Indsigt: Er den Almenmedicinske Speciallæge ved at forsvinde fra Grønland

Er den Almenmedicinske Speciallæge ved at forsvinde fra Grønland

Desværre må befolkningen nok vænne sig til et system hvor man nok kan få hjælp til de mest akutte tilstande. Men ikke kan få den tryghed det er at have en speciallæge som kender til patienterne og til de Grønlandske forhold. Det bliver en svær forringelse af sundhedstilbuddet

Tirsdag d. 23. marts 2021
Lone Storgaard Hove, Speciallæge i almenmedicin, Regionslæge ved Dronning Ingrids Sundhedscenter
Emnekreds: Nyhedsbreve, Politik, Samfundsforhold, Sundhedsvæsenet.

Indholdsfortegnelse:
Åbent brev til politikerne i Grønland
Er det det man ønsker?
Er almenmedicinsk speciale ved at forsvinde fra Grønland?
Faktabox: Speciallæge i Almenmedicin



Lone Storgaard Hove
Åbent brev til politikerne i Grønland
Så har vi igen i speciallægegruppen brugt et møde på at snakke om hvordan vores daglige arbejdsvilkår bliver mere og mere frustrerende med flere og flere opgaver som bliver lagt på vores efterhånden meget brede men få skuldre.

Da jeg startede som regionslæge her i Nuuk for over 4 år siden var vi 8 speciallæger i Dronning Ingrids Sundhedscenter (DIS). Nu er vi 4½ til ikke bare at varetage samme opgaver som dengang vi var 8 men oven i købet en hel del ekstra opgaver som i årenes løb er kommet til.

Tidligere var vi læger i Nuuk ansat på lægeklinikken DIS til at varetage de almenmedicinske behov som vores borgere i Nuuk har. Der var andre læger ansat i vores region i Paamiut, Tasiilaq og Ittoqqortoormiit. Der var sundhedsuddannede bygdemedarbejdere i de meget små bygder vi har som Qeqertarsuatsiaat og Kapisillit.

Men efterhånden som regionen centraliseres mere og mere og det er blevet sværere at rekruttere læger og anden sundhedspersonale til byer og bygder, bliver vores opgaver som speciallæger tiltagende belastet. Vi er nu regionsansatte læger (Regionslæger) og har derved som titlen angiver ansvar for hele regionen Sermersooq. Dette belaster naturligvis ekstra hårdt når der ikke kan rekrutteres speciallæger til hverken yderområderne eller her centralt i Nuuk.

Vi har flere yngre læger(uddannelseslæger) i DIS end tidligere, hvilket afhjælper den akutte belastning her og nu. Men de er yngre læger under uddannelse og kan bestemt ikke forventes at varetage de almenmedicinske opgaver vi som erfarne speciallæger kan.

Dette betyder at vi speciallæger i almen medicin efterhånden mest har superviserende og vejledende arbejdsopgaver som der er virkelig mange af. Og arbejdet her i klinikken bærer mere og mere præg af at det er de akutte henvendelser der bliver prioriteret, idet vi ikke længere har plads til de længere og mere forebyggende patientforløb med personligt kendskab til patienterne og deres familier.

Vi har ansvaret for vores yngre kollegaer og sygeplejersker, vi har ansvaret for supervision til de små byer og bygder som er uden læge. Det foregår oftest via telefon – evt. med tilsendte billeder og en sjælden gang via skype. Og vi passer også akutmodtagelsen/skadestuen i Nuuk.

Vi er som sagt 4½ almen medicinske speciallæger til at varetage en befolkning på 23.000 i en region der går fra vestkyst til østkyst og hvor det tager timer – dage at komme frem til de forskellige steder udenfor Nuuk.

Selvom vi/systemet/personalet/ledelsen i regionen gør alt hvad vi kan for at løfte de mange opgaver er det bare ikke godt nok… VI ER IKKE NOK SPECIALLÆGER!

Det er forståeligt når befolkningen bliver mere og mere utrygge ved ikke at have en læge i byen. Det er forståeligt at det er en klar kvalitetsforringelse af lægetilbuddet, når vi får vikarlæger og vikarsygeplejersker både her i Nuuk og i resten af regionen, af meget svingende kvalitet og med meget ringe kendskab til Grønland og vores specielle udfordringer i vores befolkning. For det vi ser ske er helt som frygtet, at det er de akutte tilstande som prioriteres og håndteres. Det er her og nu løsninger på diverse problemstillinger. Men ingen af os har længere overblikket over patienterne, hverken de allerede kendte kronisk syge – og slet ikke dem som endnu ikke har fået en diagnose – f.eks. kræftsyge patienter, som vi gerne skulle fange meget tidligere i forløbet end vi gør nu. Vi har ikke længere kendskab til familierne og ofte har vi heller ikke kendskab til hvilke tilbud der er i lokalsamfundet eller hvilke samarbejdspartnere vi kunne gøre brug af. Og dette bevirker at patienter bliver overset, bliver for sent diagnosticeret eller behandlet for længe eller forkert for noget som skulle have været kontrolleret for længe siden – f.eks forhøjet blodtryk eller stofskiftesygdom, misbrug osv.

Det er alt det som den Alment Praktiserende Læge står for og er uddannet til som vi ikke længere kan tilbyde.

Vi svigter vores patienter som har brug for stabile forløb, kendskab til deres forhold og den speciallæge faglige vurdering som lige præcist er den som fanger de skjulte problemstillinger som ofte ligger til grund for de mere alvorlige sygdomme.

Er det det man ønsker?
Er det det man ønsker fra politisk side? I så fald skal man indrømme det. Hvis man vil satse på akutarbejde og sygeplejeklinikker, skal befolkningen have det at vide så de ved hvad de kan forvente sig i fremtiden af sundhedsvæsenet.

Hvis man som jeg mener at den almen medicinske speciallæge er central i vores sundhedsvæsens tilbud til borgerne og absolut nødvendig for netop at højne sundheden og kvaliteten af de tilbud vi giver vores befolkning, ja så må man politisk tage stilling til hvordan den opgave så løftes, for vi 4½ tilbageværende speciallæger i DIS kan ikke længere løfte denne opgave alene.

Vi har i de snart 5 år jeg har arbejdet her i klinikken gentagne gange gjort opmærksom på dette. Alligevel er der bare blevet færre ressourcer, færre speciallæger og flere – mange flere – opgaver. Det er ikke ligefrem befordrende når man skal snakke rekruttering af nye speciallæger hvad enten de er uddannet her hos os – eller kommer fra resten af Norden.

Vi har aldrig fralagt os vores ansvar og har gentagne gange tilbudt at gå ind i en konstruktiv dialog om forskellige løsningsmuligheder. Der skal tænkes ud af boxen og måske skulle man vende det hele på hovedet og begynde at decentralisere i stedet for at centralisere. Give mere magt og medindflydelse tilbage til befolkningen i byer og bygder. Give dem mulighed for at komme med input til hvor niveauet skal ligge og hvor mange ressourcer der skal bruges på sundhed i Grønland og i deres egne byer og bygder.

Vi vil meget gerne være med til at løfte uddannelsesniveauet så vi kan få flere lægestuderende her fra landet (og ikke færre hvert år som der sker nu). Hvad med at give mulighed for halvprivatisering som i Danmark med klinikker hvor den enkelte speciallæge er personlig ansvarlig, men til gengæld også meget mere tilbøjelig til at blive boende i den by eller bydel man kunne slå sig ned i. Det er trods af en del af vores uddannelse at kunne drive sådanne klinikker.

Er almenmedicinsk speciale ved at forsvinde fra Grønland?
Ja det er det – og det går meget stærkt i disse år.

Og hvad bliver konsekvensen for befolkningen?

Desværre må befolkningen nok vænne sig til et system hvor man nok kan få hjælp til de mest akutte tilstande. Men ikke kan få den tryghed det er at have en speciallæge som kender til patienterne og til de Grønlandske forhold. Det bliver en svær forringelse af sundhedstilbuddet.

MVH
Lone Storgaard Hove
Speciallæge i almenmedicin
Regionslæge ved Dronning Ingrids Sundhedscenter

Faktabox: Speciallæge i Almenmedicin
I Danmark også kendt som den privat praktiserende læge – eller familielægen. Det er den stabile læge i det lokale lægehus som kender til patienten og familien og som er tovholder for patienten når denne skal til specialistbehandling på sygehusene eller andre speciallæger. Og det er den læge som modtager patienten igen når denne udskrives fra sygehuset og følger op på om patienten får den rigtige medicin og genoptræning osv. Det er den læge som patienten i fortrolighed kan snakke med om alt fra misbrug til sexualitet. Det er den læge som skal opdage de alvorlige sygdomme inden de bliver for fremskredne. Det er samfundets ”gatekeepere” som skal sortere patienterne i dem som skal viderehenvises til speciallæge og dem som kan behandles lokalt – så samfundets udgifter til sundhedsvæsenet ikke stiger unødigt.

Almenmedicinske læger i Danmark uddanner også yngre læger ligesom vi gør her i Grønland. Men det er desværre en udbredt misforståelse at ”en læge er en læge”. De yngre læger skal, ligesom vi andre har gjort, uddannes bredt i mange år og i mange forskellige lægelige specialer, før de kan kalde sig Speciallæge i almenmedicin og på et fagligt højt niveau tage sig af vores patienter.