En lille fortælling om et lille folk
Tunumiits egenart består i at være det sidste naturfolk i den vestlige verden, der blev opdaget af europæerne (1884); de har deres egen historie uafhængig af omverdenen; de har deres egen kultur, musik og sprog, et sprog, der er lige så forskelligt fra vestgrønlandsk, som dansk er fra svensk; de er den inuit stamme, der nået længst mod øst fra udgangspunktet engang i Sibirien og rent genetisk er de mere rene inuit end vestgrønlænderne
Torsdag d. 10. oktober 2019
Ole Lund
Emnekreds:
Grønlands historie
,
Oprindelige folk
.
Der findes i det danske rigsfællesskab et lille folk, en stamme, som næsten er ukendt og glemt. Det er et ganske enestående lille folk, men omverdenen kender kun sjældent til det og dets egenart. Det drejer sig om østgrønlænderne, tunumiit (udtales [dunumiid] med tryk på sidste stavelse), også kaldet ”Folket bag storisen”, den storis, der er et mange kilometer bredt bælte af isflager og isfjelde, som om sommeren langsomt glider ned langs Østgrønlands kyst.
Tunumiits egenart består i at være det sidste naturfolk i den vestlige verden, der blev opdaget af europæerne (1884); de har deres egen historie uafhængig af omverdenen; de har deres egen kultur, musik og sprog, et sprog, der er lige så forskelligt fra vestgrønlandsk, som dansk er fra svensk; de er den inuit stamme, der nået længst mod øst fra udgangspunktet engang i Sibirien og rent genetisk er de mere rene inuit end vestgrønlænderne.
Desuden kan vi takke tunumiit for, at hele Grønland er blevet samlet under Danmarks overhøjhed, for hvis ikke danskerne langt om længe i 1894 oprettede den handels- og missionsstation Angmagssalik ( = Ammassalik = byen Tasiilaq), som man var blevet lovet 10 år før, så var de alle sammen rejst til Sydgrønland for at få del i civilisationens velsignelser dér og være blevet opslugt af den sydvestgrønlandske befolkning. En 1/3 af stammen var allerede på vej sydpå, men da de hørte om oprettelsen af handelsstationen, så rejste de tilbage til deres elskede hjemegn. Hvis de havde været væk, så var der ingen grund til at oprette den. Østgrønland ville have været et ubeboet ingenmandsland, og både Norge og England kunne med lige stor ret som Danmark have påberåbt sig retten til Østgrønland. Tunumiit var også med til at kolonisere Scoresbysund i 1925, og Grønland kunne derfor blive samlet i 1933 med en dom fra den internationale domstol i Haag. Inden 1894 var ”Dansk Grønland” kun en stribe byer (tidligere såkaldte kolonier) på vestkysten fra Nanortalik i syd til Upernavik i nord.
Belært af negative erfaringer fra Vestgrønland, så besluttede de danske myndigheder, at man skulle holde Østgrønland ret lukket for at beskytte tunumiit, og der kom relativt få fremmede dertil lige indtil 1942, da amerikanerne oprettede en flyvebase langt inde i de østgrønlandske fjorde ved Ikkaddeq. Derfor levede tunumiit indtil da på mange måder ligesom i gamle dage, men med moderne bekvemmeligheder, såsom beklædning, huse, skydevåben osv, og man oplevede en meget fredelig periode fra omkring begyndelsen af 1900-tallet til 1942. De mange østgrønlændere fra denne tid, der endnu levede, og som jeg mødte, da jeg kom til Østgrønland i 1981, var de mest moralske, kloge, søde og elskelige mennesker, man kan tænke sig, og de havde et helt andet positivt forhold til danskere og Danmark. end nutidige generationer.
Disse 7-8 kendsgerninger, som gør tunumiit ganske enestående, burde berettige østgrønlænderne til at få den allerstørste respekt fra omverdenen - i første omgang vestgrønlænderne og danskerne, men ak, faktisk er det ofte mennesker fra Frankrig, England, Holland, Norge mv, der har udvist et langt større kendskab, forståelse og respekt for dette unikke folk.
Nu er Østgrønland så kommet på landkortet – altså i medierne - på forsiden af Weekendavisen og på lederplads endda. Desværre ikke for det gode, og ingen lader til at kende til den stolte stamme, tunumiit. Nu er de blot grønlændere i en fjern og øde egn med alkoholisme, selvmord, mord og seksuelle overgreb. Og det er blevet antydet, at det skulle være en del af den gamle kultur, hvilket det absolut ikke er. Man forveksler alkoholiserede miljøer med kultur.
Hvad er der dog sket?
Det paradoksale er, at det var da kolonitiden ophørte i 1953, og Grønland blev et dansk amt, at de kolonialistiske problemer begyndte. I 50-erne blev det en frihedskamp for østgrønlænderne at få lov til at ”nyde” alkohol ligesom danskerne. I 60-erne skulle der rigtigt moderniseres og bygges, og der kom et voldsomt rykind af danske håndværkere især om sommeren. De kunne arbejde nærmest døgnet rundt og tog arbejdet fra de grønlandske håndværkere med familie, der også skulle passes. Danskerne havde brug for damer at hygge sig med, og grønlandske piger foretrak danske håndværkere, der havde penge og nydelsesmidler. Så kom der danske lærere og læger og sygeplejersker og ledere, og de ville alle sammen fortælle grønlænderne, hvordan de skulle leve.
Alt dette kunne der kun komme problemer og konflikter ud af, og da mændenes traditionelle erhverv som stolte fangere ikke gik så godt - priserne på sælskind faldt, og hvor de tidligere havde været holdne, ansvarsfulde familiefædre, så blev de nu ofte sociale tabere. Nogle forsøgte sig som fiskere, da der i en periode var mange torsk, men de forsvandt igen, og atter stod den stolte fanger som taberen.
Alle disse forfærdelige sociale problemer i det østgrønlandske samfund har altså været lang tid undervejs. Det har for mange tunumiit været svært at skabe en meningsfuld tilværelse, ”og så kan det hele være lige meget”. De spirende tegn på problemerne har man kunnet se tydeligt, hvis man altså havde øjne i hovedet. Og nu er de så eskaleret i en sådan grad, at omverdenen har opdaget dem og mener, der skal gøres noget. Men at sende et team af psykologer eller hvem som helst til Østgrønland kan kun blive symptombehandling. Det er der naturligvis også brug for, selv om jeg tvivler på, at danske psykologer kan gøre ret meget pga kulturforskellene.
Er det et langsomt folkedrab eller kulturdrab, vi er vidne til – ligesom den indianske befolkning i USA? Det kan man ikke just sige, da befolkningen er tidoblet fra de 413 østgrønlændere, man fandt i 1884, og man synger stadig nogle af de gamle trommesange og går i den specielle østgrønlandske nationaldragt. Men noget er der jo galt. Det er ofte de mest intelligente og sensitive børn og unge, der begår selvmord, netop de unge, som samfundet kunne have brug for. Og mange mennesker får livslange psykologiske traumer. Det er klart, at tunumiit er blevet svigtet. Engang imellem ved festlige lejligheder kan de bruges som eksempler på Grønlands glorværdige inuitfortid, mens den nutidige østgrønlænder i Tasiilaq og omegn ikke har en meningsfuld tilværelse.
Hvad er der så behov for og hvad kan man gøre?
Meningsfuldhed og påskønnelse er behovene, og hvad, man kan gøre, er at give folk noget at rive i, noget, der giver mening for dem. Arbejdspladser, bedre muligheder for uddannelse osv osv – og så ved at skrive og fortælle om tunumiits helt enestående historie og kultur, så de igen kommer til ære og værdighed og får den respekt fra omverdenen, som de fortjener. Egentligt er det ikke så svært, men det har været voldsomt forsømt.