Indsigt: 100 dage uden retning

100 dage uden retning

Inuit Ataqatigiit kan ikke acceptere, at landskassen bruges til uberettigede fyringer eller til et økonomisk ”plaster på såret”, når der sker afskedigelse uden officiel forklaring. Det skaber myter og uro i administrationen, og det er ikke den type historier vi ønsker at forbinde med den offentlige administration

Torsdag d. 16. april 2015
Agathe Fontain, medlem af Landstinget for Inuit Ataqatigiit
Inuit Ataqatigiit
Emnekreds: Forårssamling 2015, Politik.

Indholdsfortegnelse:
Pituffik
Future Greenland
Koalition uden retning



(an)

100 dage er gået siden koalitionen blev samlet og kom i arbejdstøjet. Inuit Ataqatigiit mener ikke, at man kan påberåbe sig arbejdsro i 100 dage, når man leder et land. Der vil altid være sager der kræver politisk handling, også efter bare 1 dag. Det er de vilkår vi arbejder under. Men det er rimeligt nok, at et nyt landsstyre har brug for 100 dage til at færdiggøre sit arbejdsprogram. Og særligt for de nye kræfter er der brug for at kunne falde på plads i de ny omgivelser og sætte sig ind i de vigtige ressortområder.

Inuit Ataqatigiit har fra sidelinjen været vidne til en turbulent start og overskriften skal man ikke lede længe efter; utrygheden hersker fortsat i administrationen. Så sent som denne uge blev embedsværket udstillet som magtarrogante af Siumuts ordfører under Landstinget behandling af årets ”Politisk-Økonomisk Beretning”. ”Embedsværket modarbejder koalitionen” blev der sagt. Og Demokraternes ordfører antydede at de seneste afskedigelser af departementschefer var usaglige og dermed politisk motiverede. Demokraternes ordfører udtalte, at landskassen ”ikke skal malkes hver gang en politiker bliver sur på sin departementschef”. Inuit Ataqatigiit skal slå fast, at hvis et embedsværk har for meget magt, skyldes det ene og alene en svag politisk ledelse. Og embedsværket skal selvfølgeligt ledes efter reglerne. Koalitionen bør derfor se meget kritisk på sit eget lederskab.

I løbet af de 100 dage er der således 2 departementschefer der brat har fået silkesnoren. Men samfundet får glæde af at betale dem hver især løn de næste 18 måneder. En samlet regning på ca. 3, 6 mio. kr., som sendes videre til hårdtarbejdende vælgere. Alligevel nægter landsstyret at give en forklaring på disse fyringer. Inuit Ataqatigiit kan ikke acceptere, at landskassen bruges til uberettigede fyringer eller til et økonomisk ”plaster på såret”, når der sker afskedigelse uden officiel forklaring. Det skaber myter og uro i administrationen, og det er ikke den type historier vi ønsker at forbinde med den offentlige administration.

Men det er ikke kun i administrationen der skiftes ud. Blot to måneder efter at landsstyret blev dannet, foretog Kim Kielsen en rokade. Det betød at to af landets største ressortområder, sundheds- og socialområdet blev lagt under en Naalakkersuisoq. En beslutning Inuit Ataqatigiit mener sætter alt for stort pres på to i forvejen tunge og udfordrede områder. Man risikerer på den måde, at nedprioritere områder fremfor at give dem, hver især, den opmærksomhed, som de fortjener. Begge områder har en væsentlig betydning for alle os borgere og ikke mindst de mest udsatte i samfundet.

Det er klart, at Formanden for landsstyret er i sin fulde ret til at sætte sit hold. Men det er til gengæld ikke i hans magt at kræve dementier fra folkevalgte. Hvad Kim Kielsen gør som formand for Siumut blander vi os ikke i. Men vi blander os så snart han som Formand for landsstyret blander kasketterne og overtræder sine beføjelser. Derfor er vi stadigt forundrede over, at Formanden for landsstyret skældte en folkevalgt ud i Qanorooq, og udtalte at han ellers havde givet ordre om at der skulle komme et dementi. Det viste sig senere at være unødvendigt, fordi den folkevalgte havde talt sandt. Det har vi dog ikke hørt nogen fra landsstyret kommentere på.

Inuit Ataqatigiit mener, at kvoten for fejltagelser for længst er opbrugt de første 100 dage, og håber at der fra nu af kommer ro omkring administrationen og den politiske ledelse af landet.

Pituffik
Da landsstyret blev dannet rullede sagen allerede om Pituffik. Forretningslandsstyret havde sågar været orienteret om dette under valgkampen, men ser ud til at have holdt kortene tæt ind til kroppen før sidste øjeblik. Sagen afslørede en dårlig håndtering af kontraktudbuddet på Thule Air Base, og har store økonomiske konsekvenser for Grønland. Kapitlet om Pituffik er endnu ikke skrevet færdigt. Og det kan være at det aldrig bliver det. For landsstyret har valgt at købe en advokatredegørelse af sagen, som ingen må se når den er færdig. Jo mindre den altså frikender de mennesker, som har bestilt den – og som alle har hovedroller i sagen, herunder den tidligere formand for landsstyret Aleqa Hammond. Det skal så koste landskassen mellem 700.000 og 1.000.000.

Future Greenland
Inden valget blev der bogstavelig talt delt buketter ud og der blev talt om samarbejde. Lykken var dog kort. For det viste sig, at man kun ville samarbejde med dem, der siger det man kan lide. Derfor meldte Formanden for landsstyret afbud til en konference pga. utilfredshed med en af talerne. Men ikke før, at Formanden for landsstyret havde forsøgt at presse en interesseorganisation til at ændre i sit program og fjerne oplægsholderen. Inuit Ataqatigiit efterlyser en større selvkritik fra landsstyret om denne sag. Vi synes det er en farlig vej at gå, når man presser organisationer til at handle på en særlig måde, og derved kan sætte tvivl ved deres uafhængighed. Det hører sig ikke hjemme i et demokrati.

Koalition uden retning
Koalitionsaftalen var færdig på rekordfart, og indeholdt en lang række løfter. Ingen af disse er dog nævnt i finansloven for 2015, og man skal også lede længe efter dem i de stikord der ligger for 2016. Inuit Ataqatigiit skal blankt indrømme, at vi ikke beklager dette. Alt for mange af disse løfter var urealistiske og ikke gennemtænkt. Derfor er vi glade for den eftertanke der udvises nu. Men det er grundlæggende et problem, hvis en koalitionsaftale ikke er troværdig eller hvis man som politiker kan love guld og grønne skove uden at holde det. Hvor er troværdigheden så henne? Hvad skal vi så regne med? Samfundet forventer, at det der nævnes i en koalitionsaftale også er det som man arbejder imod. Og der sendes en række signaler gennem en koalitionsaftale – til erhvervsliv og investorer. Derfor er det udtryk for slingrekurs og manglende seriøsitet i arbejdet, at koalitionsaftalen åbenbart bare var tilfældige ord på papir.

Vi håber at de næste 100 dage vil være fri for skandaler. Og vi håber at de næste 100 dage vil skabe større klarhed over hvad det er landsstyret vil, andet end at videreføre de driftsopgaver der allerede lå der i december. Inuit Ataqatigiit vil fastholde vores kurs som opposition. Vi strækker hånden ud til samarbejde, men forventer også reel inddragelse. Vi sover i arbejdstøjet – vi er klar.