Indsigt: Kim Kielsens dobbeltjobønske

Kim Kielsens dobbeltjobønske

Hvis Sara Olsvigs krav til Kim Kielsen blev almengjort, skulle offentligt ansatte sige deres stillinger op, når de blev indvalgt. Det mener hun naturligvis ikke. Det her er ren, populistisk kalkunjagt

Søndag d. 17. maj 2015
Anders Nilsson, Redaktør for Kamikposten.dk  
Emnekreds: Inuit Ataqatigiit, Politik.

Kamikposten har modtaget dette spørgsmål fra en læser:
Jeg har funderet en del uden anvendeligt resultat, så nu må jeg bede om hjælp.
I artiklen At være formand for landsstyret er et fuldtidsjob på Kamikposten, har du indsat en af dine charmerende tegninger med teksten:

- Sara Olsvig har gjort det let at være IA’er.
- Ja, problemer er ikke længere noget man opdager, det er noget man opfinder.

Hvordan skal den forstås i forbindelse med Kielsens dobbeltjobønske?


Besvarelse
Det burde jeg nok have forklaret med en kommentar til artiklen. Forklaringen kommer her:

Helt konkret er Sara Olsvigs kritik en konstruktion af et ikke eksisterende problem.

Når man bliver valgt ind i Landstinget, så får det ingen lovmæssige konsekvenser for ens hidtidige erhverv, der også som udgangspunkt skal være ens fremtidige erhverv, den dag man træder ud igen.

Mange af landstingsmedlemmerne bruger så lidt tid på deres politiske arbejde, at de i vidt omfang kan fortsætte i deres civile arbejde. De mere samvittighedsfulde søger orlov (det kan offentligt ansatte, herunder skolelærere).

Enkelte meget griske mennesker stiller op til både Landstinget og Folketinget og bliver valgt ind begge steder. Begge jobs er fuldtidslønnede.

Det gælder for Doris Jakobsen, og det gjorde det for Sara Olsvig, indtil hun blev valgt til formand for IA, hvor hun valgte at træde ud af Folketinget, fordi formandsjobbet var så "arbejdsmæssigt omfattende".

Hvis man arbejder i det private, har man ikke de samme muligheder. Det er en af forklaringerne på, at der sidder så få fra det private indvalgt i kommunalbestyrelser, i Landstinget og i Folketinget.

Kim Kielsen har et erhvervsfangerbevis. Det vil han gerne bevare. Han kan ikke deponere det, søge orlov fra det eller på anden måde sikre, at han uden videre kan generhverve det, den dag han træder ud af politik. Derfor skal han naturligvis, som en selvfølge, have ret til at bevare det, mens han er aktiv i politik.

Hvis Sara Olsvigs krav til Kim Kielsen blev almengjort, skulle offentligt ansatte sige deres stillinger op, når de blev indvalgt. Det mener hun naturligvis ikke. Det her er ren, populistisk kalkunjagt.

Det med at opfinde problemer går også i høj grad på Johan Lund Olsens og hans talrige, grundløse spørgsmål i Folketinget.

Som partiformand burde Sara Olsvig for længe siden have stoppet ham. Men det vil nok være lidt svært for hende, da han blot - i forstærket form - fortsætter i det spor hun selv lagde, før hun trådte ud af Folketinget og gav plads for ham.