Er der tid til at forebygge når man har travlt med at slukke brande?

Til forårssamlingen i Landstinget har vi valgt, at stille forslag om, at der fastsættes vejledende sagstal for hvor mange sager man kan sidde med som sagsbehandler. Dette har været foreslået af Socialrådgiverforeningen NISIIP i mange år uden held.

Mandag d. 2. marts 2015
Aaja Chemnitz Larsen, medlem af Folketinget for Inuit Ataqatigiit
Emnekreds: Børns vilkår, Forårssamling 2015, Socialt ansvar.

(an)

Der er heldigvis stor enighed om, at vi er nødt til at handle anderledes end vi gør i dag hvis vi ikke skal blive ved med at halse efter, og opleve at stigningen i antallet af anbragte børn fortsat er rekordhøjt. Jeg tror alle gør hvad de kan inden for den ramme de arbejder inden for, så derfor er det vigtigt at sige, at dette ikke er et angreb på den enkelte fagperson eller på faggrupper, men tværtimod et forsøg på at finde sammen om at finde en løsning, som kommer vores børn til gavn. For alt for mange børn er en tryg og rolig barndom ikke en selvfølgelighed, men en evig kamp om at finde ro, når der er uro derhjemme. Vi ser, at vi som samfund er blevet bedre til at tage ansvar og indberette når vi ser et barn, der har det svært. Det skyldes den gode indsats som frivillige organisationer har ført igennem mange år efterhånden, men dette er ikke nok. Et øget antal indberetninger skaber en øget arbejdsbyrde på landets kommunekontorer. Nogle steder er det svært, at fastholde fagligt personale og hverdagen handler nogle steder om at klæde personale på til at opnå en vis faglighed. Dette er virkeligheden mange steder, så derfor har jeg også stor respekt for den indsats og det slid jeg oplever man lægger for dagen på socialområdet ude i kommunerne. ”Vi skal skynde os langsomt” er et mantra, som man har kørt med i Socialforvaltningerne i mange år. Bag mantraet er, at vi er nødt til at undersøge sagen og undersøge mulighederne for at finde gode løsninger, typisk sammen med familien. Men det er svært at skynde sig langsomt når der hele tiden opstår ”brande”, som man er nødt til at prioritere. Det går ud over kvaliteten af sagsbehandlingen og det går ud over hvor hurtigt vi får taget hånd om et barns skæbne. Til forårssamlingen i Landstinget har vi valgt, at stille forslag om, at der fastsættes vejledende sagstal for hvor mange sager man kan sidde med som sagsbehandler. Dette har været foreslået af Socialrådgiverforeningen NISIIP i mange år uden held. Sagsbehandlerne er helt centrale når mor og far ikke kan leve op til deres forældrerolle. Ved at få fastsat et realistisk vejledende sagstal kan vi sikre nogle mere menneskelige og attraktive forhold for sagsbehandlerne, så undersøgelserne, handleplanerne, samværsaftalerne og familierådslagningen tager udgangspunkt i faglighed, grundighed og gode løsninger til gavn for barn og familie. Lad mig gøre det klart: jeg mener ikke nødvendigvis at anbringelse er det bedste, men jeg mener at der bør være tid til at undersøge sagen, så vi altid finder den løsning, som varetager barnets tarv mest. Det kan vi ikke i en hverdag præget af travlhed. Vejledende sagstal vil sikre os, at vi kan fastholde sagsbehandlerne i stillingerne i længere tid fordi det er mere attraktivt arbejde. Det skal sikre, at der er tid til reel sagsbehandling og til at få lavet de handleplaner og samværsaftaler, som rigtig mange anbragte børn desværre i dag ikke har set skyggen af. Det skaber bedre forhold for de børn, der har behov for at blive anbragt og det giver mere tid til dialog og indsatser overfor både børn og forældre. Vi kan ikke sidde langt væk fra virkeligheden og lave en lov, som vi ved ikke bliver fulgt. Vi har et lige så stort ansvar, som kommunalpolitikere, som lederne og sagsbehandlerne i socialforvaltninger for at sikre at loven ikke bare bliver fine ord, som børn i sårbare familier, kan se på, men ikke føle. Vi er nødt til at tage et fælles ansvar for at skabe mulighed for at alle børn oplever en tryg barndom.