Indsigt: Koalitionen gør grin med parlamentarismen

Koalitionen gør grin med parlamentarismen

I dag nåede vi et nyt lavpunkt i Landstinget. Finansloven blev vedtaget uden at koalitionens medlemmer ytrede så meget som et eneste ord. Ikke et eneste.

Onsdag d. 13. maj 2015
Naaja Nathanielsen, medlem af Landstinget for Inuit Ataqatigiit  
Emnekreds: Finanslov, Forårssamling 2015, Politik.


I dag nåede vi et nyt lavpunkt i Landstinget. Finansloven blev vedtaget uden at koalitionens medlemmer ytrede så meget som et eneste ord. Ikke et eneste. Ingen af koalitionspartierne begrundede med ét ord, hvorfor de stemte for finansloven eller nedstemte Inuit Ataqatigiits ændringsforslag.

Dialog og samtale er ellers det centrale i ordet parlamentarisme. Det er for at vi kan tale sammen og begrunde vores synspunkter, at hvert parti har taletid. Det er også for at svare på de spørgsmål der fremlægges under en debat, at det ansvarlige landsstyremedlem kan afslutte med sine bemærkninger. Også det fravalgte landsstyret og udelukkede dermed os parlamentarikere fra, at stille spørgsmål til deres valg.

Fra Inuit Ataqatigiits side gav vi ellers hele tiden begrundelse for hvorfor vi stemte nej til finanslovens enkelte dele og til den samlede pakke. Vi roste og begrundede også de dele vi kunne støtte og stemme for. Det mener vi er god tone i et samarbejde; At man giver sin mening til kende og giver respons på modpartens holdninger. Ikke at man vælger tavshed og ignorerer dem der ikke er del af ens flertal.

Inuit Ataqatigiit er forundrede over den arbejdsmetode landsstyret og koalitionen har lagt for dagen siden de trådte til i december. En arbejdsmetode hvor man kun taler med dem der er enige i ens synspunkter og hvor man bliver vrede når nogen har en anden holdning end en selv.

Hvad dækker denne taktik over? Dækker den over at koalitionen pålægger sig selv tavshed, for ikke at afsløre interne uenigheder? Eller dækker det bare over at hverken Siumut, Atassut eller Demokraatit er tilstrækkeligt inde i sagerne til at turde at stille op til debat og dermed risikere at få spørgsmål de ikke kan svare på? Måske er koalitionspartierne ærgerlige over, at de ikke kunne opnå et forlig om den samlede finanslov? Svaret blæser i vinden, sammen med de mange ubesvarede spørgsmål vi har efter vedtagelsen af finansloven.

Uanset hvad er den demonstrative adfærd udvist af koalitionspartierne et udtryk for, at partierne mangler format og lederskab. I praksis er det en afskaffelse af og ikke mindst at gøre grin med parlamentarismen.