Nick Nielsens ordførertale ved debat om servicekontrakten på Thule

De har vel en berettiget forventning om, at det de skal betale for, også er det de har brug for.
Men samtidig har Grønland en lige så berettiget forventning om at blive kompenseret for at stille sit land til rådighed for USA's militær.

Onsdag d. 21. januar 2015
Nick Nielsen
Emnekreds: Rigsfællesskab og selvstyre, Thule Air Base.

(an)

Det er godt at kunne begynde mit arbejde her i Folketinget med at understrege, hvor vigtigt jeg finder det er, at Danmark og Grønland arbejder sammen. Når vi står overfor en forhandlingspartner som USA må vi stå sammen. Vi må bygge vores arbejde på tillid og fællesskab indenfor Riget. I virkeligheden handler denne debat om, hvordan vi sikrer, at respekten og samarbejdet mellem Grønland/Danmarik og USA fortsætter på en måde, så vi alle får vores berettigede forventninger opfyldt. Servicekontrakten på Thule Air Base er en amerikansk kontrakt. Det er USA, der udbyder, udvælger og bestemmer, hvem de ønsker, skal arbejde for dem. De har vel en berettiget forventning om, at det de skal betale for, også er det de har brug for. Men samtidig har Grønland en lige så berettiget forventning om at blive kompenseret for at stille sit land til rådighed for USA's militær. Indtil nu er vi blevet forskånet for krigshandlinger i forbindelse med USA's tilstedeværelse. Men så sandelig ikke for hverken tvangsflytninger, atomuheld eller forurening af vores jagtmarker. Thulebasen har ikke været gratis for Grønland. Det forhold har hidtil været håndteret af USA via sikring af, at Grønland hele tiden fik et udbytte af basen bl.a. via servicekontrakterne. Indtil nu. For det, der er gået helt galt her, er at det amerikanske militær – tilsyneladende til stor forbløffelse for alle civile instanser, der har været med i forløbet – nu bryder disse aftaler. Det gør de ved at etablere et skuffeselskab i Danmark – direkte i modstrid med aftalerne mellem Riget og USA's regering – og via det sikre et amerikansk selskab servicekontrakten. Det er ikke i orden. Hvis USA's militær har brug for en helt anden type samarbejdspartner på basen end hidtil, må de sige det lige ud. For så er det eneste rimelige modtræk, at vi finder en helt anden måde at kompensere Grønland på end hidtil. I stedet for at bruge tiden på servicekontrakter, som USA's militær ikke ønsker. Det er derfor min opfattelse, at uanset hvad der sker med ankesagen i USA til februar, må vi nu starte en helt ny forhandlingsproces med USA om en fremtidig kompensation til Grønland. En kompensation, som ikke er bundet af serviceaftaler eller underleverandørsystemer – men som er opbygget som en direkte husleje til Grønland, baseret på den forsvarsaftale med USA, der ligger til grund for det hele. Og så er jeg tilbage ved fællesskabet med Danmark. En sådan forhandling kan kun udføres via et tæt og tillidsfuldt samarbejde mellem den danske og den grønlandske regering. Jeg læser den tekst, der er fremlagt til vedtagelse, som en klar støtte til dette synspunkt.