Så behøver Grønland ingen fjender

Borte er den bidende kritik af det danske styre i Grønland, der har gjort Kim Leine til en af Skandinaviens kendteste, mest feterede og mest læste forfattere. Om det styre, der i romanen om den norskfødte grønlandsmissionær Morten Falck fremstilles som brutalt, blodigt og destruktivt for det grønlandske samfund, får vi nu at vide, at det udmærkede sig ved mildhed og generøsitet, og at det beskyttede grønlandsk sprog, kultur og egenart

Fredag d. 16. januar 2015
Thorkild Kjærgaard, historiker, dr. phil.  
Emnekreds: Grønlands historie, Oprindelige folk.


(an 1969)

Drømmen om Grønland som et nyt Qatar fortoner sig, og den postkolonialistiske selvstændighedsretorik afslører sig som en tynd, samvittighedsdulmende fernis over grådighed og begærlighed, personificeret i Aleqa Hammond, hvis fald fra magtens tinder skyldtes hendes umættelige trang til femstjernede luksushoteller.

Det er svært at genkende forfatteren til succesromanen ”Profeterne i Evighedsfjorden” i den artikel om Grønland, som det norske dagblad Dag og Tid bragte 28/11.

Borte er den bidende kritik af det danske styre i Grønland, der har gjort Kim Leine til en af Skandinaviens kendteste, mest feterede og mest læste forfattere. Om det styre, der i romanen om den norskfødte grønlandsmissionær Morten Falck fremstilles som brutalt, blodigt og destruktivt for det grønlandske samfund, får vi nu at vide, at det udmærkede sig ved mildhed og generøsitet, og at det beskyttede grønlandsk sprog, kultur og egenart:
»Inga tvangskristning blei praktisert, som i koloniane i Afrika og India. Fysisk tukt – piskning, kakstrykning, henging – afstraffingar som var daglegdagse i Danmark hende berre sporadisk. Ei grønlandsk salmedikting voks fram, ei omsetjing av Bibelen var tilgjengelig, segner og mytar kom ut på grønlandsk, og grønlandsk kunst blei produseret og publisert mellom anna i den fargelagde, fullt grønlandskspråklege avis Atuagagdliutit,verdas fyrste kjende kolorerte tidsskrift.«

Med forstanderskaberne fra 1862 introduceredes demokratiet næsten lige så tidligt i Grønland som i Danmark. Senere fulgte sysselting, landsråd, landsting og hjemmestyre frem til nutidens selvstyre, der hvert år fra den danske statskasse modtager et bloktilskud.

For øjeblikket 3,5 milliard om året, hvortil kommer det skjulte bloktilskud, som blandt andet omfatter redningstjeneste, vejrtjeneste og andre uundværlige og højt værdsatte ydelser; på årsbasis en halv til en hel milliard.

Fordelt på Grønlands ca. 40.000 voksne indbyggere er der i runde tal 100.000 kr. til hver.

På denne baggrund er det rimeligt at spørge, hvad Grønland egentlig vil med den selvstændighed, som der er blevet talt så højrøstet om de seneste år, samtidig med at angrebene på Danmark som brutal koloniherre er blevet skruet op, kulminerende med den nyligt afgåede regeringschef Aleqa Hammonds nedsættelse af en forsoningskommission efter sydafrikansk forbillede.

Hvad er det, man vil opnå med selvstændighed, som man ikke allerede har inden for det det dansk-grønlandske rigsfællesskab? Og hvad vil man ofre for at få den?

Bag disse spørgsmål kom der svar på under den seneste valgkamp. Selvstændighed handler først og fremmest om penge. Danskerne skal ikke løbe med de svimlende indtægter, som Grønland håber at få fra undergrundens beholdning af råstoffer.

Danmark kan sejle sin egen sø, mens grønlænderne skifter fangerlivet ud med et liv som arabiske oliesheiker. Derfor skal båndene til Danmark kappes. Men det må ikke koste noget. Derfor skal de først hugges over, når oliepengene strømmer ind; indtil da affinder man sig allernådigst med bloktilskuddet fra København, som er forudsætningen for, at man på Grønlands nøgne klipper i dag har en levestandard, der kan måle sig med den skandinaviske.

Som Kim Leine skarpt og præcist påpeger, er det grunden til, at der, i modsætning til de to foregående valgkampe i indeværende årtusind, stort set ikke blev talt om selvstændighed under den just overståede. Lige nu skal man nemlig ikke nyde noget af selvstændighed!

De multimilliardprojekter, som man indtil for få måneder siden troede ville gøre alle grønlændere til millionærer i et snuptag, er faldet sammen som korthuse.

London Mining, som det grønlandske selvstyre har fedtet og smisket for, er gået i betalingsstandsning, og det skotske Cairn Oil, som man har haft skyhøje forventninger til, er på nippet til at gøre det samme.

Drømmen om Grønland som et nyt Qatar fortoner sig, og den postkolonialistiske selvstændighedsretorik afslører sig som en tynd, samvittighedsdulmende fernis over grådighed og begærlighed, personificeret i Aleqa Hammond, hvis fald fra magtens tinder skyldtes hendes umættelige trang til femstjernede luksushoteller og flyrejser på første klasse.

Man kunne tro, at Kim Leine ville bruge denne skamløse opvisning i hykleri og letgennemskuelig opportunisme til at rette et par formanende ord til det Grønland, som han så mange gange har erklæret sin uforbeholdne kærlighed:
»Tænk jer om, kære venner! Husk at Grønland i dag takket være Danmark uden sammenligning er det rigeste, det sundeste og det bedst fungerende samfund i Arktis – og det eneste sted, ikke bare i Arktis, men på hele den amerikanske halvkugle, hvor den indfødte befolkning ikke er en trængt minoritet, men folket kort og godt.

Grønland er også det eneste sted i Den Nye Verden, hvor det indfødte sprog ikke er truet. Tænk på det, næste gang et multinationalt oliefirma banker på og lover at gøre jer til millionærer overnight. Dem kan I ikke regne med. Men danskerne, som I har levet tæt sammen med i snart 300 år, som I alle er i familie med, og som anser jer for landsmænd – dem kan I regne med.

Rigsfællesskabet er et hus, som andre arktiske folk misunder jer! Grønland har problemer, men man har også et forum, hvor de kan løses, hvis ellers I selv vil, i stedet for at løbe efter alle mulige vindbøjtler og fylde munden med postkolonialistiske fraser, som I har hørt på et universitetskursus eller set i en eller anden bog.«


Men det siger Kim Leine ikke. Tværtimod slutter han overrumplende af med at vende om på hælen og rette skytset mod danskerne, som ellers er blevet så smukt omtalt.

Om dem hedder det, at de bag en maske af falsk godhed »desperat freister a halde Grønland fast i den samme avhengnadsrelasjon som rådde i kolonitiden.«

Grønland ville kunne få »økonomisk framgang og sosial vekst,« hvis bare der var en »djerv politiker,« som vovede at kappe båndet til »moder Danmark.«

Hvordan Kim Leine forestiller sig økonomisk og social vækst på Grønlands iskolde kyster uden forbindelse med en stærk og velvillig samarbejdspartner, undlader han at fortælle. Det vil grønlændernes stammefrænder i Canada og i Alaska og ikke mindst i Tjukotka sikkert gerne vide mere om.

Her kæmper man overalt med sociale og økonomiske problemer, som får de grønlandske til at ligne dukkeproblemer. Mest dramatisk i Tjukotka, hvor sovjetmagten, der satte en ære i at opretholde de indfødte polarfolk, brød sammen i 1991 med katastrofale følger for den eskimoiske (inuitiske) befolkning.

Med venner som Kim Leine behøver Grønland ingen fjender. Eller, som den unge grønlandske forfatter Niviaq Korneliussen siger det: »Enough of that post-colonial piece of shit.«