabet mellem indtægter og udgifter stiger måned for måned og år for år. Det er nødvendigt at vi handler hurtigt. Inuit Ataqatigiit er klar til tage medansvar for de svære beslutninger. Vores krav er ansvarlighed og solidaritet.

Vi ser frem til at debattere alle emner. Ikke mindst ser vi frem til at deltage i forhandlinger, både i og uden for landstingssalen, om de tiltrængte reformer og store emner som skal tages beslutninger om.

Vi vil gøre det klart, at vi bliver en konstruktiv opposition som går efter bolden, ikke personen.

Til sidst vil vi fra Inuit Ataqatigiit ønske det nye landsstyre og det nye Landsting tillykke.