Indsigt: Historisk udredning om de 22 grønlandske børn - 7. Opvæksten på børnehjemmet i Godthåb

Historisk udredning om de 22 grønlandske børn - 7. Opvæksten på børnehjemmet i Godthåb

Fra de 16 børn forlod Danmark igen, var Red Barnets engagement i forsøget formelt afsluttet, og ansvaret overdraget til Dansk Røde Kors, på hvis børnehjem i Godthåb de nu skulle bo. Rolleskiftet blev markeret ved, at det var den nyansatte forstanderinde fra Dansk Røde Kors, Dorothea Bengtzen, der ledsagede børnene på sejlturen retur til Grønland

Torsdag d. 14. januar 2021
Daniel Thorleifsen, Historiker. Grønlands Landsmuseum
Einar Lund Jensen, Cand. mag., projektkoordinator
Sniff Andersen Nexø, Projektleder og forsker
Emnekreds: Forskning, Grønlands historie, Socialt ansvar.

Indholdsfortegnelse:
7. Opvæksten på børnehjemmet i Godthåb
7.1 De første måneder på børnehjemmet
7.2 Børnenes kontakt med deres familie og plejefamilie
7.3 Børnene og det omgivende samfund
7.4 Børnenes sundhed og udvikling
7.5 Børnenes skolegang
7.6 Børnene flytter fra børnehjemmet
Sammenfatning


Historisk udredning om de 22 grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951

7. Opvæksten på børnehjemmet i Godthåb

Fra de 16 børn forlod Danmark igen, var Red Barnets engagement i forsøget formelt afsluttet, og ansvaret overdraget til Dansk Røde Kors, på hvis børnehjem i Godthåb de nu skulle bo. Rolleskiftet blev markeret ved, at det var den nyansatte forstanderinde fra Dansk Røde Kors, Dorothea Bengtzen, der ledsagede børnene på sejlturen retur til Grønland.

Fra dagen for afrejsen og i samtlige år frem blev store og små begivenheder og aktiviteter i børnenes liv og i børnehjemmets hverdag nedfældet i en dagbog eller ’logbog’, der sammen med et følgebrev hver måned blev sendt retur til Dansk Røde Kors’ hovedkontor og cirkuleret i Grønlandsudvalget. Dertil blev der halvårligt nedsendt en rapport til Dansk Røde Kors vedlagt udskrifter af børnenes helbredskort, erklæringer fra tilsynsførende læge, karakterer og vidnesbyrd fra skolen mv. Dele af materialet er kun bevaret for kortere perioder, andre steder mangler enkelte måneder mv. Men samlet set vidner det om den ihærdighed og detaljegrad, hvormed børnenes opvækst på børnehjemmet blev registreret, dokumenteret og rapporteret.

I dette kapitel skitseres indledningsvis elementer i hverdagslivet og forholdene på børnehjemmet med afsæt i de første måneders dagbøger. Dernæst uddybes en række temaer, som er særligt betydningsfulde i denne udrednings sammenhæng, da de blev formet af det forsøg, som børnene indgik i, og da de fik betydning for deres videre liv.

7.1 De første måneder på børnehjemmet

Den 25. september 1952 stævnede M/S Umanak ud fra København med 16 af de grønlandske børn og den nye forstanderinde Dorothea Bengtzen blandt passagererne. Hun noterede i dagbogen for børnehjemmet, at vejret var fint, og at de nød turen og den dejlige mad om bord. Den 30. september sammenfattede hun, at ”børnene er meget søde og nemme og er nu klar over hvor de hører til.”
(243)

To dage senere anløb skibet Julianehåb, hvor mange var mødt op, blandt andet for at ”se børnene”, som Bengtzen skrev. Skibet lagde til nogle gange mere undervejs, før det 5. oktober nåede Godthåb. Hun og børnene spiste middag og overnattede på skibet og blev først næste morgen kørt til børnehjemmet, som de besigtigede fra kælder til kvist. Ved ankomsten stod det tilsyneladende alligevel ikke helt klart for børnene, hvad meningen var. ”De spørger, skal vi nu blive her”, noterede hun. I det månedlige brev hjem til Dansk Røde Kors 1. november mente hun, at børnene nu var faldet godt til og ”følte sig hjemme.”
(244)

Heller ikke forældrene syntes at være helt klare over den nye situation. To uger efter ankomsten anførte Bengtzen, at mødre eller fædre til børnene fra Godthåb havde været inviteret til kaffe på børnehjemmet,

”– hvad vist er meget godt, en af dem siger ’Du må meget undskylde, men nu forstår jeg bedre.’ Den første tid kom de løbende og vilde ha’ børnene på besøg eller besøge dem, jeg holdt på at børnene måtte falde lidt til og være klar over hvor de hørte til, inden de gik på alt for mange besøg, nu går det meget godt – de har jo også deres skole at passe.”

Ifølge dagbogen fandt det næste familiebesøg sted anden juledag: ”Børnene inviterer familien her fra kolonien, vi har en hyggelig eftermiddag med juletræ, kaffe og juleknas – der mødte c 20 voksne og 30 børn – de voksne fik kaffe, børnene hjerter m kager og bolscher – der blev sunget både grønlandsk og dansk.” Nogle dage før jul var der afsendt juletelegrammer til de af børnenes ”pårørende”, der ikke var fra byen.
(245)

Der blev derimod lagt vægt på at holde forbindelsen med plejefamilierne, til hvem de første breve blev skrevet godt en uge efter ankomsten til børnehjemmet.
(246) Da to af børnene fyldte år i december, noterede Bengtzen sig, at plejeforældrene huskede børnenes fødselsdag; børnenes egne familier blev ikke nævnt i den sammenhæng. Og den 20. december skrev Bengtzen: ”Om aftenen er vi samlet om radioen, og børnene hører Far og Mor fra Danmark sende julehilsen – en enkelt tåre kom frem, men de klarede det ellers bravt.” Ordvalget gik igen i beskrivelsen af den første juleaften, der ligesom de mange følgende blev holdt på børnehjemmet uden deltagelse af børnenes familier. Børnene var i de fine kjoler og anorakker fra dronningen. Efter kirkegangen kom landshøvdingen og landslægen forbi for at ønske glædelig jul. Derefter spiste man julemiddag med risengrød, flæskesteg og mandelgave, gik om træet og sang salmer. ”Og så kom det store øjeblik, julegaverne – fra Far og Mor i Danmark, fra Familie og fra Grønland”, skrev forstanderinden.
(247)

Som i Julianehåb vakte børnene også i Godthåb interesse. Bengtzen rapporterede, ” – daglig en masse gr-børn som kigger ind af vinduerne – forespørgsmål [sic] om børnene må komme på besøg.” Mens de nysgerrige grønlandske børn måtte blive udenfor, modtog man kort efter ankomsten besøg af nogle af byens danske spidser, landslægen Fog Poulsen og rektor Binzer fra den danske skole, som begge skulle have med børnene at gøre fremover. Binzer, som havde intelligenstestet børnene under opholdet på Fedgården, var særligt interesseret i, hvor meget børnene kunne – nu de skulle begynde i skolen om nogle få dage, den 14. oktober.
(248)

Mødet med den danske skole blev ikke helt så gnidningsfrit, som man havde håbet, trods dét at børnene efter knap halvandet år nu var primært dansksprogede. Efter et par ugers skolegang skrev Bengtzen 27. oktober: ”Børnene kan ikke rigtigt følge med, de får nu ekstra undervisning hver efterm. i dansk og regning her på børnehjemmet”. Da der en måned senere udbrød polio i byen, fik børnene særundervisning på børnehjemmet, indtil skolen genåbnede 11. december.
(249)

Dansk blev fra starten prioriteret højt, både i valget af skole, men også af, hvem børnene skulle omgås. Og de unge piger, de ansatte til at hjælpe med det praktiske arbejde på børnehjemmet, ”taler alle dansk for børnenes skyld, så jeg håber det må gå godt. Viljen til det har vi alle”, som Bengtzen skrev til København efter den første måned. I det lys kan man forstå, at forstanderinden få uger efter ankomsten måske morede, måske undrede sig over, at børnene tiggede lammetælle, da der blev syet rullepølser i køkkenet: ”… lidt grønlændere er de da endnu, de har ellers svært ved at finde ud af det, spørger ofte er han eller hun grønlændere – ”
(250)

I skiftende forstanderinders notater er det spørgsmål i øvrigt stort set fraværende. Dagbøgerne var først og fremmest en detaljerig beretning om hverdagens store og små begivenheder, gøremål og udfordringer på børnehjemmet. Oplysninger om indkøb og måltider, om skolegang og leg, om børnesygdomme og influenza, om tilbagevendende lægetjek og gennemlysninger for tuberkulose, om besøg, selskaber og fødselsdage Alt blev nøje noteret dag for dag og en gang om måneden sammen med et følgebrev sendt med posten til Dansk Røde Kors i København, hvor dagbøgerne cirkulerede i grønlandsudvalget.

Et tilbagevendende tema var fx bygningernes drift og vedligehold – de evigt svigtende oliefyr eller det konstante arbejde med at forbedre, reparere og vedligeholde bygningen. Blandt andre vedvarende udfordringer var problemet med at finde (og fastholde) de medhjælpere, som der var hårdt brug for til udførelse af de mange praktiske opgaver i en ’husholdning’ med omkring 25 børn og et skiftende antal voksne ansatte.

Ved ankomsten manglede der endnu en del indbo, og ikke mindst: Tøj til børnene. Der blev lappet og stoppet flittigt på børnenes tøj, som var meget slidt, og som de var ved at vokse ud af.
Tøjforsyningen var en uudtømmelig kilde til arbejde og udgifter i alle årene. Der er ikke en måneds optegnelser, uden at der i hvert fald et par gange noteres, at der er blevet lappet, stoppet og repareret, lagt op og ned, ud og ind, ligesom der blev repareret på det slidte fodtøj. Hjemmet modtog desuden af og til tøjgaver, fx fra syklubber under Dansk Røde Kors eller andre foreninger, fra virksomheder og privatpersoner. Enkelte gange sendte Dansk Røde Kors også nogle kasser brugt tøj op til børnehjemmet.
(251)

Budgettet krævede, at der blev tænkt økonomisk, og at personalet på børnehjemmet selv kunne frembringe meget af det fornødne. Hvor det var muligt, hjalp børnene til med reparationer og rengøring, og i sæsonen var alle i fjeldet og plukke bær, samle svampe og andet, der kunne bidrage til husholdningen. Der blev dyrket tomater i vindueskarmene og persille og andre afgrøder i mistbænke og i lånte hjørner af haverne hos venner af børnehjemmet. Når der blev gjort større indkøb – af tøj, nye madrasser mv. – bemærkedes ofte, at det var fundet på udsalg, som restparti eller lignende.
(252) Større, nødvendige nyanskaffelser blev jævnligt bevilget af Dansk Røde Kors. Således kom der i de første måneder også køleskab, vaskemaskine og rulle, en telefon og et radioapparat til. Det var på det sidste, at personalet og børnene kunne lytte til julehilsenerne fra deres danske ’mor og far’.
(253)

243 DRK 212-13: Dagbog 25.-30. september.

244 DRK 212-13: Dagbog 2-6. oktober og 31. oktober 1952. Brev Bengtzen til DRK 1. november 1952.

245 DRK 214-15: Dagbog 19. og 20. oktober og 26. december 1952.

246 DRK 214-15: Dagbog 15. oktober 1952.

247 DRK 214-15: Dagbog 9., 20., 23. og 24. december 1952.

248 DRK 212-13: Dagbog 9., 10. og14. oktober 1952.

249 DRK 214-15: Dagbog 27. oktober, 9. og 19. december 1952. DRK 212-13: Dagbog 22. november 1952.

250 DRK 212-13: Brev Bengtzen til DRK 1. november 1952. DRK 214-15.Dagbog 31. oktober 1952.

251 Se fx DRK 212-13: Dagbog 1. og 11. november 1952. Brev Bengtzen til DRK 2. marts 1953. DRK 214-15: Dagbog 25. oktober, 8. december 1952, 19. februar, 4. juli 1953. DRK 217: Referat af Grønlandsudvalgets møde 15. december 1956. DRK 531: 14. april 1955. DRK 532: Brev Bengtzen til DRK 3. januar 1959.

252 Se fx DRK 212-13: Dagbog 7. november 1952. DRK 214-15: Dagbog 4. december 1952, 1. august 1953, 6. august 1954. DRK 531: Dagbog 25.-26. august 1955, 23. februar og 12. marts 1957.

253 DRK 212-13 og 214-15: Dagbog diverse datoer oktober, november og december 1952.


7.2 Børnenes kontakt med deres familie og plejefamilie

Børnenes mulighed for kontakt med deres familie var selvfølgelig delvist betinget af, hvor familien boede. Seks faderløse børn kom fra Godthåb og havde mor og søskende i byen, mens familierne til de øvrige ti boede langt fra byen. De lokale børn fik nu og da besøg af deres mor og/eller søskende, eller fik lov at besøge dem, eventuelt ledsaget af forstanderinden, som i årsberetningen i april 1954 vurderede, at ”Forholdet mellem børnenes forældre her ved stedet og børnehjemmet har været udmærket”.
(254)

For de resterende har sådanne uformelle besøg med få undtagelser ikke sat sig spor i materialet, og enkelte børn synes ikke at have haft nogen forbindelse med deres grønlandske familie overhovedet. I 1954 skrev Bengtzen således, at en pige netop havde ”fået at vide at hendes mor er død af mæslinger”. Hun havde haft et kort besøg af sin storebror et år forinden, men havde ikke set sin mor, siden hun forlod sin hjemby tre år tidligere. Nu måtte hun ved et tilfælde høre, at hun var blevet forældreløs – ligesom i øvrigt tre af de senere tilkomne børn på børnehjemmet blev det i 1954.
(255)

Godthåb-børnenes mødre og søskende blev i de første år inviteret til kaffe på børnehjemmet nogle gange årligt, gerne på søn- eller helligdage som fx to søndage i 1954, hvor Bengtzen om den sidste noterede: ”Fin søndag, inviterer mødre og pårørende til kaffe, børnene synger og danser for dem.”
(256) En sjælden gang kunne det være til et arrangement, som da familierne i 1954 var inviteret til at slå katten af tønden, eller da Terna Dahl, der var forstanderinde under Bengtzens permission, i starten af januar 1956 skrev: ”Alle de børn, som har familie her i Godthåb, har fået lov at invitere dem til at se lysbilleder i aften; vi har også inviteret alle vore grønlandske naboer.”
(257) I de
resterende år fremgår lignende kaffearrangementer for forældrene ikke af dagbøger eller månedsbreve. Og det var en undtagelse, at også grønlændere var inviteret.

Juleaftener blev alle årene holdt på børnehjemmet. De startede med kirkegang i den danske eller grønlandske kirke, efterfulgt af julemiddag – risengrød og flæskesteg – dans om træet, pakker og godter. Der var gaver fra danske plejefamilier, og ofte også fra ministre, byens honoratiores, Dansk Røde Kors og andre, der havde været i kontakt med børnene i årets løb. Terna Dahl berettede i 1955, at ”børnene er ganske overvældede af det tændte træ og alle julegaverne.” Juleaften var forbeholdt børnehjemmets beboere, i nogle tilfælde dog også med en medhjælp eller en gæst, der ikke havde andet sted at holde jul. En enkelt juleaften, i 1956, noterede Bengtzen, at der om aftenen var kommet forskellige pårørende til børnene for at ønske glædelig jul – det fremgår ikke, om besøgene var til de store børn fra forsøget eller til nogle af de mindre, der var kommet til. Som det første år blev Godthåb-børnenes familier inviteret til juletræ nogle dage efter jul også i 1953 og 1954, hvor Bengtzen skrev: ”Børnenes forældre og søskende til kaffe og danse om juletræet, børnene får hjerter med godter i”. Derefter synes julebesøget at være gledet ud til fordel for juletræsfester i andre institutioner og foreninger og hos fremtrædende borgere i byen.
(258)

Dagbøgerne rummer få beretninger om, at de nærtboende familier blev inviteret til mærkedage i børnenes liv. En undtagelse var deres ’skolestart’: ”Om aftenen har vi inviteret familien (børnenes) til kaffe, det er en grønl. skik – første skoledag”, skrev Bengtzen. På grund af ankomsten til Godthåb i oktober, var børnene gået glip af en sådan ’første skoledag’ tidligere.
(259) Fødselsdage blev fejret på børnehjemmet med klassekammerater fra den danske skole som gæster – otte gæster synes at have været reglen – og som udgangspunkt uden familie. Ganske få gange fremgår det dog, at mor og søskende fra Godthåb deltog i fejringen: I april 1954 fejrede en pige sin ti års fødselsdag, og ”hun har glædet sig så utroligt, om formiddagen er [hun] og jeg inviteret til kaffe hos moderen, om efterm. har hun klassekammeraterne, moderen og en broder til chokolade.” Familiens deltagelse ved en fødselsdag er kun noteret i tre andre tilfælde.
(260)

I september 1956 blev det første af børnene konfirmeret i den danske kirke, og de øvrige fulgte i årene frem til 1960. Til middagen i 1956 var inviteret ti unavngivne gæster ’udefra’, og et par dage senere var konfirmandholdet og nogle unge, der havde givet gaver, inviteret til dans. Efter konfirmationen skrev konfirmanden til formanden for Grønlandsudvalget i Dansk Røde Kors blandt andet:

”Kære Bugge. Mange tak for telegrammet de kan tro vi holdte en stor fest her på børnehjemmet […], vi havde mange gæster, jeg fik et fint ur af Frk. Bengtzen og en trøje af Fru Terna Dahl, tre par strømper, tre bøger, et par stålskistaver […] og 73 kr., de er i sparekassen.”
(261)

Det lader ikke til, at konfirmandernes familie deltog i fejringen på dagen. I maj 1957 blev to drenge konfirmeret, i april 1958 endnu fire piger og to drenge; og af dagbøgerne fremgår det, at familie og bekendte var inviteret en efterfølgende dag blandt andet for at se de mange gaver. For de sidste to konfirmationsår er gæsterne listet i de månedlige kostdags-oversigter. I 1959 var gæsterne bl.a. børnenes læge og provsten, begge med fruer, samt et dansk par som en senere tilflyttet pige havde passet børn for; i 1960 et landsrådsmedlem, borgmesteren, landslægen og to af børnenes lærere, igen med fruer. Gæsterne var med andre ord danskere, der primært i embeds medfør havde haft med børnene at gøre, og enkelte af byens honoratiores. Familien kunne, om muligt, komme på besøg
efterfølgende og lykønske samt beundre de mange gaver. Eneste dokumenterede undtagelse er, at der blandt gæsterne i 1959 også var en søster til den udenbys dreng, der blev konfirmeret det år.
(262)

Mens den grønlandske familie kun undtagelsesvis deltog i højtider og mærkedage, uanset om den var bosat i byen eller ej, holdt nogle af børnene ferie hos deres familie. De første feriebesøg var i 1953, børnenes første sommer tilbage i Grønland. Nogle få havde flere af den slags ferier: Et par af børnene var på lange ferieophold hos deres far hvert år bort set fra et enkelt. Et barn fra Godthåb, hvis familie flyttede fra byen, tilbragte tre sommerferier hos dem i 1955, 1956 og 1957.
(263) For andre var et langt ophold enkeltstående: En dreng havde over et par dage i 1954 ledsaget af Bengtzen mødt sin far og sine søskende, som var rejst dem i møde i en anden by. ”Faderen er meget glad for at se sin dreng”, skrev hun i dagbogen. Sommeren 1958 havde han sit første og eneste længere ophold hos familien, efter at han havde forladt den i 1951.
(264) For fem børn synes et enkelt ferieophold hos familien at være forbundet med deres efterfølgende udskrivning fra børnehjemmet. Tre børn fra Godthåb tilbragte sommeren hos deres mor og søskende og flyttede derefter hjem, selv om de endnu ikke havde nået den alder, hvor de forventedes udskrevet. To andre piger havde deres eneste ferie hos familien på fjernere steder sommeren umiddelbart før deres fraflytning fra børnehjemmet.
(265)

For de resterende syv børn angiver dagbøger og månedsbreve ingen ferie hos deres grønlandske familie. En af dem tilbragte derimod de første to somre hos sin danske plejefamilie, der fra maj 1953 var bosat i Frederikshåb, og kom derefter med dem på ferie i Danmark, ”ja absolut mest fordi vi holder så meget af [ham] og er glade for ham”, som plejefaderen forklarede.
(266) To andre drenge, begge forældreløse, blev ligeledes inviteret på ferie hos plejefamilien i Danmark, den ene hos plejeforældrene bispinde Fuglsang-Damgaard, formanden for Red Barnet, og hendes mand, som også havde besøgt plejebarnet og børnehjemmet på en rejse til Grønland i 1953.
(267) For de sidste fire børn fortæller materialet ikke om ferier hverken med familie eller plejefamilie.

Samlet er billedet, at børnenes kontakt med deres familie under opvæksten på børnehjemmet var meget begrænset. Børnene fra Godthåb havde ind imellem besøg af eller besøgte familierne – og uformelle eller tilfældige møder med nære eller lidt fjernere familiemedlemmer må være forekommet både for dem og de øvrige børn, uden at det figurerer i forstanderindernes dagbøger og breve. Nogle få havde regelmæssige lange ferieophold hos deres familier, andre blot et enkelt eller ingen. Men rammen var, at børnene ikke længere ’hørte til’ hos deres biologiske familie, at deres hjem nu var eller skulle være børnehjemmet, og at det var forstanderinderne, som regulerede egentlige besøg. Eksempelvis var det forstanderinden og en anden ansat, der repræsenterede forældrene, når børn spillede skolekomedie.
(268) Der blev samtidig lagt stor vægt på at fastholde forbindelsen til plejeforældrene, for de flestes vedkommende gennem brevene, for enkelte også ved længere ferieophold.
(269)

254 DRK 214-15: Dagbog 31. januar, 3. juli og 15. oktober 1954; Brev Bengtzen til DRK 1. april 1954DRK 531.: Dagbog 25. december 1954. DRK 532: Dagbog 23. juni 1957.

255 DRK 214-15: Dagbog 27. september 1953, 23. september 1954. DRK 531: Indberetning om tilstanden på børnehjemmet i det forgangne år, 5. marts 1955.

256 DRK 214-15: Dagbog 18. juli og 3 oktober 1954. Langfredag året efter var de ’pårørende’ også til kaffe. DRK 531: Dagbog 8. april 1955.

257 DRK 214-15: Dagbog 28. februar 1954. DRK 531: Dagbog 7. januar 1956.

258 DRK 214-15: Dagbog 24. december 1953. DRK 531: Dagbog 24. december årene 1954, 1955, 1956. DRK 532: Dagbog 24. december årene 1957, 1958, 1959.

259 DRK 214-15: Dagbog 2. september 1953.

260 DRK 214-15: Dagbog 21. april og 24. maj 1954. DRK 531: Dagbog 5. maj 1955. DRK 532: Dagbog 4. maj 1959. Den førstnævnte pige havde en søster med til sin sidste fødselsdag på børnehjemmet i 1960, jf. DRK 532: Oversigt over kostdage for april 1960. De otte fødselsdagsgæster fremgår af samme samt Oversigt over kostdage april og juli 1959, maj 1960. Alle andre fødselsdage gennem årene var iflg. dagbøgerne for klassekammeraterne.

261 DRK 531: Dagbog 30. september og 2. oktober 1956 og udateret takkebrev sst.

262 DRK 531: Dagbog 5., 7. og 15. maj 1957. DRK 532: Dagbog 20. og 21. april 1958, 12. og 13. april 1959, 24. og 25. april 1960; Oversigt over kostdage april 1959 og april 1960.

263 DRK 214-15: Dagbog 10. august 1953, 17. juli 1954, Brev Bengtzen til DRK 4. september 1954. DRK 531: Dagbog 4. og 10. juli, 27. august 1955, 14. juli 1956, Breve Bengtzen til DRK 22. juni og 12. august 1956. DRK 532: Dagbog 11. august 1957, 2. juli 1958.

264 DRK 214-15: Dagbog 23., 24. og 27. juli 1954. DRK 532: Dagbog 12. juli og 27. august 1958.

265 DRK 531: Dagbog 4. juli 1955. DRK 532: Dagbog 28. oktober og 11. november 1958; breve Rosa S. Ludvigsen (fungerende forstanderinde) til DRK 1. juli og 1. oktober 1958.

266 DRK 531: Brev Bengtzen til DRK 5. marts 1955, Dagbog 11 og 30. marts,18. april1955.

267 DRK 214-15: Dagbog 25. og 30. april 1953. DRK 532: Brev Bengtzen til DRK, 2. marts 1958. Fuglsang-Damgaards besøg på børnehjemmet i Godthåb er også omtalt i Red Barnets nyhedsbrev nr. 75, 20 maj 1954, RB 607.

268 DRK 532: Dagbog 22. april 1959.

269 Julebrevene er nævnt allerede for 1952, se også DRK 532: Dagbog 30. november 1958. Gaver fra plejeforældrene fx i DRK 214-15: Dagbog 24. december 1953 og brev Bengtzen til DRK 15. april 1953; DRK 531: Dagbog 24. december 1954, 24. december 1955; og DRK 532: Dagbog 10. oktober 1957.


7.3 Børnene og det omgivende samfund

Da alle børn kom i den danske skole i Godthåb, var deres skolekammerater danske børn, hvis forældre arbejdede i byen, og nogle enkelte børn af ofte bedrestillede grønlandske familier. Det var klassekammeraterne, som blev inviteret til fødselsdagsselskaberne, og det er sandsynligt, at det også var dem, som ifølge dagbøger og breve nu og da besøgte børnene eller inviterede dem hjem. Fx i julen 1956, hvorom forstanderinden efterfølgende skrev hjem: ”… børnene har nydt juleferien, enkelte har været inviteret ud, og vi har også haft besøg af børn her i juledagene.”
(270) Det fremgår ikke af dagbøger eller andet, at børnene ikke måtte lege med de grønlandske børn, sådan som mange siden husker; men heller ikke, at de gjorde det. Under alle omstændigheder var sproget, den danske skolegang og den dansk-prægede opvækst på børnehjemmet nok i sig selv begrænsende for, hvilke muligheder børnene havde for at få grønlandske kammerater.

På samme vis synes kontakten til voksne grønlændere at have været begrænset. De mange dagbogssider gennem årene tegner billedet af, at deres tætteste kontakt med almindelige grønlændere var igennem den linde strøm af kiffakker, syersker og anden hjælp, der havde deres udkomme som ansatte ved børnehjemmet – og som vel at mærke helst skulle både mestre og tale dansk.
(271) Nogle få gange er det noteret, at børnehjemmet fik besøg af grønlændere fra byen. Efter et halvt år på børnehjemmet skrev Bengtzen fx, at ”Vejret er fint, forskellige af de ældre grønlændere er inviteret til kaffe – de vil så gerne se børnehjemmet.” I juli 1953 var 22 kateketer med fruer til kaffe, og i efteråret 1953 landsrådet, som også havde ønsket at se børnehjemmet. I øvrigt optræder besøg af grønlændere i større antal udelukkende i forbindelse med det årlige åbent hus i anledning af Bengtzens fødselsdag. I november 1954 var således 30-40 grønlændere og danske til en kop kaffe på dagen, og i 1958 deltog ca. 60 gæster, ”flest grønl.”, som Bengtzen noterede.
(272) De, som ikke selv havde mulighed for at besøge stedet, kunne fx lytte til de radioreportager eller læse de artikler, der blev produceret på og om børnehjemmet, der også nu og da fik besøg af danske og udenlandske journalister og fotografer.
(273) De fleste har nok kendt til børnene, uden at kende dem.

Børn og forstanderinde blev ikke sjældent inviteret af byens spidser, ikke mindst omkring jul. Umiddelbart efter nytår 1954 var de fx indbudt til dans om træet og slik hos Simony, tidligere landsfoged og nu politimester. Den næste jul var de til juletræ hos kontorchef N.O. Christensen, og julefesten dér blev gentaget året efter, i 1955, hvor værten i mellemtiden var blevet konstitueret landshøvding.
(274) Ved andre lejligheder blev de indbudt af fremtrædende familier til fødselsdagsselskaber eller chokolade, ligesom de flere gange blev budt om bord af kaptajnen på de skibe, der sejlede mellem København og Grønland. Således også på M/S Hans Hedtoft i januar 1959, umiddelbart før skibet forliste på dets returrejse til København.
(275)

Børnehjemmet fik også besøg af danske og udenlandske honoratiores, der gæstede Godthåb. I sommeren 1953 gjaldt det som nævnt biskopparret Fuglsang-Damgaard. Den følgende sommer var der fornemt besøg af blandt andre finansminister Thorkil Kristensen, tidligere landstingsmedlem og formand for Foreningen til Hjælp for Grønlandske Børn Lisbet Hindsgaul og departementschef Eske Brun, der jo tidligere havde spillet en rolle i forsøgets tilblivelse. Danmarks første Grønlandsminister Johannes Kjærbøl med frue besøgte børnehjemmet i julen 1955, hans efterfølger Kai Lindberg lagde kort vejen forbi i 1958, og i sommeren 1960 var turen kommet til folketingets
Grønlandsudvalg. Året før havde man haft besøg af Niels Bohr og frue i følge med blandt andre Eske Brun, ambassadør Kauffmann og Canadas ambassadør Feaver. Det hele kulminerede ved kongebesøget i Grønland i sommeren 1960. Den 19. juni var børnene i deres fine tøj i havnen og modtage kongeparret sammen med resten af byen. Dagen efter fik de besøg af dronningen og kronprinsessen, som beså huset, medbragte gaver og bolcher og ifølge Bengtzen ”syntes vi havde det dejligt”.
(276)

Et par gange fik man også besøg fra udsendte fra Dansk Røde Kors, som jo havde en særlig interesse i at følge børnenes udvikling og hjemmets drift. I sommeren 1953 var direktøren Aage Schoch i Grønland og besigtigede sammen med sit følge børnehjemmet, hvor børnene dansede for gæsterne. Dansk Røde Kors’ hovedkasserer Midtgård besøgte hjemmet af flere omgange i sommeren 1958, hvor han samtidig skulle inspicere de nybyggede børnehjem i andre byer.
(277)

Sammenfattende ser det ud til, at børnene havde ganske lille kontakt med byens grønlandske befolkning, børn såvel som voksne, når man ser bort fra personalet på børnehjemmet. Deres jævnaldrende kammerater var fra den danske skole, og ud over hjælpepersonalet var de fleste voksne i deres hverdag – forstanderinderne og de udsendte barneplejersker mv., lærerne og de familier de omgikkes eller arbejdede for – danske. Ved selskabelige lejligheder og højtider så de desuden en række af byens fremtrædende danske embedsfamilier: Landshøvdingen og hans kontorchef, politimesteren, landslægen etc. Det lå således i selve rammerne for børnenes daglige liv, at mulighederne for at knytte venskaber og bånd til andre grønlændere var stærkt begrænsede. Også her blev de danske forbindelser prioriteret.

270 DRK 531: Bengtzen til DRK 3. januar 1957.

271 Se fx DRK 532: Brev fra Ludvigsen til DRK 1. oktober 1958.

272 DRK 214-15: Dagbog 17. maj, 22. juli og 12. september 1953. DRK 216: Dagbog 27. november 1954. DRK 532: Dagbog 27. november 1958.

273 Se fx DRK 214-15: Dagbog 23. februar 1954; DRK 531: Dagbog 15. marts 1955, 14. juli 1955 og 10. september 1956; og DRK 532: Dagbog 16. december 1959.

274 DRK 214-15: Dagbog 2. januar 1954. DRK 531: Dagbog 26. december 1954, 27. december 1955. DRK 532: Dagbog 17. og 18. januar 1959.

275 Se fx flere datoer i DRK 214-15: Dagbog for august 1954. DRK 531: Dagbog 6. december 1955. DRK 532: Dagbog 17. og 18. januar samt efterfølgende uger 1959.

276 DRK 214-15: Dagbog 27.-28. juni 1954. DRK 531: Dagbog 23. december 1955, 18. juli 195. DRK 532: Dagbog 22. juli 1958; Brev Bengtzen til DRK 3. januar 1959; dagbog 22. juni, 19. og 20. juli 1960; samt brev Bengtzen til DRK 6. juli og 5. august 1960.

277 DRK 214-15: Dagbog 29. juli 1953. DRK 532 Dagbog 5.-6- juli m.fl. 1958 samt brev Ludvigsen til DRK 5. august 1958.


7.4 Børnenes sundhed og udvikling

Bag den kollektive offentlige fremtoning var børnene i deres hverdag på børnehjemmet genstand for en helt anden form for opmærksomhed. Den kom til udtryk blandt andet i overvågningen af deres sundhedstilstand. Væsentligt her er, at der ikke var tale om en særskilt opmærksomhed på de børn, der var en del af forsøget, men at den også gjaldt alle de nye børn, der allerede fra det første år begyndte at rykke ind på det nye børnehjem i byen, sådan som det var regelsat også for børnehjem i Danmark.

I skiftende forstanderinders notater blev der måned efter måned nøje anført, når enkelte børn var syge, eller når børnehjemmet var ramt af smitsomme sygdomme, der til tider lagde mange blandt børnene og personalet ned. Der berettes om forkølelser, influenza og børnesygdomme som røde hunde og mæslinger – ofte med oplysninger om temperatur, hvornår børnene kom op af sengen igen, hvornår lægen måtte tilkaldes og evt. give penicillin eller anden behandling. I sjældnere tilfælde også om uheld og skader fx fra børnenes leg på ski eller cykel, der krævede læge- eller hospitalsbehandling: Flænger, der måtte have klemmer eller sting, observation for hjernerystelse.
Ved siden af disse individuelle registreringer og behandlinger fandt der en mere systematisk overvågning af børnenes helbred sted. Dels gennemførte børnehjemmets læge såkaldte kvartalsundersøgelser af samtlige børn og førte samtidig tilsyn med hjemmets hygiejniske standard. Desuden blev alle børn regelmæssigt undersøgt og gennemlyst for tuberkulose på sygehuset, fra vinteren 1954 på det netop indviede Dronning Ingrids Sanatorium. Ikke sjældent viste gennemlysningerne inaktive spor af tidligere tuberkuloseinfektioner, men kun i et tilfælde krævede
en aktiv tuberkulose en langvarig indlæggelse på sanatoriet, hvorfra pigen otte måneder senere vendte tilbage rask.
(278)

Det overordnede billede fra disse kollektive, regelmæssige undersøgelser blev sammenfattet i en lægeerklæring i de årlige rapporter over det forgangne år, som forstanderinden sendte til Dansk Røde Kors. I de år, hvor erklæringerne findes i arkivet, var konklusionen positiv. ”Børnene har været ualmindelig raske”, indledte han eksempelvis i 1954, og i 1955 havde børnene ”haft det særdeles godt i det forløbne år”. Også i 1957 var vurderingen af sundhedstilstanden positiv.
(279)

Ud over lægens korte generelle erklæring om sundhedstilstanden for børnehjemmet som helhed, var årsrapporterne til Dansk Røde Kors vedlagt oplysninger om de enkelte børns sundhed: I 1954 og 1955 i form af fulde afskrifter af samtlige børns helbredskort, i senere år blot en opsummering for hvert barn baseret på samme. Afskrifterne viser i detaljer, hvilke undersøgelser og behandlinger hvert barn havde gennemgået, ligesom højde og vægt blev registreret løbende. Vaccinationer og tandlægebesøg var nøje anført sammen med oplysning om behandling for sværere influenzatilfælde og infektioner, syning af sår, nogle få problemer med nattevædning eller med et barns sproglige udvikling. I to kortere sammenfatninger af helbredsoplysningerne fra 1957 og 1958 fremgik igen de jævnlige undersøgelser og gennemlysninger, men i øvrigt ingen nævneværdige problemer med sundheden.
(280)

Den eneste gang, der blev stillet spørgsmålstegn ved noget, skete det fra Dansk Røde Kors’ side og gjaldt kostbudgettet, som lå betragteligt lavere for børnehjemmet i Godthåb, end for det tilsvarende i Egedesminde – hhv. 1,38 og 2,18 kr. pr. kostdag. Hovedkasserer Midtgaard spurgte til de lave omkostninger, fik man mad foræret til børnehjemmet i Godthåb? Bengtzen svarede let fortørnet, at de fik mælk gratis, men i øvrigt ikke fik mad foræret. Midtgaard måtte forsikre, at der ikke var tale om en kritik, og ”Jeg deler fuldstændig Deres synspunkt angående det pædagogiske i, at børnene lærer at forstå, at alt ikke kommer af sig selv.” Alt tyder på, at det faktisk ikke var en kritik fra Røde Kors’ side, men måske snarere en interesse i, hvordan udgifterne til hjemmenes drift kunne nedbringes. Kort forinden havde man besluttet at indføre månedlige opgørelser over kostdage for børn, personale og gæster på alle Dansk Røde Kors’ børnehjem i Grønland. Allerede i sin halvårsrapport fra december 1953 havde Bengtsen noteret: ”Den daglige kost har været rigelig og god, dog uden nogen luksus”, og i rapporterne vedlagde hun i hvert fald nogle år en dag-til-dag oversigt over, hvad der blev serveret morgen, middag og aften. Og i et brev fra Dansk Røde Kors’ direktør Schoch i 1954 havde han ros med fra Grønlandsudvalget: ”Endvidere anmodede udvalget mig om overfor Dem at udtale sin anerkendelse af den lave udgift pr. kostdag, som De har været i stand til at holde.”
(281) Som vi har hørt, blev budgettet forvaltet med ganske stor sparsommelighed, og børn og voksne var ofte til fjelds for at sanke bær og plukke svampe, ligesom det blev værdsat, når en af drengene havde haft held med jagten. Helbredsoplysninger, herunder adskillige årlige vejninger tyder dog sammenholdt med lægernes erklæringer ikke på, at børnene fik for lidt at spise.

Samlet vidner dagbøger, breve og rapporter om, at børnenes fysiske helbred og udvikling og deres ernæringstilstand var god, og at der blev draget omsorg for at holde øje med deres sundhed og forebygge og behandle sygdom. Man kan selvfølgelig spørge, om det ville være fremgået af
børnehjemmets egen afrapportering, hvis det modsatte var tilfældet. Men det bekræftes af de detaljerede oplysninger fra børnenes helbredskort og af de erklæringer fra læger, der tilså og behandlede børnene – ligesom det senere erindringsmateriale heller ikke noget sted peger på problemer på dette område. Som doktor Rendal sammenfattede i 1957: ”Ved de almindelige helbredsundersøgelser er de enkelte børns ernæringstilstand og almindelige udvikling fundet tilfredsstillende. […] de hygiejniske forhold på børnehjemmet har været upåklagelige.” Året derpå var børnene tillige blevet tilset af en børnelæge, skrev Bengtzen i sin rapport. ”Bortset fra de sidst ankomne, udtalte Dr. Gjørup, børnelæge, i sommer: ’Det er børn i topklassen’.” I dagbogen havde hun om ’børnespecialistens’ udtalelse tilføjet, at det var rart at høre.
(282)

278 DRK 532: Erklæringer fra kvartalsundersøgelser 12. juli og 1. oktober 1960. Se også fx DRK 531: Forstanderindernes breve til DRK 29. januar 1955, 5. september og 3. december 1956. DRK 532: Samme 1. juli 1958. Den længere indlæggelse på sanatoriet se DRK 532: Dagbog 14. og 16. oktober 1958, Brev fra Ludvigsen til DRK 17. november 1958, samt for udskrivningen dagbog 26. juni 1959 samt Brev Bengtzen til DRK 30. juni 1959.

279 DRK 531: Læge Rendals sammenfatning af de sundhedsmæssige forhold i det forløbne år, 31. marts 1957. Lignende findes fra 1. april 1954, DRK 214-15; og fra 28. februar 1955, DRK 531.

280 DRK 214-15: Halvårlig afskrift af børnenes helbredskort 19. marts 1953. Indberetning og afskrift af børnenes helbredskort 1953-54, udateret, indgået i DRK 20. april 1954. DRK 531: Rapport over sundhedstilstanden hos børnene i det forløbne år, udateret, indgået i DRK 17. april 1957, samt DRK 532: Tilsvarende udaterede rapport indgået i DRK 5. maj 1958.

281 DRK 532: Brev Bengtzen til DRK 15. november 1958. Brev Midtgaard til Bengtzen 21. november 1958. DRK 214-15: Rapport over tilstanden på børnehjemmet 12. marts 1953; Brev Schoch til Bengtzen 28. juni 1954.

282 DRK 531: Sammenfatning af de sundhedsmæssige forhold i det forløbne år, 31. marts 1957. Dagbog 26. juni 1957. DRK 532: Rapport over sundhedstilstanden indgået i DRK 5. maj 1958


7.5 Børnenes skolegang

Kort efter ankomsten til Godthåb skrev forstanderinde Bengtzen et indlæg til Red Barnets fællesbrev, hvor hun fortalte om sin første tid med børnene. Om sit møde med børnene ved afrejsen fra København skrev hun: ”Det var tydeligt at se, at de personligt havde udviklet sig meget, og de talte også pænt dansk alle sammen ved afrejsen. Tilsyneladende havde de glemt at tale grønlandsk.” De var nu startet i skole, og ”Der er ingen tvivl om, at de har set og lært meget, som de både husker og har gavn af i fremtiden. Det grønlandske sprog kniber det med; men for skolens skyld må vi holde os til dansk.”
(283) Det lille ’tilsyneladende’ illustrerer en vis overraskelse. Der havde været enkelte advarende røster om, at børnene risikerede at miste deres grønlandske sprog under det lange ophold i Danmark i så ung en alder. Men det lader til, at det alligevel kom bag på i hvert fald forstanderinden.

Det var som bekendt meningen, at børnene skulle starte i den dobbeltsprogede skole i Godthåb, men nu besluttede man at sende børnene i den danske skole i stedet. Beslutningen lader til at være truffet lokalt kort efter børnenes ankomst til Godthåb. I sin første halvårsrapport skrev Bengtzen:

”Børnene blev efter aftale med rektor Binzer […] tilmeldt den danske skole de havde alle sammen glemt det grønlandske sprog, flere af børnene var ikke bleven undervist i Danmark, så det kneb med at følge med i de klasser de var bleven placeret i. 27-10 foreslog rektor Binzer ekstra undervisning i dansk og regning, som blev givet her på børnehjemmet to timer hver eftermiddag i seks uger.”
(284)

Mens den danske skole var løsningen på et problem, det sproglige, gav den altså samtidig anledning til et andet, nemlig at børnenes faglige niveau ikke helt stod mål med de skoleklasser, de blev sat ind i. Nogle blev derfor givet ekstraundervisning for at følge med.
Da børnene begyndte på deres andet skoleår, begyndte de samtidig at få undervisning i grønlandsk på børnehjemmet hver eftermiddag fra 15 til 16.30. I årsberetningen for Dansk Røde Kors’ virksomhed i Grønland i 1953 blev beslutningen forklaret sådan: ”De af børnene, der tidligere har været på ophold i Danmark, taler stadig flydende dansk og går derfor i den dansksprogede skole i Godthåb. Det har været nødvendigt at give en del af børnene særlig undervisning i grønlandsk, da de selvfølgelig ikke måtte glemme deres modersmål.”
(285) Det fremgår ikke af arkiverne, hvor længe grønlandskundervisningen fortsatte, og hvad udbyttet af den var – bortset fra spredte notitser om, at børnene kunne både danske og grønlandske sange. Men i hvert fald året efter kunne man læse i en grønlandsk avis, at børnene modtog undervisning i grønlandsk.
(286)

I 1956 hævdede en deltager ved et møde i Kalâtdlit, den grønlandske forening i København, at det var forbudt børnene tale grønlandsk på børnehjemmet i Godthåb. Forstanderinde Terna Dahl svarede på anklagen i Grønlands Radioavis,

”at der ikke eksisterer noget forbud mod, at børnene taler grønlandsk, men at de tværimod faar undervisning i deres modersmaal. Det drejer sig om børn, der har været i Danmark i op til halvandet aar, og man haaber, at de kan lære at tale baade dansk og grønlandsk. De af børnene, der har familie heroppe, tilbringer om muligt deres sommerferie der for at vedligeholde deres modersmaal, og paa børnehjemmet er ansat to piger, som kun taler grønlandsk.”

I Dansk Røde Kors var man på et efterfølgende møde enige om, at forholdet mellem grønlandsk og dansk på børnehjemmene var et vanskeligt spørgsmål – men da man nu hovedsageligt optog børn, der ikke havde opholdt sig i Danmark, var det formodentlig snart et ”overstået problem.”
(287)

Skolegang og lektier fyldte meget i børnenes liv på børnehjemmet, og opmærksomheden på, hvordan de klarede sig, var stor. I januar 1953 refererede Bengtzen fra en samtale med rektor Binzer, at børnene klarede sig ”pænt” i skolen, og lærerne var glade for dem; ”vi læser også med dem hver eftermiddag, men det er jo ikke altid lige nemt, når interessen ikke er så stor – nogen af dem er flinke.” Eftermiddagenes lektielæsning gik igen i alle årenes notater, nogle gange med kommentarer over, at det især kneb med det ene eller det andet fag. I september 1957 noterede Bengtzen eksempelvis, at de store børn havde mange lektier i det nye skoleår – især kneb det med engelsk og tysk, men foreløbig syntes de, det var interessant. Børnene var ellers begyndt at have fritidsjobs og tjene lommepenge, men det stødte sammen med skolen og lektierne. I 1959, hvor en del af børnene allerede havde forladt børnehjemmet, skrev forstanderinden til Dansk Røde Kors: ”De store børn har ikke været fast beskæftiget, da skolen optager det meste af dagen.” Budskabet var det samme ved indgangen til 1960.
(288)

Børnene blev holdt til ilden af forstanderinderne og andet personale, hvilket resulterede i, at to piger allerede ved den første skoleafslutning fik flidspræmie for indsatsen. I 1957 gik alle fire flidspræmier til børnehjemsbørn, hvilket Bengtzen med stolthed noterede både i dagbogen og i månedsbrevet.
(289) Karaktererne var hun imidlertid ikke altid helt stolt over. Da børnene første gang havde karakterbøger med hjem, betegnede hun dem som generelt ”meget pæne om end det kneb særligt for nogle af børnene. Og ofte viste hendes kommentarer til karakterbøgerne både i dagbøgerne og i breve og rapporter til Dansk Røde Kors, at præstationerne ikke altid levede op til hendes høje forventninger – og måske dermed heller ikke til dem, der fra starten var indlejret i forsøget. Når børnene havde karakterbøger med hjem, beskrev hun dem ofte som ”ikke særlig fine” eller lignende. Da man gjorde sig så megen umage med lektierne på børnehjemmet, søgte hun til tider årsagen i det enkelte barns indsats og egenskaber. En nedgang i et af de store børns karakterer forklarede hun eksempelvis med, at ”hun har været doven, er ved at blive voksen og får andre interesser,” mens en jævnaldrendes fremgang blev forklaret med hendes flid.
(290)

Børnene fik karakterer – og de blev i høj grad også karakteriseret. Mens få karakterer er bevaret i arkivet, er særligt årsrapporterne fulde af såvel forstanderindens som skolens vurderinger af børnenes personlighed, egenskaber og udvikling. En af drengene ”var tilbøjelig til at græde så snart noget gik ham imod”, men havde nu rettet sig meget. Om en anden hed det: ”En charmerende
dreng, med glubende appetit, er især god til dans, men er ikke særlig kløgtig”
. En tredje var ”en frisk vågen dreng velbegavet kvik og selvstændig, med god iagttagelsesevne og glimrende humør.” Blandt pigerne faldt karakteristikker som ”Er kvik lidt rap, men velbegavet, vågen og videbegærlig. Hun kan hvad hun vil”, eller ”en flink og velbegavet pige, men flygtig og sjusket”. En tredje var ligeledes kvik og flink, dog ”med et lidt vanskeligt væsen, er jaloux”. Beskrivelserne bugner af tillægsord, nogle af dem for barnets sind eller personlighed. Et barn kunne betegnes som sød, venlig og mild, ubekymret og sågar skælmsk – eller som voldsom, dårlig til at tåle modgang, ærekær eller som nervøs, stille, genert eller sky. Andre rettede sig mere mod adfærden: Flittig, tjenstvillig, rolig, fornuftig, hjælpsom, opmærksom – eller doven, adspredt, uordentlig, sjusket, såvel som det modsatte ”noget pertentlig”. Nogen var ærlige og villige – andre upålidelige og beregnende. Og i nogle tilfælde blev der tilføjet kommentarer om børnenes fysik, særligt hvis de var små og spinkle – eller omvendt, store og lidt tunge, eller tidligt udviklet. I de sidste par rapporter veg karakteristikkerne i nogen grad for status over og oplysninger om, i hvilken retning børnenes videre færd skulle gå efter børnehjemmet.
(291)

Børnenes skolegang var fra starten præget af en dobbelt udfordring: Da de havde glemt grønlandsk, kom de i den danske skole, hvor de blandt andet qua deres ophold i Danmark og manglende skolegang var bagud i forhold til de øvrige elever. Derfor måtte der arbejdes ekstra. Samtidig begyndte man ret snart at se problemet i, at de ikke længere mestrede grønlandsk, som de derfor modtog ekstra undervisning i, uden dog at have rammer i deres hverdagsliv, som kunne stimulere (gen)tilegnelsen af modersmålet. Over og under disse udfordringer lå samtidig den forventning til deres faglige og sproglige udvikling, som var hele bevæggrunden for deres udvælgelse og deltagelse i forsøget. På børnehjemmet blev der arbejdet hårdt med lektier og ekstraundervisning for at opnå gode resultater, men forstanderindens kommentarer vidner om, at resultaterne ikke for alle børns vedkommende var så fine, som hun havde ønsket. Samtidig blev børnenes egenskaber og adfærd løbende vurderet. Ikke kun karaktererne, men også de vidnesbyrd og skudsmål, børnene fik fra skolen og fra forstanderinderne, synes at have haft indflydelse på, hvilke beslutninger der blev truffet om deres videre uddannelse.

283 RB 607: Red Barnets fællesbrev nr. 72, 30. maj 1953.

284 DRK 214-15: Halvårsrapport 12. marts 1953.

285 DRK 214-15: Dagbog 6. juli og 3. september 1953; 18. februar og 4. marts 1954; Brev Bengtzen til DRK 4. september 1953. DRK 345: Beretning om Dansk Røde Kors’ virksomhed i Grønland i 1953.

286 Se fx DRK 214-15: Brev Bengtzen til DRK 3. januar 1954; Dagbog 15. marts 1954 og 24. april 1955.

287 DRK 531: Afskrift af Grønlands Radioavis 20. januar 1956. DRK 216: Referat af møde i DRKs Grønlandsudvalg 3. maj 1956. Se også brev fra landslæge Fog-Poulsen til DRK 28. juni 1956, sst. Atuagagdliutit. 1954, nr. 4, s. 91

288 DRK 214-15: Dagbog 20. januar 1953, 19 og 26 oktober 1954. DRK 531: Brev Bengtzen til DRK 3. januar 1957; Dagbog 13. september 1957. DRK 532: Breve Bengtzen til DRK 31. oktober 1957, 2. marts 1958, 3. januar 1959 og 5. januar 1960.

289 DRK 214-15: Dagbog 23. juni 1953. DRK 531: Dagbog 29. juni 1957. DRK 532: Brev Bengtzen til DRK 1. juli 1957.

290 DRK 214-15: Dagbog 6. februar og 10. april 1953; Brev Bengtzen til DRK 2. december 1954. DRK 531: Indberetning om tilstanden på børnehjemmet i det forgangne år, 5. marts 1955. DRK 532: Dagbog 13. december 1958; Brev Bengtzen til DRK 18. april 1959; Dagbog 16. december 1959 og 4. april 1960.

291 DRK 214-15: Halvårlig rapport over børnene 15. april 1953; Rapport over børnene 1. april 1954. DRK 531: Karakterer og vidnesbyrd vedlagt årsrapporten marts 1955. Rapport over børnene i det forløbne år 25. marts 1957. DRK 532: Rapport over børnene 30. december 1958; Indberetning om børnene, udateret 1959


7.6 Børnene flytter fra børnehjemmet

Som udgangspunkt var det meningen, at børnene skulle forlade skolen, når de var konfirmeret og fyldt 14. Den første konfirmation blev som ovenfor beskrevet fejret i foråret 1956.

Allerede i januar 1956 var to 12-årige fra Godthåb imidlertid flyttet tilbage til deres mor. Moderen var nu gift med en dansk tømrer, og landslægen ville gerne have plads til nye børn, der trængte mere. I efteråret flyttede endnu en pige – efter samråd med kommunerådet og lægen – hjem til sin mor og søster, der havde bygget hus i byen og havde det godt. Af årsrapporten fremgik, at der næsten daglig var forespørgsel om pladser, og at man havde haft overbelægning hele året, skønt man kun tog imod de helt uafviselige. Presset på pladser fortsatte, og i sommeren 1958 skrev Bengtzens afløser Rosa Ludvigsen, at hun søgte at afhjælpe behovet ved at tage børn ind midlertidigt, når andre var på ferie, men ”Jeg synes dog ikke, at vi kan have to af de lidt større børn i een seng.” Kommentaren faldt i forbindelse med, at børneværnet med henvisning til andre, mere trængende børn havde ønsket, at en 14-årig dreng flyttede ind hos sin far. Drengen var ellers ved udvælgelsen blevet betegnet som faderløs, da han var søn af en enlig mor og blot havde en udlagt barnefader, som han i øvrigt ikke synes at have haft kontakt med. Han foretrak da også at flytte hjem til sin mor og tvillingebror, til trods for at hun var næsten blind og ikke havde megen plads.
(292) De fire Godthåb-børn, der flyttede tilbage til familien, havde alle haft en vis kontakt med den i
børnehjemsårene. Det lader dog til, at det årsagen til deres hjemflytning var presset fra lokale myndigheder om at frigøre pladser til nye børn.

Den første af de resterende børn fik nogle måneder efter sin konfirmation i 1957 hyre som skibsdreng på et at skibene, der sejlede til Danmark. Planen var, at han skulle flytte ind hos sine plejeforældre, som han havde holdt ferie hos gennem årene, og muligvis gå i skole i Danmark. Moderen var ifølge forstanderinden indforstået med arrangementet. Hun og de store børn fulgte ham til skibet i juni, og han ”var lidt benovet da vi vinkede farvel.”
(293) To drenge begyndte i malerlære i byen, den ene i sommeren 1957, den anden sommeren efter. Trods det, at de var både fyldt 14 (den ene 15) og konfirmeret, fik de lov at blive boende i den første læretid. For begges vedkommende blev det efter en tid besluttet, at de skulle fortsætte maleruddannelsen i Danmark, man bad Dansk Røde Kors om at være behjælpelig med at ordne det nødvendige og finde papirer. Begge fik hjælp til at komme afsted og flyttede ind hos deres tidligere plejefamilier for at fortsætte læretiden.
(294)

For pigerne var alternativet til videre skolegang en plads i huset hos en dansk familie i byen. I november 1958 flyttede en pige ind som hushjælp hos en bibliotekarfamilie i Godthåb. Hun følte sig imidlertid ensom i pladsen og vendte for en tid hjem som kiffak på børnehjemmet, og startede året efter i husmoderskole i en anden by. En pige fra den sidste årgang udskrevne kom efter sommerferien 1960 ligeledes i huset i Godthåb. Der var til det sidste tvivl om, hvorvidt hun skulle fortsætte skolen, sidste gang nævnt så sent som i sommeren 1960. Der ses ikke noget sted, hvorfor valget i sidste øjeblik faldt på en plads.
(295)

I januar 1958 drøftede Bengtzen med rektor Binzer, hvilke børn der eventuelt kunne blive optaget direkte på realskolen i det kommende skoleår. Rektoren mente, at der kun kunne blive talt om et af børnene. I starten af september flyttede drengen hen på skolen, han var da endnu ikke fyldt 15.
(296) Tre jævnaldrende piger, som var konfirmeret samme år som han, blev boende på børnehjemmet. To startede efterskolen, mens den tredje endnu manglede 7. klasse, de blev alle boende på børnehjemmet. Ved nytårstid noterede Bengtzen, at de to var på efterskolen, da de ”ikke kunde tilstrækkeligt grønlandsk til at komme i realskolen.” De havde ellers gennem årene fået gode vidnesbyrd og havde begge ønsket at komme i realskolen. Men her kom det tabte modersmål tilsyneladende også i vejen. Efter et år på efterskolen blev de to optaget på pigekollegiet, hvor de flyttede til i sommeren 1959 for at fortsætte skolegangen i 2. mellem. ”Det er godt, da de er bleven for store til at være på børnehjem, selv om de er gode piger”, vurderede Bengtzen. Flere gange i det forløbne år havde hun noteret, at pigerne var blevet dårlige til at komme hjem til tiden – kaffebaren havde stor tiltrækningskraft.
(297)

Ved udgangen af august 1960 blev de sidste fem børn udskrevet fra børnehjemmet. En havde, som ovenfor beskrevet, fået plads i huset, de øvrige fire flyttede ind på kollegiet og fortsatte deres skolegang i efterskolen. I den foregående sommer havde de fem sammen med andre af børnehjemmets store børn været på et længere ophold i Danmark, inviterede til at deltage i DUIs sommerstævne i Sønderborg. I et brev til Dansk Røde Kors forklarede Bengtzen: ”Da disse børn ikke har evner til at fortsætte skolen, mener jeg de vil have gavn og glæde af denne tur, det er
tvivlsomt om de senere kan få lejlighed til at komme til Danmark. Enkelte af dem har dog været på Fedgården i sin tid men husker så lidt, da de var de mindste på holdet.”
Forstanderindens vurdering af børnenes evner til videre skolegang skal tages med et stort gran salt, da brevet skulle overbevise Dansk Røde Kors om, at turen til Danmark for ni uledsagede teenagere var en god idé.
(298) Den er citeret, fordi der er en vis skæbnens ironi i, at ringen her sluttedes umiddelbart før de sidste børns udskrivning ni år efter, at forsøget tog sin start med børnenes afrejse til Danmark. Forbindelsen til forsøget, opholdet i Danmark og børnenes videre uddannelsesmuligheder blev samlet i blot to sætninger i et brev, der egentlig handlede om noget andet.

I september 1960 var der ikke længere børn fra forsøget på børnehjemmet i Godthåb. Bengtzen havde i længere tid planlagt sin permanente hjemrejse, og gik nu i gang med at pakke sine ting til hjemtransporten. ”Det er underligt at pakke sammen efter så mange års forløb”, skrev hun i sit sidste månedsbrev til Dansk Røde Kors. I hendes sidste dagbogsnotat stod blot: ”Fru Dahls flyttegods ankommer mit afsendes – regnvejr og trist.”. På dagen for afrejsen, den 3. oktober, var der gået rygte i byen om, at der var åbent hus og kaffemik på børnehjemmet i anledning af Bengtzens afsked med Grønland – og omkring 50 damer dukkede op i løbet af dagen. Senere var der reception i Radiohuset, hvorefter alle var nede og vinke farvel til Bengtzen, der havde valgt at sejle turen nordpå med M/S Umanak, inden skibet vendte retur og satte kursen mod København. Den 14. lagde det igen til i Godthåb, den nu afgåede forstanderinde blev taget imod i havnen og var en tur forbi børnehjemmet, inden de for anden gang tog afsked ved Umanak – skibet, der i 1952 havde bragt hende og børnene til Godthåb.
(299)

De børn, der blev i byen, fortsatte med hyppige besøg på børnehjemmet, både før og efter, at Bengtzen var rejst. ”Der går ikke en dag, uden at vi har besøg af nogle af de ’gamle’ børn, det er vældig hyggeligt”, stod der således i dagbogen i september 1960. Det skete også, at der kom breve fra eller besøg af de børn, der var rejst til Danmark. Flere af de børn, som ikke havde familie i byen, fejrede deres jul på børnehjemmet, en enkelt også sin fødselsdag. Nogle gange kom børnene uanmeldt forbi; andre gange blev de inviteret i samlet flok. I oktober var de for eksempel til film, te og æblekage, og den nye forstanderinde noterede: ”Det var en hyggelig aften. Flere af dem har spurgt hvornår de skal komme igen, men selv om det er morsomt at gøre lidt for dem, så er det jo også krævende. Det gælder jo også først og fremmest at finde ud af de børn som er her på stedet.”
(300)

293 DRK 531: Brev Bengtzen til DRK 5. juni 1957. DRK 532: Dagbog 27. juni 1957; Belægningsrapport juni 1957.

294 DRK 531: Dagbog 1. juli 1957, Brev Bengtzen tli DRK 5. maj 1957. DRK 532: Brev Bengtzen til DRK 31. marts 1958; Dagbog 14. juli 1958, 19. januar, 6 og 7. november 1959; Brev Bengtzen til DRK. Oktober 1959, Belægningsrapporter august 1958 og november 1959. DRK 216: Brev Midtgård, DRK, til
Grønlandsdepartementet 28. maj 1958.

295 DRK 532: Dagbog 11. november 1958, 24. juni 1959, 30. august 1960; Belægningsrapport november 1958; Brev Bengtzen til DRK 1. juni 1959, 2. juni 1960; Rapport over børnene 31. december 1958, Indberetning om børnene, udateret, sandsynligvis årsskiftet 59/60.

296 DRK 532: Dagbog 30. januar og 5. september 1958; Brev Ludvigsen til DRK 1. oktober 1958; Belægningsrapport september 1958.

297 DRK 532: Brev Ludvigsen til DRK 1. juli 1958; Rapport over børnene 5. maj 1958 og 30. december 1958; Dagbog 7., 11. og 29. juni 1959; Brev Bengtzen til DRK 30. juni 1959; Belægningsrapport juli 1959.

298 DRK 532: Brev Bengtzen til DRK 2. juni 1960; Belægningsrapport september 1960.

299 DRK 532: Dagbog diverse datoer september 1960 samt 3. og 14. oktober; Brev Bengtzen til DRK 30. september 1960. Dansk Kvindebiografisk Leksikon: Dorothea Frederikke Bengtzen (1902-1996).

300 DRK 532: Dagbog 1. og 16. november, 24. december 1958; 30. juni 1959, 9. august, 9. september, 20. oktober, 10. november 1960. Brev Bengtzen til DRK 30. juni 1959 og 6. april 1960; Afskrift af dagbog uden datoer, december 1960; De mange besøg af gamle børn fremgår også af opgørelser over kostdage, som strækker sig ind i tiden efter 1960.


Sammenfatning

Børnenes opvækst på børnehjemmet i Godthåb kom i det store hele til at udfolde sig på dansk. Det gjaldt selvfølgelig sproget, da de ved ankomsten havde glemt deres grønlandske modersmål under det lange ophold i Danmark, herunder hos dansktalende plejefamilier, og som følge heraf blev placeret i den danske skole. Dertil gjaldt det børnenes hverdagsliv, som var præget af dansk kultur – maden, påklædningen, filmforevisningerne, sangene, og hjemmets indretning. Og endelig, ikke mindst, satte det sig også igennem i forhold til, hvem børnene omgikkes, og især ikke omgikkes Vigtigst synes der at have været begrænsninger på, hvor meget de skulle se deres familie – det var ikke kun afstandene, der satte grænser. Forstanderinden lagde vægt på, at både de og familien skulle vide, at de nu hørte hjemme på børnehjemmet. Besøg kunne arrangeres og tillades, men var ikke en prioritet og ikke hyppige. Derimod blev der nøje sørget for, at de holdt kontakten med deres danske plejefamilier ved lige. På samme vis var samvær med jævnaldrende, eller for den sags skyld voksne grønlændere et sjældent indslag i børnenes opvækst, hvorimod de danske skolekammerater blev
inviteret, ligesom man dyrkede selskabelighed med byens prominente danske familier og modtog besøg af fornemme gæster fra Danmark.

Ikke blot deres danske sprog og selve dét at være børnehjemsbarn – men også deres fremtoning ved særlige anledninger med fint klippet hår og i søndagstøjet, omtalen af dem både i grønlandsk og dansk presse, og endelig de mange fornemme besøg, som ikke var byens grønlandske befolkning forundt – alt må have medvirket til, at de på mange måder udskilte sig som noget særligt. Bengtzen var umiskendeligt stolt af ’sine børn’ og af de bifaldende kommentarer, der faldt fra de besøgende. Og måske symboliserede børnene også for de danske gæster noget, man kunne være stolt af: Et billede på den indsats, man set fra danske embedsmænds, politikeres og organisationers synsvinkel gjorde for at løfte det grønlandske samfund ind i en moderne tid. Men når børnene siden husker, at de blev drillet af grønlandske børn (og enkelte gange af voksne) for at være ’fine på den’ og ’forkælede’, skal det nok forstås i lyset af den måde, de blev iscenesat på. For hovedparten af byens almindelige befolkning har det formodentligt stor set været dét, de kendte til dem.

Der blev efter alt at dømme taget godt hånd om børnene på børnehjemmet. Budgettet var, som det var almindeligt også for børnehjem i Danmark, langt fra fyrsteligt, og der måtte budgetteres grundigt. Men der manglede hverken mad eller vigtige fornødenheder, og der blev også råd til selskaber, biografture, udflugter og søndagstøj. Børnenes helbred blev nøje tilset, de blev gennemlyst for tuberkulose, vaccineret, løbende målt og vejet – og behandlet, når det var nødvendigt. Og der blev lagt en stor indsats i at give dem det bedst mulige udbytte af deres skolegang, ligesom der blev inviteret foredragsholdere, danse- og musiklærere og andre gæster, som børnene kunne lære af. Alt sammen parret med høje forventninger til børnenes udvikling, som de ikke altid kunne honorere.

Børnehjemmet var efter mange år det tætteste, en del af børnene havde på et ’hjem’. Det var der, de havde fejret højtider og livsbegivenheder. Og det var børnehjemmets voksne, særligt forstanderinderne, de havde haft nær kontakt med, og som havde været både autoriteterne og omsorgspersonerne i en meget stor del af deres barndom. Samtidig havde børnene fungeret som en slags erstatnings-søskende for hinanden gennem årene. Det var til dette måske mest stabile sted i deres liv, at en del af dem søgte hen, også efter at de var flyttet. Hvor børnene i deres tidlige barndom oplevede at blive løsrevet fra deres biologiske familie, må afskeden med børnehjemmet have været endnu et brud. Med det forsvandt også opmærksomheden og støtten, og det samme gjorde omgivelsernes bevågenhed på de særlige børn. De var overladt til sig selv og til at fortsætte livet som helt almindelige unge mennesker – og var samtidig helt ualmindelige på grund af den opvækst, de havde haft.