Den kolde krig

Dette udløste en større undersøgelse af, hvor mange egnede forsvarsvåben, der var på Thulebasen. Det kraftigste våben, på den militære base med ca. 4000 amerikanske soldater, var min langløbede danske riffel, model 89.

Lørdag d. 19. marts 2016
Jørgen Junge Busch
Emnekreds: Grønlands historie, Thule Air Base.

Indholdsfortegnelse:
Kondensstriber efter et "spøgelsesfly"
Plan om en evakuering af Thule Air Base
Thule Air Base bevæbnes og mandskabet trænes
Moscow Molly med kun to timer gamle nyheder om Thule Air base
Anlæg af vej op til indlandsisen
Anlæg af vej mellem iskanten og Station Nord
Ubåde i Scoresbysund Fjord


Den kolde krig kan stadig få overskrifterne frem i dagspressen, antagelig fordi den kolde krig aldrig er blevet afsluttet - - eller aldrig afsluttet i dens fulde omfang.

I afhandlingen: ”Grønland under den kolde krig, Dansk og amerikansk sikkerhedspolitik 1945-68”, udgivet gennem DUPI (Dansk Udenrigspolitisk Institut) i 1997, er der nogle afgørende hændelser af militær karakter, som ikke er nævnt (eller medtaget) i afhandlingen eller i de tilhørende bilag.

Kondensstriber efter et "spøgelsesfly"
04. april 1952 observerede jeg og amerikanske militærfolk fra Thulebasen (Thule Air Base) kondensstriber efter et fly, som befandt sig øst for Thule Air Base på samme tid, som et USAF transportfly fra BW8 var under indflyvning til basen.

På det tidspunkt var der kun etableret en landingsradar (GCA, Ground Control Aproach) på den nordlige side af den ny landingsbane midt på Thulesletten. Operatøren ved GCA-radaren havde flere gange observeret et spøgelsekko på sin radarskærm samtidig med at et transportfly var øst for baseområdet, på vej ind for at lande, og han bekræftede, at der også d. 04. april 1952 var observeret et ”ghost echo” på skærmen. Meteorologerne på basen mente ikke, at det indkommende transportfly kunne være årsag til kondensstriben øst for baseområdet, i den højde transportflyet var i. Selv om jeg blev pålagt, ikke at omtale observationen for den danske forbindelsesofficer på Thule Air Base, orlogskaptajn Erik Stærmose, orienterede jeg ham alligevel, hvilket fremgår af en notits i E. Stærmoses dagbog for d. 04. april 1952.

Plan om en evakuering af Thule Air Base
Denne hændelse er ikke omtalt i afhandlingen fra DUPI’s bog ”Grønland under den kolde krig”.
Hændelsen blev dog hurtigt fulgt op fra amerikansk side, idet jeg blev bedt om at deltage i planlægning af evakuering af Thulebasens amerikanske mandskab til en nærmere bestemt position, hvorfra mandskabet kunne hentes med fly eller skib. Denne form for evakuering måtte jeg dog fraråde, idet der kun var enkelte blandt den amerikanske besætning på basen med tilstrækkelig erfaring i længerevarende overlevelse i et arktisk miljø. Mit forslag på mødet (om evt. evakuering) gik derfor på, at vi skulle ”stay and fight”, hvis det kom dertil. Dette udløste en større undersøgelse af, hvor mange egnede forsvarsvåben, der var på Thulebasen. Det kraftigste våben, på den militære base med ca. 4000 amerikanske soldater, var min langløbede danske riffel, model 89.

Thule Air Base bevæbnes og mandskabet trænes
I løbet af forbavsende kort tid blev der fløjet kraftige våben ind til basen, og mandskabet døjede i bidende kulde under skydeøvelser i nærheden af den tidligere korte (NAVY STRIP) landingsbane ved ’South Mountain’.

Senere var jeg på indlandsisen, for at træne mandskab i overlevelse under ekstreme arktiske forhold, ligesom jeg deltog i ”combattraining” af mandskab i Thulebasens nærhed.

Som det fremgår af min redegørelse, var USAF overbevist om, at ”spøgelsesflyene” var ”fremmede” (læs; sovjettiske) som orlogskaptajn Erik Stærmose noterede i sin dagbog for 04. april 1952.

Aftalen med USAF blev, at jeg ved et evt. angreb på Thulebasen med (”fremmede”) faldskærmssoldater, med mine hunde og min slæde, samt mindst to-tre USAF officerer med arktisk træning skulle forsvinde mod syd, evt. til Savigsivik eller endnu længere mod syd, hvis det blev nødvendigt.

Moscow Molly med kun to timer gamle nyheder om Thule Air base
I hele perioden fra efteråret 1951 og frem sendte Sovjet på mellembølgeradio fra den kraftige station ”Moscow Molly” til Thulebasen, bl.a. med hilsener til nyankomne på basen, ligesom vi hver dag kunne lytte til ”Moscow Molly”, og få at vide, hvad der blev serveret til dagens middag i messen. Hændelser af mere alvorlig karakter – bl.a. en ulykke på vejen fra ’P-mountain’, blev omtalt af Moscow Molly mindre end to timer efter hændelsen med navns nævnelse på de to tilskadekomne!

Anlæg af vej op til indlandsisen
På side 164 i bilagene til afhandlingen er der under pkt. 9 nævnt, at der blev anlagt en ”ca. 10 km vej tværs over området Nunatarssuaq” efter anvisninger fra franske Paul Emil Victor (og mig). Denne vej skulle føre op til indlandsisen, hvorfra der var ’frit for gletscherspalter’ til langt ind på indlandsisen.

Selve vejarbejdet kom jeg til at lede. Det blev en ensporet småstensvej på ca. 35 km (i bogen; 10km).

Anlæg af vej mellem iskanten og Station Nord
Ledelsen af dette arbejde gav anledning til min ansættelse i et tilsvarende projekt i Nordøstgrønland, hvor jeg sammen med Eigil Knuth skulle observere og projektere et vejforløb mellem kanten af indlandsisen og Station Nord, for at spare de meget kostbare flytransporter mellem Thule Air Base og Station Nord. Se omtalen af ”Ice Cap Crossing Project” under pkt. 13 i bilagene. Dette projekt blev stoppet af en grund, som ingen har nævnt - - men noget tyder på, at der var dansk politik i sagen.

Ubåde i Scoresbysund Fjord
Fra 1959 til 1962 var jeg stationeret på radio/vejstationen Kap Tobin ved mundingen af Scoresbysund Fjorden. En sen eftermiddag i efteråret 1961 så vi (radiomesteren, handymanden og jeg) to U-både i uddykket stand, som sejlede ind i Scoresbysundfjorden. Observationen blev meddelt stationslederen, som ikke tillagde observationen nogen betydning (han troede vi var berusede eller ville starte en god ’joke’).

Først efter nogen tid, da der blev observeret røde raketter, opsendt fra et sted langt inde i fjorden, hvilket forårsagede, at lægen i Scoresbysund blev sendt med hundeslæde til udstedet Kap Hope, idet der i mangel af radio på udstedet var en aftale om, at lægen kunne rekvireres, ved at opsende røde raketter. Lægen var mange gange pr. hundeslæde i Kap Hope uden grund, hvorfor det langsomt gik op for lederne i Scoresbysund og Kap Tobin, at observationen af de to U-både måtte have noget at gøre med de observerede røde raketter.

Grønlands Kommando i Grønnedal blev orienteret, hvorefter vi næsten dagligt havde overflyvning af amerikanske specialfly med udstyr til lokalisering af U-både.

Denne hændelse er ikke omtalt i DUPI’s afhandling.

Det er heller ikke nævnt, at dansk mandskab har fundet enkelte sovjetrussiske uniformsdele på den nordøstgrønlandske kyst.

USSR var meget interesseret i Grønland - - og det efterfølgende russiske regime er stadig interesseret i det arktiske område.