Atuarfitsialak – Den gode skole

Denne måde at tænke på afspejler sig også i skolereformen Atuarfitsialak, for her bliver den kulturelle basering dels tolket som majoritetens kultur og dels som havende forrang over for faglig kunnen. Studerer man reformens læreplaner nærmere, er det slående i hvilket omfang de er præget af manglende faglig indsigt og pædagogisk forståelse.

Tirsdag d. 7. november 2017
Esben Skytte Christiansen, samfunds- og sprogvidenskabelig kandidat, lærer, fhv. skoleleder.
Emnekreds: Nyhedsbreve, Uddannelse.

Indholdsfortegnelse: Et grønlandsk grundstødt prestigeprojekt Den angelsaksiske inspiration til Atuarfitsialak Selvforståelsen og etnicitetens primat Det grønlandske lærebogsmateriale manglende faglighed Effektiv pædagogik som etnisk pædagogisk metode Et skønmaleri af det grønlandske familiemønster En statisk og elitær opfattelse af grønlandsk kultur Lavstatusområdernes hjemløshed Skoledebattens osteklokkementalitet Et grønlandsk grundstødt prestigeprojekt

(an)

Atuarfitsialak er en skole baseret på grønlandske kulturelle værdier. Spørgsmålet er dog, om et sådant fundament sikrer, at de grønlandske børn samtidig tilegner sig fundamentale universelle kundskaber. I de sidste tre årtier har situationen i den grønlandske folkeskole ikke været tilfredsstillende, og det er den stadigvæk ikke, men dog blevet gradvis bedre. I hele perioden har der været stor mangel på kvalificerede og veluddannede lærere, og resultaterne i afgangsprøverne var meget dårlige. Denne bedrøvelige kendsgerning blev atter konstateret ved den seneste evaluering af folkeskolen i 2016. Situationen for eleverne var også dystre, da op til en tredjedel af dem forsvandt ud af skolen uden afgangsprøve. Der var et utilstrækkeligt antal uddannede lærere. Det var især galt i bygdeskolerne. Derfor påbegyndte landets skolemyndigheder i begyndelsen af årtusindet et skolereformarbejde, kaldet Atuarfitsialak, den gode skole. Man ønskede dels en forbedret skole, dels en reform baseret på grønlandske værdier. De tidligere reformer var kopier af det danske skolesystem med stor vægt på det faglige indhold. Mange lærere var danske, og meget af undervisningsmaterialet var dansk. Atuarfitsialak blev vedtaget som lov i 2003 og fuldt implementeret i 2012, hvor en revideret skolelov blev vedtaget af Landstinget. Hjemmestyre var udskiftet med Selvstyre i 2009, 30 år efter Hjemmestyrets indførelse. Den angelsaksiske inspiration til Atuarfitsialak Mens de tidligere skolelove var præget af danske og skandinaviske holdninger, hed det sig nu, at holdningerne bag Atuarfitsialak skulle være inspireret af erfaringer fra USA og Canada med undervisning af etniske mindretalsgrupper. Dette skifte i inspiration taler man dog helst ikke åbent om af den simple grund, at Atuarfitsialak i det store og hele er ren afskrift af det engelske National Curriculum fra 1989, hvad man kan forvisse sig om ved at sammenligne de to læreplaners tekster. Det engelske skolesystem skulle tilpasses kravene i EU, så der blev udarbejdet et nyt National Curriculum. De grønlandske kopister understreger dog meget det nationalt grønlandske islæt, som samtidig hævdes at være internationalt konkurrencedygtigt og baseret på den nyeste forskning. Det blev fremført, at skolen tidligere ikke var tilpasset den kultur, som den skulle virke i, og at den nye reform reelt set var et forsøg på at lave en selvstændig grønlandsk skole. Med reformen ønskede man at udvikle den mere traditionelle socialisering af børn fra passiv lydighed til at være mere aktive og blive bedre i stand til at argumentere og udtrykke følelser. Selvforståelsen og etnicitetens primat Det var og er en meget vanskelig proces, især fordi den gamle måde er en integreret del af den grønlandske selvforståelse i store dele af befolkningen om, hvad det vil sige at være grønlænder og være en Inuk. Det grønlandske samfund er stadig hårdt mærket af alkoholmisbrug og vold og dermed misrøgt og misbrug af børn, samt hærget af selvmord, især blandt de unge. Disse sørgelige forhold må diskuteres åbent, hvad først langsomt er ved at ske. Den åbne diskussion heraf er hele tiden blevet udsat, fordi den ikke føltes som et led i den gamle traditionelle måde at tackle den slags på. Man har fokuseret alt for meget på etnicitet og overkommunikeret identiteten som Inuk og bevidst underkommunikeret de skandinaviske rødder som en del af den nutidige grønlandske kultur. Derved har man udviklet en såkaldt diktonomi-tænkning, dvs. at opdele et fænomen i to gensidigt udelukkende hinanden kategorier, som gør det vanskeligt at nærme sig attituder, der opfattes som danske eller europæiske, selv om det egentlig mere har at gøre med udviklingen af samfundet fra mange små lokalsamfund til et moderne helhedssamfund, end det har at gøre med etnicitet. Denne måde at tænke på afspejler sig også i skolereformen Atuarfitsialak, for her bliver den kulturelle basering dels tolket som majoritetens kultur og dels som havende forrang over for faglig kunnen. Studerer man reformens læreplaner nærmere, er det slående i hvilket omfang de er præget af manglende faglig indsigt og pædagogisk forståelse. Det grønlandske lærebogsmateriale manglende faglighed En skolereforms indhold og udmøntning bliver ikke udelukkende formuleret gennem læreplanen, men også i høj grad bestemt af forhold, der er knyttet til skolen, for eksempel det undervisningsmateriale, der bliver brugt i skolerne. Mængden af grønlandsk produceret materiale til undervisningsbrug er vokset støt siden Hjemmestyrets indførelse. Materialerne bliver udgivet af skolebogsforlaget Ilinniusiorfik, hvor skolerne frit kan rekvirere dem. På den måde er der ingen konkurrence til disse materialer, da skolerne ikke kan købe bøgerne fra andre forlag. Desuden har de ofte heller ikke råd til at indkøbe alternative undervisningsmaterialer. Ved fremstillingen af undervisningsmaterialet lægges der altid stor vægt på forfatternes tilknytning til Grønland, og dette krav om tilknytning går forud for materialets faglige og sproglige kvalitet og niveau. Effektiv pædagogik som etnisk pædagogisk metode Et andet instrument, der er knyttet til Atuarfitsialak, er den amerikanske undervisningsmetode CREDE, der stå for Center for Research on Education, Diversity and Excellence. Der er tale om en metode, der bygger på gruppearbejde i forskellige udformninger og med diverse måleteknikker for at se på undervisningens effekt hos eleverne. Metoden er udviklet til en særlig grønlandsk variant under betegnelsen Effektiv Pædagogik. For de grønlandske skoler kan der uden tvivl hentes en del godt i denne metode, der i mange henseender har en pendant i Cooperative Learning, en anden amerikansk metode. CREDE var oprindeligt en specielt udviklet pædagogik rettet mod sproglige og kulturelle minoriteter, især puerto ricanere i Los Angeles-området i USA. Det er for så vidt primært et sprogligt projekt, der tager sigte på at sprogtræne minoriteterne i engelsk. Skulle denne oprindelige tanke overføres til grønlandske forhold, ville det altså betyde, at metoden alene skulle anvendes på eksempelvis danske børn, der var flyttet til Grønland og skulle lære grønlandsk eller eventuelt på de sproglige mindretal i Grønland som østgrønlænderne og thule-folket. Ved at anvende tågede begreber som holistisk undervisning og kategorier som oprindelige folk, samt tage udgangspunkt i det umiddelbare og den lokale forankring, lykkedes det de grønlandske skolefolk at fremstille metoden som særlig anvendelig i alle fag under de særlige grønlandske forhold, som der i så mange andre sammenhænge henvises til, når diverse tiltag bliver bragt i anvendelse. Det problematiske i denne sammenhæng er dog begrundelsen for at introducere metoden, der i strid med metodens oprindelige hensigt hævdes at basere sig på studier af læringsstile hos amerikanske indianere og eskimoer fra Alaska, ja endda hos oprindelige hawaiianere, hvilket begrunder de mange behagelige, men bekostelige studieture til netop Hawaii. Det forklares, at det er sædvane i traditionelle samfund og hjem, at børnene samarbejder med andre for at fuldføre arbejde og løse problemer. Derimod forventes det, hedder det, i de fleste undervisningssituationer, at eleverne i betydeligt omfang udfører deres arbejde individuelt. Der henvises dernæst til sociokulturelle teorier ifølge hvilke børn udvikler sig naturligt og ofte uden problemer til at blive kompetente medlemmer af familier og samfund ved at deltage i samtaler og aktiviteter med mere erfarne medlemmer. Et skønmaleri af det grønlandske familiemønster At overføre dette glansbillede til Grønland er det rene skønmaleri, når man tænker på, hvorledes mange børns hverdag er præget af massiv omsorgssvigt. Hvis skolens foretrukne undervisningsmetode forudsætter et sådant skønmaleri af et familiemønster, risikerer man at fremmedgøre en meget stor del af børnene i den skole, der ofte vil være den mest stabile kontakt med voksne. Ved at tillægge en gruppe elever, for eksempel grønlandske bygdeelever, en på forhånd givet bestemt læringsstrategi, risikerer man at gøre dem dobbelt fremmede i undervisningssystemet: dels fordi de ikke passer ind i den valgte strategi, som henter sin inspiration i en fremmed kultur, og dels ved at definere dem som dårlige ”indfødte”, fordi de ikke opfylder forventningen om, hvordan ”indfødte” lærer. At tillægge bestemte grupper en statisk karakter, som det faktisk er tilfældet ved skolens foretrukne læringsmetode, er ikke i overensstemmelse med den moderne verden, vi lever i, hvor alle kulturer er under stadig forandring og udvikling. En statisk og elitær opfattelse af grønlandsk kultur Det andet problemområde ved Atuarfitsialaks stærke basering på kulturelle værdier er, at man risikerer at påtvinge børn, som tilhører grønlandske subkulturer, hovedkulturens normativ, og det i en sådan grad, at man kan diskutere om paragraffer i FNs Børnekonvention er overtrådt. Eleverne bliver således tilbudt undervisning i landets officielle sprog vestgrønlandsk, men der differentieres ikke i faget. Eleverne tilbydes undervisning i grønlandsk kultur, men der er tale om en speciel fortolkning af grønlandsk kultur, og der differentieres heller ikke. Dermed formidles et billede til eleverne af den grønlandske kultur – historisk og nutidigt – som værende egalitær, altså præget af lighed og ligestilling, og oprindeligt klasseløs. I læreplanen for grønlandsk er der refereret til begrebet kultur som en helhed, der ikke indeholder modsætninger. Eleverne skal beskæftige sig med dialekter, men bliver anbragt i en situation, hvor de skal iagttage disse uden selv at være en del af dette univers. En elev, der tilhører dialektområderne, bliver tvunget til at se på sig selv med majoritetens øjne. Lavstatusområdernes hjemløshed I den postkoloniale forskning taler man om ”de underordnede” i den betydning, at der er tale om grupper, der er underlagt de herskende gruppers hegemoni, dvs. deres dominans eller førerstilling. Da netop Østgrønland og Qaanaaq-distriktet er karakteriseret ved at være lavstatusområder i forhold til Vestgrønland, bliver disse områders indbyggere ”underordnede” i samfundet. For at medlemmer af disse grupper kan få stemme og blive hørt, må de påtage sig elitens kultur og sprog. De bliver på denne måde gjort sprogligt og kulturelt hjemløse. Disse argumenter er også gældende for andre grønlandske subkulturer. For mange af børnene i Nuuk er det for eksempel vanskeligt at finde identitet i den historiske fangerkultur, fordi mange af dem tilhører en subkultur af forarmede, såvel økonomisk som uddannelsesmæssigt. Skoledebattens osteklokkementalitet I den grønlandske skoledebat skal deltagerne være opmærksomme på, at den ikke lukker sig om sig selv og forbliver i sit eget univers ved at afholde sig fra åbent at diskutere præmisserne for de valg, der bliver foretaget i skolesystemet, når nu man skal til at gennemføre en evaluering af skolereformen fra 2003 og 2012. Faren er, at man gennem en kulturel hegemoni gør både geografiske og subkulturelle grupper identitetsløse. Således idylliserer man den grønlandske fangerkultur som et ahistorisk identitetsmærke for hele den grønlandske befolkning, samtidig med at den herskende elite reelt set ekskluderer fra den almene samfundsudvikling netop den del af befolkningen, der i levevis og tankesæt reelt set ligger denne kultur nærmest. Det gør man ved at nedbryde det økonomiske og sociale fundament for denne kultur og det samfund, den udfolder sig i, bl.a. gennem tiltag som et ensprissystem og en enstrenget trafikstruktur, og ved at opstille normer og krav i uddannelsesprocessen, som på forhånd er urealiserbare for de fleste af denne kulturs medlemmer.