Ingen er banket på plads

Desværre sker det en gang imellem, at medierne bliver for ivrige, og derfor publicerer historier som ganske enkelt ikke har hold i virkeligheden. Det er ærgerligt, men den slags kan ske.

Lørdag d. 11. februar 2017
Randi Vestergaard Evaldsen, formand for Demokraterne
Tillie Martinussen, medlem af Landstinget for Samarbejdspartiet
Emnekreds: Kommunerne, Politik.


Den fjerneste af Sermersooq kommune
(an)

Sermitsiaq.ag har på beklagelig vis valgt at publicere en artikel, der påstår, at Demokraternes formand er blevet banket på plads af sit bagland. Det er forkert. Demokraterne skal opfordre Sermitsiaq.ag til at holde sig til fakta i sin fremadrettede dækning af kommunalvalgkampen.

En valgkamp bør dreje sig om politik og visioner. Her har medierne en vigtig rolle både som formidler og som vagthunden med de kritiske spørgsmål. Desværre sker det en gang imellem, at medierne bliver for ivrige, og derfor publicerer historier som ganske enkelt ikke har hold i virkeligheden. Det er ærgerligt, men den slags kan ske.

I det her tilfælde betyder det desværre, at der nu florerer en historie om, at Demokraternes formand Randi Vestergaard Evaldsen er blevet banket på plads af sit politiske bagland i Kommuneqarfik Sermersooq. I samme artikel påstås det, at Demokraterne vil pege på Asii Chemnitz Narup som borgmester. Begge dele er forkerte. Her er fakta:
  1. Demokraterne har været meget tilfredse med samarbejdet med IA i Kommuneqarfik Sermersooq de sidste fire år. Sammen har vi opnået flotte resultater, og vi er særligt tilfredse med den ambitiøse hovedstadsstrategi og den netop offentliggjorte plan for bolig- og stadionbyggeri. Vi vil på den baggrund bestemt ikke udelukke, at vi fortsætter samarbejdet med IA efter valget. Demokraterne har været rigtigt glade for det frugtbare samarbejde i siddende koalition. Men det er ikke noget, vi på forhånd kan garantere.
  2. Demokraterne i Kommuneqarfik Sermersooq kommer IKKE til at pege på en borgmesterkandidat fra et andet parti før stemmerne er talt op den 4. april. Når stemmerne er talt op, så begynder forhandlingerne under ledelse af det største parti i kommunen. Her er det Demokraternes mål at have så mange mandater som muligt, så vi kan få så meget som muligt af vores politik skrevet ind i en kommende aftale.
  3. Der er ingen uenighed om de to ovenstående punkter hos Demokraterne. Der er derfor heller ingen, der er blevet banket på plads sådan som det påstås i sermitsiaq.ag.


Lad os nu alle – borgere, politikere og medier – blive enige om at føre en sober valgkamp, hvor det er de politiske budskaber og visioner, der kommer i centrum.