Nytårstale 2018-19

Hver eneste kran der står i kommunen, repræsenterer arbejdspladser.
Hver eneste kran I ser i kommunen, repræsenterer en kommende daginstitution til vores børn, en ny skole til vores unge, nye faciliteter til vores handicappede eller ældre, eller en ny bolig

Onsdag d. 2. januar 2019
Asii Chemnitz Narup
Emnekreds: Politik.

Kære landsmænd. Jeg plejer i min nytårstale først og fremmest at sige nogle ord om Kommuneqarfik Sermersooq og det arbejde vi gør i hovedstadskommunen. Men af to grunde vil jeg gøre det lidt anderledes i år. I år vil jeg først og fremmest adressere hele landets udfordringer. For det første fordi udviklingen i Nuuk og i Sermersooq er så tæt forbundet med udviklingen i resten af landet – på godt og på ondt. Og for det andet fordi jeg personligt – og mere end nogensinde – har brug for at få sat nogle ord på vort lands samlede udvikling. På vores nationaldag til juni vil Erfalasorput stige til vejrs. Og det vil i 2019 markere, at vi har haft Selvstyre i 10 år. Forinden havde vi 30 års hjemmestyre. Hvis der var tale om en person – og ikke en nation – ville vi forvente, at vedkommende i al væsentlighed – i en alder af 40 år - traf gode beslutninger, selv betalte sine regninger, behandlede sine nærmeste med omsorg, tog ansvar for sig selv i hverdagen. For en nation er 40 år nærmest ingenting. Og 10 års Selvstyre er endog meget kort tid. Men er vi tilfredse med hvad vi har opnået som nation og som samfund på 40 år? Eller i løbet af de sidste 10 år med Selvstyre? Hvordan klarer vi det egentlig? Vi ser få resultater, meget lidt reel inddragelse og ingen substantielle initiativer til hverken en forfatning eller løsrivelse fra Rigsfællesskabet, og Grønland har ikke hjemtaget et ansvarsområde i årevis. Med meget få undtagelser, er vi ikke kommet langt med Selvstyrelovens muligheder for egetansvar. Jeg kunne godt tænke mig, at de næste 10 år formede sig anderledes. Jeg kunne godt tænke mig, at Grønland den 21. juni i 2029, altså om godt 10 år, når Erfalasorput stiger til vejrs, kan se tilbage og tænke: Vi rejste os. Vi klarede det. Vi gjorde det. Vi lykkedes. Så de, der er unge i dag – og de, der er unge om 10 år – med glæde, med livsmod og med stolthed siger: ”Jeg er grønlænder, jeg ønsker at leve mit liv i Grønland og jeg tror på fremtiden.” Vi skal med andre kunne se tilbage på i dag og vide med os selv, at vi fik truffet de rigtige valg. At vi fik sat kursen rigtigt. At vi fik bygget et stærkt fundament, for de unge at stå på. At vi rejste os som folk. Med værdighed. Som mennesker og som nation. Nu er det 2019. 10-året for Selvstyret. 10 år med hovedansvaret for vores eget land. Det er på tide, at vi – alle sammen – tager det fulde ansvar og den fulde opgave på os. Det må starte nu. Og det må starte med os selv. Vi skal have stoppet misbruget af vores børn. For vi kan ikke bygge en sund og stærk nation på lidelse og sorg. Vi skal stoppe de voksnes misbrug af alkohol og hash. For vi kan ikke bygge en nation på afhængighed og flugt fra virkeligheden. Vi skal have stoppet flugten fra skolerne og uddannelserne. For vi kan ikke bygge en nation på uvidenhed og inkompetence. Vi skal have gjort op med de mænd, der mener at vrede eller vold giver dem ret til at bestemme. For vi kan ikke bygge en nation på familier i frygt og uro. Vi skal have stoppet flugten ud af landet. For vi kan ikke bygge en nation på manglende tro på fremtiden og svigtende tiltro til et ordentligt liv her. Vi skal have gjort op med en offentlig og politisk debat, der deler os og taler os fra væk hinanden. For vi kan ikke bygge en nation på splittelse og dyrkelse af uenigheden. Vi skal have gjort op med dårlig politisk ledelse, politisk opportunisme og symbolpolitik. For vi kan ikke bygge en nation på hverken vægelsind, privatinteresse eller magtfuldkommenhed. Vi har brug for at samles. Som ét folk. Når jeg taler om vækst eller Siorarsiorfik eller landingsbanen i Kommuneqarfik Sermersooq – så taler jeg ikke kun til vores erhvervsliv. Jeg taler ikke kun om flere overnattende turister på hoteller, eller flere serverede måltider på vores restauranter. Jeg taler ikke om penge til en større båd eller større bil. Jeg taler i virkeligheden om den menneskelige vækst – og behovet for at vi investerer i os som mennesker og borgere. Jeg taler om, at et liv, hvor vi har god tid sammen med vores børn og børnebørn. Hvor vi får input fra Verden, lade os inspirere og blive beriget: Af naturen, af musik, af malerier, af rejser. Og jeg taler om, at vi bidrager, inspirerer og beriger omverden. Jeg taler om, at vi bliver klogere på os selv, at vi forstår og tager del i samfundet, at vi tager ansvar for hinanden, for vores nabo, vores by. Jeg taler om at vi har et hjem, der er vores base af tryghed og faste ramme, hvor vi kan slappe af og finde roen. Jeg taler om børns og unges skolegang og uddannelser og siden et arbejdsliv, hvor vores nysgerrighed og lærelyst stimuleres, hvor vi lærer, debatterer og udvikler os. Jeg taler om menneskelig vækst. Så når I har hørt mig kæmpe for en længere landingsbane. Når I har hørt mig kæmpe for udvikling af havnen. Når i hører mig kæmpe for Siorarsiorfik, mere turisme, plads til Hurtigruten, betonelementfabrik og alt det andet. … så taler jeg i virkeligheden om nogle af de nødvendige og derfor uhyre vigtige forudsætninger for at skabe rammer og økonomisk grundlag - for den menneskelige vækst. Hver eneste kran der står i kommunen, repræsenterer arbejdspladser. Hver eneste kran I ser i kommunen, repræsenterer en kommende daginstitution til vores børn, en ny skole til vores unge, nye faciliteter til vores handicappede eller ældre, eller en ny bolig. Og snart vil vi se kraner og maskiner i fuldt sving med at etablere en ny og længere landingsbane her i Nuuk. Så lad hver eneste kran og hver lastbil og maskine minde os om, at det i virkeligheden ikke bare at 2200 meter asfalt. Men at det er drømme, muligheder og håb… At det er fremtid, der bygges. Så ja, det er 2200 meter asfalt. Men det er så sandelig først og fremmest en investering i vores fælles fremtid. Det er en investering i at flere kan få et arbejde, en god bolig, at der er råd til gode børnehaver og en bedre skole og meget, meget mere. Den menneskelige vækst må og skal gå hånd i hånd med vores økonomiske vækst. Til slut vil jeg gerne rette en direkte appel til Grønlands ledelse – til Inatsisartut og til Naalakkersuisut: Hele landet har brug for stabile fremskridt. Vi har brug for at politik igen handler om at skabe fremskridt og resultater til gavn for vores borgere og vores samfund. Fremskridt, der kan mærkes! Vi har brug for at kunne have tillid til at I sætter Grønland først, at landets ve og vel går forud for personlige ambitioner, forfængelighed og snævre partiinteresser. Ansvarlighed, der kan mærkes! Hele landet har brug for at genfinde troen på, at demokrati og politik nytter. Engagement, der kan mærkes! Hele landet har brug for et lederskab, der både i det politiske arbejde og i den offentlige debat, er reelt optaget af at samle landet. Fællesskab, der kan mærkes! Vi har brug for at I udviser mod og handlekraft, og ikke gemmer jer bag kommissioner, procedurer eller tom snak om processer. Ærlighed, der kan mærkes! Nu hedder det 2019. I år skal vi fejre 10 års Selvstyre. Men vi må ikke lade året blive markeret med hverken mismod, over hvad vi ikke er lykkedes med. Eller med en tom og falsk forherligelse, af hvor godt det går og hvor meget vi synes vi kan og skal. Jeg vil ønske for os, at 2019 bliver året, hvor vi som individer, som samfundsborgere og som nation glæder os over 10 med Selvstyre – og med realisme og ærlighed tager fat på arbejdet med at udvikle os selv og vores samfund. Med de ord vil jeg ønske Jer alle et rigtig godt nytår.