Så er det heller ikke værre

Inuit Ataqatigiit og Siumut er ikke ens, ligesom at Demokraterne, Siumut og Atassut heller ikke er tre ens partier. Forskelle i mening er en del af det politiske arbejde.

Onsdag d. 28. januar 2015
Naaja Nathanielsen, medlem af Landstinget for Inuit Ataqatigiit  
Emnekreds: Politik.

Indholdsfortegnelse:
Ikke IAs koalitionsaftale
Kulden er ikke ubærlig
Perioder med tøvejr


Både KNR og Sermitsiaq.ag bragte igår en nyhed om samarbejdsproblemer mellem koalitionen og oppositionen. Det sker med opsigtsvækkende overskrifter som “store problemer med kommunikationen mellem Siumut og IA” og “Iskold luft mellem Siumut og IA”. Nyheden stammer oprindeligt fra to artikler i Dagbladet Information, hvor Kim Kielsen, Andreas UIdum og Sara Olsvig er interviewet.

Kielsen og Uldum giver i den første artikel udtryk for, at koalitionen allerede har inddraget oppositionen. De mener at dette er sket ved at inddrage IAs politik i koalitionsaftalen. Formanden for landsstyret udtrykker irritation over, at IA har været uenige i dele af koalitionens målsætninger – eftersom han mener at det er IAs egen politik der udgør koalitionens grundlag.

Ikke IAs koalitionsaftale
Inuit Ataqatigiit vil gerne slå fast, at vi ikke er en del af koalitionen og dermed er det heller ikke vores koalitionsaftale. Prioriteringerne i koalitionsaftalen er derfor heller ikke vores.

Det er svært at være uenig i mange af de ting der står i koalitionsaftalen, men den mangler en klar prioritering og den er ikke finansieret. Hvis Inuit Ataqatigiit havde været med til at skrive koalitionsaftalen ville vi have tydeliggjort hvilke dele af aftalen der kan forventes gennemført og hvilke der bare er gode ideer der skal gennemføres ”engang ude i fremtiden”. Derfor må koalitionen forvente, at Inuit Ataqatigiit vil forholde sig kritisk til de dele af koalitionsaftalen som vi mener er uklare eller urealistiske. Og ufinansierede løfter for halvanden milliard er nu engang ikke IA politik – uanset hvor gode ting de dækker over.

Kulden er ikke ubærlig
Men det er en overdrivelse at springe fra forskellige opfattelser af en koalitionsaftale til at tale om ”iskold luft” mellem Siumut og IA. Indtil videre har landsstyret kun eksisteret en måned. Og de fleste af udvalgene i Landstinget er ikke kommet i gang endnu. Det er derfor alt for tidligt at tale om et nedbrud i samarbejdet. Inuit Ataqaigiit forventer, at samarbejdet mellem koalitionen og oppositionen vil være normalt. Det vil sige, at man til dagligt har et godt samarbejde, men at man i enkelte sager vil stille sig på sin side af grøften. Årsagen til dette er som regel politiske forskelle – hvilket er helt forventeligt. Inuit Ataqatigiit og Siumut er ikke ens, ligesom at Demokraterne, Siumut og Atassut heller ikke er tre ens partier. Forskelle i mening er en del af det politiske arbejde.

Perioder med tøvejr
Men det som Inuit Ataqatigiit særligt håber på er, at koalitionen vil indlede reelle forhandlinger med oppositionen på de store områder – inden forslagene sendes til Landstinget. Vi mener at der er god grund til at koalitionen fx præsentere deres politik for os omkring fiskeriet, bygge- og anlægssektoren og trafikstrukturen. Og det er nu engang koalitionen der har magten til at invitere til dialog. Fra oppositionens side kan vi kun gentage, at vi er åbne og vil takke ja til en invitation. Men vi kan jo ikke tvinge landsstyret til at dele deres tanker og åbne deres døre. Vi banker gerne på døren og vi tager også gerne kage med.