Indsigt: Nej, Grønland ønsker ikke at blive en del af USA

Nej, Grønland ønsker ikke at blive en del af USA

Indholdsfortegnelse:
Naivitet i lange baner
Opportunisme for åbent tæppe – kun selvstændighedsretorikere får taletid
Vi skal selv tage ansvar, også for de fadæser Grønland selv har lavet
Vi er nogle der ønsker samarbejde

Påstandene i DR’s Deadline der blev luftet af 2 grønlandske politikere om, at Grønland ønsker at blive selvstændige med USA’s ”hjælp”, er ikke repræsentativt for alle grønlændere.

Naivitet i lange baner

Der blev i DR’s Deadline i går inviteret 1 folketingsmedlem, samt 1 medlem af oppositionen i Grønland, til at debattere USA’s stigende interesse i Grønland. USA’s folk må have slået sig på lårene af grin, og resten af os tog os til hovedet.

Lad os lige slå fast med det samme, at Grønland har ALLE muligheder for at udvikle handelsaftaler med USA. Og det kan da sagtens være, at USA nu pludselig er lydhøre overfor vores lillebitte marked, eftersom de ønsker at øge tilstedeværelsen på grønlandsk jord.

Det er i hvert fald ikke af kommercielle interesser de ønsker at udvide samhandlen. Der er snarere tale om storpolitik sikkerhedsmæssigt, samt et ønske om, at kontrollere en potentielt stor forekomst af sjældne jordarter og andre råstoffer, som Kina i hvert fald ikke skal have fingrene i.

Nordøstpassagen og russernes prøven grænser af, til havs og i luften, er også et godt bud på, hvorfor USA ser vores vej.

Det var næsten tåkrummende pinligt for os samarbejdspartier, at høre selvstændighedsfolkene udtale sig som om, at Grønland har fat i den lange ende, i et storpolitisk spil, uden om Danmark og Rigsfællesskabet.

De 2 politikere talte som om, at USA’s uddannelsessystem var noget at stræbe efter, og som om, vi i et snuptag kunne spille Rigsfællesskabet og USA ud mod hinanden, og modtage penge fra hhv. Danmark eller USA uden at skulle give noget igen.

Mage til naivitet skal man godt nok lede længe efter.

Det lød som om, at begge politikere ønskede en styrket kolonialisme i landet, altså reelt set en afgivelse af suverænitet, under en udvidet ordning med flere penge, som vi reelt set ikke gør noget til gengæld for.

De 2 ønskede direkte handel med USA, noget som de – under hensyn til Rigets sikkerhed i øvrigt i flg, Selvstyreloven – sådan set sagtens kan gøre fra et Rigsfællesskab med Danmark.

Faktisk tror vi i samarbejdspartiet, at der kommer bedre aftaler ud af, at tage Danmark og Færøerne med på råd.

Opportunisme for åbent tæppe – kun selvstændighedsretorikere får taletid

Hvorfor sidder de 2 politikere så, og taler mod bedre vidende, som om vi kunne blive en uafhængig stat under USA?

– Spørg i øvrigt lige de amerikanske jomfruøer’s indbyggere om stemmeret og medindflydelse, om det er en god idé.

Sandheden er nok snarere, at selvstændighedspartierne i Grønland har indset præcist hvor dårlig en aftale for Grønland de insisterede på at indgå ved Selvstyre-aftalen mellem Grønland og Danmark.

Og nu øjner de en chance for, at udbedre fadæsen ved, at invitere USA til at betale et bloktilskud der er større end det de selv har fastsat de vil have fra Danmark, i deres feberhede ønsker om selvstændighed før Grønland er klar til det.

For Grønland ønskede selv øget selvstændighed, da vi forhandlede Selvstyre-aftalen, som en feberhed drøm, der ikke var færdigbagt.

Danmark sagde selvfølgelig: Okay, det er det I ønsker, men så skal I selv tage ansvar. Helt naturligt.
Man kan ikke have ansvar for noget, man ikke får råderetten over at drive.

På finurlig vis, er det alligevel Danmarks ansvar der bliver bræget ud over stepperne, hver eneste gang vi grønlandske politikere fejler i, at sikre vores befolkning en velfærd og en levefod, der er sammenlignelig med den skandinaviske velfærdsmodel.

For de 1.000’vis af grønlændere der bor i Danmark, og med familiemedlemmer i Danmark, samt de 1.000’vis af danskere der bor i Grønland, eller med familiemedlemmer i Grønland, ønsker naturligvis hjælp når de er syge, når de falder fra arbejdsmarkedet, de ønsker sunde bygninger, god ældrepleje, sunde forhold for handicappede eller psykisk syge familiemedlemmer, et ordentligt sundhedsvæsen, et ikke-korrupt politikorps, redninger til lands og til vands, når sejlturen går galt og en ordentlig og redelig domstol og fiskeriinspektion der er til at regne med. Naturligvis.

Den danske velfærdsmodel med andre ord.

De er vant til den model, og med det uddannelsesniveau og indtjeningsniveau og de små eksporttal vi har, så ønsker vi selvfølgelig Bloktilskuddet til hjælp med det.
Selvfølgelig.

Bloktilskuddet er ikke alene et udtryk for kroner og ører, men for mange års samhørighed med Danmark. Vore familier er blandede, vor historie strækker sig langt tilbage, og ja, den står muligvis overfor en modernisering.

Men moderniseringen skal ske imellem parter der ønsker hinanden det godt, og det er samarbejdspartierne ikke i tvivl om, at Danmark og Grønland dybest set gør.
Men den konstante jagt på selvstændighedsretorikere i dansk og grønlandsk presse, gør det ærligt talt svært at få ørenlyd for det modsatte synspunkt.

Vi skal selv tage ansvar, også for de fadæser Grønland selv har lavet

Resultatet af det øgede ansvar Grønland har taget, er et sundhedsvæsen i knæ, en social sektor vi ikke kan klare selv, stigende gab mellem rige og fattige, et skolesystem hvor over halvdelen ikke får en uddannelse, en boligmasse med massivt efterslæb, og en politisk elite der ønsker at bygge lufthavne alene, for at sikre en eller anden form for vækst – der er bygget på en businesscase, der er lige så dårlig som deres argumenter for, at indgå i samarbejde med USA på statsretslig plan.

I DR’s Deadline sad Pele Broberg, fra oppositionspartiet Naleraq, og gav oven i købet danskerne skylden for, hvad vi selv har haft ansvaret for, i henved 40 år.

Skolesystemet er kaput, straffesystemet skal fornys, og råstofferne kan vi altså kun hive op af jorden 1 gang. Sælger vi dem for billigt, og uden at sætte dem i en fond så pengene rækker så længe som muligt, risikerer vi ganske enkelt, at stå med fletningerne i postkassen.

Det eneste lødige de 2 selvstændighedsdrømmere havde korrekt fat i, var, at både Danmark og Grønland har sovet i sikkerheds-timen, og at vi har voldsomt behov for øget samarbejde mellem Grønland og Danmark. Og Grønland har behov for at indrømme, at vi har flyttet os for hurtigt frem mod selvstændighedsdrømme uden en reel basis for indkomst som nation, og derfor har ofret en del af vore svagere borgere på vores vej mod ønsket om statsdannelse.

På den ene side argumenterer de 2 politikere for øget afhængighed af andre, samtidig med en øget uafhængighed territorialt, og på den anden side, siger de med passion og kraft, at grønlandske politikere og det grønlandske politiske system har fejlet helt absurd. For det de skælder danskerne ud for, på nationalt tv, har været vort eget ansvar i mange år.
Altså er falliterklæringen totalt, mens de taler om drømme som kun de kan forstå, i et bud på, at forføre det grønlandske folk til, at grønlandske politikere ikke har ansvar, men at det har de store fremmede.

Heldigvis behøver de ikke at bekymre sig om stemmeret og politisk liv, hvis de ønsker at blive en del af en stormagt som USA, Kina eller Rusland. Så kan vi slet ikke stemme, og får ingen reel selvbestemmelse.
Det behøver man kun google ved sin side for at kunne konstatere.
Naiviteten længe leve.

Vi er nogle der ønsker samarbejde

Og kære Danmark, Grønland og Færøerne: Grønland er ikke alene repræsenteret ved de 2 drømmere.
Heller ikke selv om de er gode til brandtaler.

Og selvfølgelig skal vi ikke have selvstændighed, når vi har så mange problemer at slås med, i øjenhøjde, for den jævne grønlænder.

Ikke i et tempo hvor vi ikke kan følge med selv, og slet ikke på bekostning af hverken vore råstoffer, vores sprog og kultur, vores stemmeret, eller vores frihed til at udvikle os. Faktisk mener vi ikke, at vi nogensinde skal forlade Rigsfællesskabet. Vi skal redefinere det, og begynde at tage ansvar selv for de områder vi har hjemtaget, og ikke pege fingre af nogen, hvis indflydelse vi har skåret af. Vi skal påtage os en voksen rolle, og begynde at prioritere de områder vi har hjemtaget.

Og nej, Grønland skal ikke være en del af USA.

Vi skal til at tage ansvar selv, og begynde at arbejde benhårdt sammen med resten af Rigsfællesskabet, for, at få et bedre samarbejde.

Et samarbejde hvor Grønland også tager reelt selv-ansvar, og forhandler sig på plads til bedre forhold for os selv og under hensyntagen til, at vi er en del af Rigsfællesskabet, og hvor vi erkender, at vi skal være økonomisk ansvarlige også.

Et ordentligt velfærdssystem der tager vare på de der ikke kan selv, menneskerettighederne i højsædet, fredelig udvikling, højnelse af uddannelsesniveauet, bedre sundhedsvæsen og en råstoffond, så fremtidige generationer får glæde af pengene – samt en reel oprýdning i vore egne rækker, gerne med bistand og rådgivning fra Danmark og Færøerne når der er behov for det, er eneste farbare vej frem mod en styrkelse af Grønland og det grønlandske folk.