Derfor skal Grønland ikke med på et kolonihistorisk museum

En tragikomisk detalje er, at statue-skænderne, der har skrevet ordet decolonize på soklen, benytter sig af kolonisproget over alle kolonisprog: engelsk. Det sprog, som alle grønlændere i dag ville have talt, hvis ikke Hans Egede for nu snart 300 år siden havde revet Grønland ud af den vesteuropæiske kolonialismes griske fangearme

Mandag d. 6. juli 2020
Thorkild Kjærgaard, historiker, dr. phil.  
Emnekreds: Grønlands historie.

I den tidligt afdøde historiker Frederik Sneedorffs (1760-92) posthumt udsendte værk om De danske Staters, Sveriges, Ruslands, Polens og Tyrkiets ”statistik” (læren om staternes naturlige og politiske forfatning) finder man følgende klassiske definition af ”De danske Stater”: ”Til De danske Stater hører: Kongeriget Danmark med Hertugdømmet Holsteen, Kongeriget Norge tilligemed Island, Grønland og Færøerne, samt Statens Eiendomme i de tre øvrige Verdens Dele: Kysten af Guinea, de vestindiske Øer [og] vore Etablissementer i Ostindien.” Her skelnes klart mellem riget, som Grønland er en del af, og statens ejendomme, som er kolonierne. Fastlandsnorge er siden blevet selvstændig (1814/1905), det samme er Island (1944). Holsten er i dag (sammen med den sydlige del af det siden 1720 i kongeriget Danmark indkorporerede hertugdømme Slesvig) en del af Forbundsrepublikken Tyskland, og kolonierne, der som statens ejendomme ikke indgik i riget, er blevet solgt til henholdsvis Storbritannien og USA. Men Grønlands og Færøernes statsretlige stilling som en rest af kongeriget Norge, som det så ud før 1814, i ligeværdig union med Danmark er i det væsentlige uændret. Grønland og Færøerne er, og har siden tidernes morgen været en del af det dansk-norske, fra 1814 det danske rige. Det er min opfattelse, at kolonihistorien dækkes ganske godt af Nationalmuseet, Museet for Søfart i Helsingør og andre medlemmer af den danske museumsfamilie, og jeg mener desuden, at Vestindisk Pakhus – det udpegede sted for et eventuelt kolonihistorisk museum – har en vigtig funktion som opbevaringssted for den kunstnerisk og kulturhistorisk betydningsfulde afstøbningssamling. Jeg har også – med al respekt for historikeren Anders Juhl og den kolonihistoriske gruppe han er talsmand for – svært ved at se, at deres løst skitserede, overskriftsagtige ideer kan tjene som beslutningsgrundlag for en museal satsning i 100-millionklassen. Men når det er sagt, så ser jeg ikke noget principielt problem i tanken om et museum, viet til de af Frederik Sneedorf omtalte, senere afhændede statslige ejendomme. Men det er en selvfølge, at eftersom Grønland ikke hører til disse, men siden middelalderen har været en ligestillet del af riget, så har Grønland ingen plads på et kolonihistorisk museum. Det kunne let være gået anderledes. I 1600-tallet var den dansk-norske suverænitetshævdelse over Grønland minimal, og udenlandske, især hollandske og britiske hvalfangere blev nærgående. Hvis ikke den dansk-norske præst Hans Egede (1686-1758) havde formået at samle opbakning til en genskabelse af den aktive dansk-norske tilstedeværelse i Grønland, ville det uden skygge af tvivl være blevet en hollandsk eller – mere sandsynligt – en britisk koloni og som sådan en del af Canada. Grønlænderne ville have fået samme skæbne som de indfødte folk i Canada, og engelsk, ikke grønlandsk, ville i dag have været dagligsprog i Grønland. Det bliver i disse dage hævdet, at Hans Egede var en ”grusom kolonisator,” og August Saabyes pompøse statue på Kirkebakken Nuuk er blevet overhældt med blodrød maling. Det er fuldstændig hen i vejret, så sandt som det netop er Hans Egedes fortjeneste, at Grønland ikke blev en koloni! En tragikomisk detalje er, at statue-skænderne, der har skrevet ordet decolonize på soklen, benytter sig af kolonisproget over alle kolonisprog: engelsk. Det sprog, som alle grønlændere i dag ville have talt, hvis ikke Hans Egede for nu snart 300 år siden havde revet Grønland ud af den vesteuropæiske kolonialismes griske fangearme.