Indsigt: Thulebasens fødsel

Thulebasens fødsel

I flyet fik jeg kontakt til Col. Bernt Balchen (norsk/amerikaner), og han løftede lidt af sløret for, hvorfor han var fløjet fra Fairbanks til Thule - - nemlig at se nærmere på de muligheder der var, for at etablere en større flybase.

Lørdag d. 19. marts 2016
Jørgen Junge Busch
Emnekreds: Grønlands historie, Thule Air Base.

I 1949 blev jeg ansat af vejrtjenesten for Grønland, og ankom til Thule/Ummanaaq/Dundas med skibet Sigrid S. Blev sejlet over til den lille dansk/amerikanske radio/vejrstation et godt stykke fra kysten, Pittufik. Navnet Pittufik betyder "stedet hvor hundene skulle blive", fordi der år tidligere havde været hundesyge i yderdistrikterne, således at hundesygen ikke kom til beboerne i Thule.

Under mit ophold på vejrstationen fik jeg i maj 1950 piskesnærten fra min hundepisk i øjet, og en læge i Upernavik mente, at jeg skulle under lægebehandlig inden for 48 timer. Et US-fly, MATS C54, var på vej tilbage til Fairbanks i Alaska, hvorfor det blev bestemt, at jeg skulle med det fly til militærhospitalet der.

I flyet fik jeg kontakt til Col. Bernt Balchen (norsk/amerikaner), og han løftede lidt af sløret for, hvorfor han var fløjet fra Fairbanks til Thule - nemlig at se nærmere på de muligheder der var, for at etablere en større flybase.

I begyndelsen af 1951 kom en større delegation US officerer og entreprenører til Thule, hvor de landede på den gamle "Navy Strip" ved South Mountain. Vejret var ad H-til i flere dage, hvorfor det trak ud med returflyvning. En aften var hele delegationen til film forevisning i det danske mandskabshus, og da de ville tilbage til deres Atwell-hut, blev et langt reb fundet frem, og alle holdt godt fast i rebet i den krafitge snestorm. Jeg fulgte med som agtermand, og da vi havde gået et godt stykke vej med stormen ind fra venstre, var jeg klar over, at hele holdet ville gå forbi deres Atwell-hut, være lost, og ende nede ved South Mountain, eller ude på havisen. Jeg diskuterede situationen med col. Bernth Balchen, og tilbød at hente en kasket i Atwell hytten, som bevis på, at jeg vidste, hvor vi var. Denne hændelse blev årsagen til, at jeg fik tilbud om at blive civilt ansat i USAF som Arctic Guide.

Det første job blev at reko-flyve ind over indlandsisen fra kanten af indlandsisen (Camp Tuto - Thule-take off) og ind til det revnefri område. Det næste var, at en grønlænder - Kavigarssuaq og jeg med en US officer på hver af vore hundeslæder skulle køre ind over indlandsisen mod øst, og helt frem til det revnefri område, hvor vi senere blev hentet med hunde, slæder og alt, af et C47-fly med JATO-start. Umiddelbart efter landingen på Navy strip, gjorde jeg klar til at køre ind igen, men denne gang med to Weasels amfibiekøretøjer. Hele denne manøvre var i 1951 begyndelsen til Camp Century.

Under den første tur med hundeslæder fik jeg nedkastet et brev fra Thule Air Base.s første basecommander, den svensk/amerikanske lt.col B.R.J.Hassel - den legendariske pilot, som i 1928 ville lande i Sønderstrømfjord, for at "åbne" en rute mellem US og Europa. Han nødlandede på indlandsisen, hvorfra han og hans co-pilot (Cramer) vandrede ud til kysten, og kom ombord i et skib, som havde forbindelse med DK. Senere blev det nordlige fjeld i Kangerlussuaq opkaldt efter B.R.J. Hassel. Undervejs med skib til DK mødte Hassel Peter Freuchen.

Hassel og Balchen fortalte mig, at det var Knud Rasmussen, der i 1924 havde fortalt de to flyvere om mulighederne for at anlægge flyvepladser i Narssarsuaq, Kangerlussuaq og ved Thule, men DK var jo ikke interesseret i landingsbaner i Grønland før i 1959, da Hans Hedtoft gik ned, og vi - et lille hold på 15 mand - der havde overtaget BW1-Narssarsuaq - måtte forberede landing af fly som alternativ landingbase under eftersøgningen af evt overlevende fra Hans Hedtoft.

Fotos fra tiden på vejrstationen og Thule Air base


Kortet viser et udsnit af World Aeronautical Chart (no. 20) Smith Sound fra januar 1948. Den gamle Navy Strip er angivet med et rødt mærke lige syd for handelsstationen Thule (Dundas). Nordøst for Thule ses Nunatarsuaq mellem de to gletschere i bunden af Wolstenholm fjord. Camp Century var en atombombesikker station under indlandsisen, hvortil der blev gjort tre forsøg på at etablere en sikker rute mellem sletten ved Thule Air Base og det revnefri område ca. 120 km inde på indlandsisen.


Foto: JJB

Fuld fart frem over indlandsisen. På taget af hver Weasel var der en ”dome”, hvorfra vi kunne foretage observation af solen til stedbestemmelse. Slæden bag den ene Weasel indeholdt telt, køkkengrej og stokke til markering af ruten. Hver Weasel havde desuden udstyr til evt. overlevelse, hvis uheldet var ude for et af køretøjerne.


Foto: JJB

En canadisk fabrik fremstillede nogle person- og lastkøretøjer, specielt egnede til arktisk kørsel. Det var denne ”lastvogn”, jeg skulle prøvekøre på indlandsisen. De bæltekøretøjer, som skulle trække lastslæderne ind over indlandsisen, havde fire bælter med træk på hvert bælte. ”Mit” køretøj havde kun træk på de bageste bælter, men af hensyn til den bløde sne var det også bælter foran i stedet for ski.


Foto: JJB. (Desværre en sløret gengivelse)

Der var snæver plads i det udbyggede køddepot, men bedre end ingenting. Det er dr. Holmes, der poserer foran indgangen, for at give en fornemmelse af stenhusets størrelse.


Foto: JJB

Lasttrucks, bulldozers og udstyr til etablering af en lejr kom i en lind strøm fra Thule til Nunatarsuaq.


Foto: JJB

Vores interimistiske lejr, medens vi i næsten to døgn ventede på, at dr. Holmes og hans sergent skulle dukke op med mad og telte. Vand havde vi nok af fra en sø, men kun nogle få stykker tyggegummi og et stykke chokolade - til deling. Søen blev navngivet: ”Lady Winterbottom Lake”, efter en lidt vovet historie.


Foto: JJB

Oberst Butcher i lejren ved stranden. Det ser ud som om obersten er mindre tilfreds med et eller andet. Foruden telte til indkvartering, var der også et messetelt og en lille ”badeanstalt” med varmt vand, vi selv hældte op i en tønde med mindst ’1000’ sømhuller i bunden. Nogle beboelsesvogne på meder, skulle senere med ind på indlandsisen.



Der fandtes intet detailkort over Nunatarsuaq, da vi startede vejarbejdet, hvorfor jeg med udgangspunkt i kortet fra 1948 ”Smith Sound 20” tegnede en kortskitse, som var det ”officielle” kort over vejarbejdet, indtil et rigtigt kort senere blev fremstillet. Den stiplede linje mellem stranden og indlandsisen er vejforløbet. Fotokopi fra JJB’s dagbog.


Foto: JJB

Som afslutning på vejarbejdet etablerede vi en lille lejr helt inde ved indlandsisen, hvor vi kunne foretage vejrobservationer af hensyn til besøg af helikoptere.


Foto: JJB

Inden vi ifølge planen i sensommeren 1953 skulle undersøge muligheden for at anlægge en kørevej mellem kanten af indlandsisen og Station Nord, foretog vi en rekoflyvning. På billedet ses Eigil Knuth og en amerikansk officer ved et af B17-flyets blister-vinduer, hvorfra vi havde god mulighed for i lav højde at vurdere terrænet. Det var på denne flyvning, at jeg i nærheden af ”Blå Sø” fra lav højde så slædespor i gruset.


Foto: JJB

Selv om der kun var sne, sne og atter sne i miles omkreds, måtte vi ikke tage fotos af teltlejren langt inde på indlandsisen. Foruden at fungere som en slags kontor, var det også muligt at overnatte i det store telt.



I min dagbog fra Nunatarsuaq, d. 8. august 1952, har jeg skitseret den lille spæklampe, fremstillet af en konservesdåse. Fra mange besøg i lokalbefolkningens huse vidste jeg lidt om, hvordan en spæklampe fungerer og, hvordan vægen af tørt mos skal plejes, og holdes under opsyn, for at flammen langs med ’lampens’ forkant ikke bliver for høj og ujævn. I et lille ”Tørvehus” på østsiden af Kap York, fortalte konen i huset, at man kunne se på en kvinde, om hun var en god kone for en mand, hvis hun kunne sy skindklæder med små sting, og holde en jævn og bred flamme i spæklampen, uden at der kom flammespidser op mod gryden over spæklampen. At holde flammen i jævn højde gøres bedst med en lille flad pind. Min dagbog var skrevet med blyant, og det skrevne var næsten forsvundet efter de mange år, hvorfor jeg har trukket både tegning og tekst op med tusch.