Indsigt: Min Grønlandsfærd - Sydgrønland

Min Grønlandsfærd - Sydgrønland

Fredag d. 2. juli 2021
Th Stauning, Fhv. Statsminister
Emnekreds: Bøger, Grønlands historie.

Indholdsfortegnelse:
Den første landgang
Ved brathalids ruiner
Et besøg hos Zebulon
Fremtidens landbrug
Ud i taagen
Ved kryolitbrudet
Hos den gamle overmatros


Retur til Min grønlandsfærd

Den første landgang

Det var den tyvende August, at vi naaede ind til Julianehaab. Ude paa Havet var Temperaturen nær Frysepunktet, men her inde i den dækkede Fjord, hvor Solen skinnede, var der lunt og godt.

Efter at Kolonibestyrer Ibsen og andre Danske havde hilst paa os, gik jeg i Land med Motorbaaden.

Jeg blev budt velkommen paa Grønlands Jord af Kolonibestyreren, og jeg blev præsenteret for Kommuneraadsmedlemmer og andre af den grønlandske Befolkning.

Præsentationen besørgedes oftest af Peter Freuchen, der udtalte den grønlandske Titel: Kungige tugdlia, med stor Værdighed. Ofte traadte en fremragende Grønlænder frem og forsikrede, at Folket glædede sig overordentligt over den Interesse for Landet, som Ministeren viste ved sit Besøg.


Der var mange Ting at iagttage i Julianehaab og de mange andre Steder, jeg efterhaanden besøgte. Det var tydeligt, at en rivende Udvikling var i Gang. Alle Huse i Julianehaab saa ud som var de nye - og mange var det.

Forgæves søgte jeg efter Jordhytterne, som jeg havde hørt saa meget om. De fandtes ikke i Kolonien, men ude omkring i Distriktet. Dog findes der ikke ret mange her sydpaa, men længere nordpaa fandtes en Del, men der vil de ogsaa snart forsvinde.

Jeg gennemgik alt hvad der var at opvise. Handelens Butik og Pakhuse, den nye kommunale Badeanstalt, opført af smukke røde Sandsten fra Omegnens Fjælde, Fiskerensningen og Salteriet, som er i vældig Drift her, hvor man tidligst begyndte det store Torskefiskeri. Jeg besøgte Sygehuset, som havde en ny moderne Økonomibygning under Opførelse, og vi var oppe paa Toppen af Fjældet, hvor Radiostationen er opført.

Og senere gik vi i Gang med Faareavlstationen, der begyndte for femten Aar siden med to Hundrede islandske Faar. Nu er her store Stalde, en ny moderne Slagteribygning, hvor fire Hundrede Faar ad Gangen kan blive indladt, skilt af med Livet, rensede og bragt til Afkøling - og Afgang.

Og næste Morgen Klokken seks var vi med Motorbaad ude i Faarenes Sommerkvarter, hvor jeg havde Lejlighed til at se samlede ca. to Hundrede af Stationens Faareflok, og senere de store Marker, der er reserveret for Bjergning af Vinterfoder.


Jeg skal senere beskæftige mig mere indgaaende med de store Erhverv, som Faareholdet og Fiskeriet er blevet, jeg har blot i store Træk villet give et Billede af Besøget i en Koloni, saaledes som det i Hast maatte gennemføres, for at komme igennem Vestkysten indenfor en rimelig Tid.

Julianehaab er skøn at skue, lys og festlig, ren og velholdt. Her findes endog et lille Torv med Bænke og Vandspring ~ . det sidste er samtidig Koloniens Vandforsyning - og her møder Kvinder og Ungdom med Krukker og Spande for at hente det klare Vand, der er ledet fra Elven herind, og Snakken gaar og Latteren klinger, som det nu en Gang er blandt Menneskene.

Om Aftenen straalede for første Gang elektrisk Lys paa Julianehaabs Kajer, medens Skibets Last førtes ind i Pramme og bragtes i Land. Strømmen leverede »Disko«, og Forsøget faldt heldigt ud. Befolkningen vandrede nede ved Havnen for at se det ejendommelige Syn - særlig ejendommeligt her, hvor Belysningen endnu overalt er Tranlamper. Der er i den Henseende ingen Forskel paa Kolonibestyrerens Stue og Fiskerens Stue. Petroleum forhandles ikke, man frygter, at den primitive Befolkning ikke er forsigtig nok, og før man giver løs paa dette Omraade, maa forsvarligt Brandslukningsmateriel være til Raadighed. - Det er en af Opgaverne, som de offentlige Myndigheder sysler med, og naar den er løst, vil Oplysningen sikkert stige.

Af oplivende Virkning var det at se adskillige smaa, nette Haver i Julianehaab. Klimaet er sydpaa saa godt og Sommeren saa lang, at man kan dyrke Kartofler, Roer, Rabarber, Kaal, Radiser og andre hurtigt voksende Grøntsager, men de skal passes godt. Allerede den 20. August, da jeg var der, bar Kartoffeltoppene det sikre Tegn paa, at Nattefrosten havde været der og den var der ogsaa den Nat, vi laa i Havnen, thi da vi næste Morgen Klokken seks skulde paa Ekspedition til Faareavlstationens Marker, var der et tyndt Islag paa Vandet.

I Julianehaab lever en Grønlænder, Pavia Høgh, som er en fortræffelig Tømrer. Han har lært fire Aar i København og taler godt Dansk. Han forestaar alt Tømrerarbejde paa Pladsen og han leverer ogsaa Arbejde til andre Pladser. Da jeg var der, var han ved Siden af Bygningsarbejdet beskæftiget med Udførelsen af en Model af Kolonien, beregnet til en Udstilling. Det var et særdeles smukt Arbejde, og Manden, der udførte det, var en begavet og dygtig Haandværker. En Broder til Tømreren er Leder af Koloniens Smedeværksted, og disse to hører til Foregangsmændene i den nye Tids Grønland.

Vor første Aften i grønlandsk Havn fejredes ved et Gæstebud ombord i »Disko«, saaledes som det er Skik heroppe. Medlemmer af Kommuneraad og Landsraad, Repræsentanter for Grønlænderne samt de danske Embedsmænd var Gæster ved vor Middag, og jeg fik Lejlighed til at bringe min første Hilsen til Grønland fra Danmarks Folk og Regering.

Det vilde blive for ensformigt at dvæle ved Enkelthederne i hver Koloni, som jeg besøgte paa den lange Rejse, men jeg vil dog søge at give et sammentrængt Billede af Farten fra Syd til Nord, og dermed et og andet Indtryk, for endelig at give en samlet Fremstilling af Erhvervsforhold og andet af almen Interesse.

Vi forlod Julianehaab den enogtyvende August Klokken tolv og sejlede ad Tunugdliarfikfjorden. Klokken seks om Eftermiddagen gik vi i Land i Kagssiarsuk, det historiske
Sted, hvor Erik den Røde levede paa Borgen »Brathalid«, hvis Ruiner forefindes.

Ved brathalids ruiner

Der er nu en ny Landbrugskoloni opstaaet. Syv Familier har bosat sig for at drive Faareavl som Hovederhverv og det synes at gaa godt. Hver Familie har sin Jordlod, hvorfra Vinterfoderet skal skaffes, og saa er der iøvrigt fælles Plads for Faar og Køer i de omliggende Fjældkløfter.

Foregangsmanden her er en dansk udseende Grønlænder ved Navn Otto Frederiksen. Han holder selv Hest, tre Køer, een Kalv og hundrede Faar. Han har paa to Aar betalt sit Hus og fører nu en god og fri Tilværelse.

De syv Familier havde tilsammen fem Hundrede Faar, hvilket Antal snart vil stige betydeligt, og her var altsaa en af de Oaser i Grønland, hvor ny Erhvervsvirksomhed kan trives. Men her er næppe Plads i Kagssiarsuk for mere end en Bedrift foruden de nuværende, og Manden hertil er udset.

Ensomt ligger denne lille Koloni, men frit og uafhængigt lever disse Mennesker. De har Kød og Mælk og derfor ogsaa Smør og Ost. De har Fisk i Havet, maaske ogsaa en sjælden Gang en Sæl. De har en Luft, som er ren og frisk; og Boliger, der er sunde, hvis de selv sørger for fortsat Renlighed. Det er faa Fornødenheder der skal tilfredsstilles med Forsyninger udefra, men efterhaanden som Børn vokser op, bliver der alligevel Problemer at løse. Skolegang, Lærested, Børnenes Fremtid, Lægehjælp, Jordemoder, Sygehus, det er Vanskeligheder, som skal overvindes ad Aare, og man maa ikke glemme, at Stedet ligger seks Timers Dampskibsfart fra Julianehaab, inde i Bunden af Tunugdliarfik-Fjorden eller Eriksfjorden, som den paa Dansk hedder efter Erik den Røde.

Et besøg hos Zebulon

Ikke langt fra den her omtalte Nybygger-Koloni ligger en af de ældste Bopladser, hvis Hovederhverv er Landbrug og har været det igennem Tiderne. Det er Igaliko, som er en af de skønneste og ejendommeligste Pladser, jeg besøgte.


I herligt Solskin, gik vi Klokken seks om Morgenen med Motorbaad over Fjorden til Kysten ved Igaliko. Bopladsen er dog ikke synlig, thi imellem Landingspladsen og Husene ligger et anseligt, fem-seks Hundrede Fod højt Fjæld, som man maa over, for at kunne besøge Zebulon, der er en Slags Fører paa Pladsen og desuden Depotbestyrer for den grønlandske Handel.

Igaliko er det Sted, hvor Bispesædet Garda var beliggende. Ruiner af Kirke, Præstebolig o. a. forefindes, ligesom der ogsaa er synlige Mærker af et Tingsted, der altsaa har omtrent samme Alder som Lovbjerget paa Tingvallasletten i Island. I det hele havde Igaliko - ved sin Beliggenhed i en bred Dal - en betydelig Lighed med Tingvalla, men er meget mindre i Udstrækning.

I denne Dal levede halvfjerdsindstyve Mennesker, Voksne og Børn, og de danner ligefrem en Klan, hvori Fremmede ikke faar Indpas. Der henligger betydelige ubenyttede Græsarealer omkring dette Bosted, og disse kan sikkert bringes frem til større Ydelser ved passende Kultur, men Forsøg paa at føre andre Egnes Eskimoer hen til Igalikos Omraade, vil efter Sigende blive mødt med energisk Modstand fra »Klanen«s Side. Den lille Befolkning her er stærkt særpræget, og føler sig som store Agrarer i Modsætning til andre Grønlændere, der tænker og føler som Fangere og Fiskere. Med Stolthed henviser alle i Igaliko til deres Stamfader, som var et meget særpræget Menneske, nemlig den norskfødte Anders Olsen. Han, der var ansat i Handelen, grundlagde i 1775 Kolonien Julianehaab. Derefter giftede han sig med en Grønlænderinde og flyttede til Igaliko, hvor han blev Stamfader til den Landbruger-Befolkning, som nu lever paa dette skønne, ja, ligefrem idylliske Sted.

En Snes Familier lever her, hver med sin Bolig og sin Hjemmemark, men trods »Privatejendomsretten« bestaar her et udpræget Fællesskab. Alle større Arbejder udføres af alle Mænd i Forening, hos hvert Medlem af »Klanen«. Kvæget, thi her er ikke blot Faar, men mange Køer og enkelte Tyre, færdes frit i Bjergene og Dalene bag Bopladsen, og da en Tyr netop skulde indfanges og afskibes, da jeg var der, var alle Mændene paa Benene for at fange Tyren og føre den til Baaden, der igen skulde føre den ud til »Disko«.

Jeg aflagde Besøg hos Zebulon og hans Kone, og blev trakteret med Mælk inde i den renvaskede Grønlænder-Beboelse, der var af Træ. Konen vovede ikke at sige ret meget, hun holdt sig beskedent henne paa Briksen, men Zebulon fortalte og udtrykte sin Glæde over det kærkomne Besøg. Der var mange ejendommelige Huse i denne By, jeg henviser til de ledsagende Illustrationer.

Fremtidens landbrug

Efter vel overstaaet Besøg i Igaliko, sejlede »Disko« igen ud af Fjorden, for efter to Timers Sejlads at lande ved Udstedet Narssak, der ogsaa hører under Julianehaab. Her residerer en af Grønlands Foregangsmænd, Kateketen Henrik Lund, der er Formand for Kommuneraadet, og samtidig med sin øvrige Virksomhed en betydelig Maler. Udstedsbestyreren Jacob Egede, der er Grønlænder, forestaar med stor Dygtighed og Akkuratesse Handelens Filial og viser i sin private Bopæl en sjælden Smag og Finhed.

Her er ogsaa et Sted med Muligheder for en betydelig Landbrugsvirksomhed. En tidligere utilgængelig Mose paa vistnok over tyve Hektarer Land er taget under Kultur. Der er gravet brede og dybe Grøfter, der er lagt Planer for de videre Arbejder, og Jorden er allerede saa meget tilgængelig, at man kan se, at her bliver Plads for et betydeligt Antal unge Grønlændere, der vil vove Springet over i Landbrugernes Rækker. Koloniens tre Hundrede Indbyggere holder allerede tusind Faar, og der vil inden lang Tid være et betyde1igt større Tal. Der er Forstaaelse for den nye Tid og de, der er i Spidsen her, fortjener Anerkendelse for den Vejledning de yder den lille Befolkning, der er rede til at følge·de nye Veje og til at lære Livet at kende som Faareholdere og moderne grøplandske Agrarer.

Ud i taagen

OM Eftermiddagen styrede vi ud igennem Fjorden Torsukatak og nu er Maalet »Grønlands Guldgrube«, Kryolitbrudet i lvigtut. Der regnes at være fjorten-seksten Timers Sejlads, men Natten er ikke gunstig for Sejlads. Vi ankrer Klokken otte i en havnelignende Del af Fjorden, hvor der ikke før er ankret og hvortil Kendskabet er yderst ringe. Det kneb med at faa Ankeret i Bund, og det viste sig næste Morgen, at vi havde ankret paa Stenbund, som ikke just er det bedste. Vi døbte Ankerpladsen »Diskos Havn«, men om »Disko« nogensinde senere søger dertil, er vist tvivlsomt.

Om Morgenen Klokken fire lettede vi Ankeret og erfarede altsaa, at vi havde ligget paa ugunstig Ankerplads, men vi havde da ligget i Ro og i passende Læ. Morgenen var ubehagelig, fuld af Rusk, Regn, Kulde og Taage, og vi var i Tvivl om, hvorvidt vi vilde finde ind fra Havet til lvigtut, der ligger inde i en Fjord eller Vig paa Sydøstgrønlands Hjørne. Kaptajn Hansen savnede imidlertid ikke Kendskab til Kysten, det mindste Kendingsmærke var nok for ham, og trods Taage styrede vi forsigtigt ind imellem Klipper og Skær for at ankre ved Ivigtut Klokken tolv Middag paa Rejsens fjortende Dag.

Ved kryolitbrudet

Denne Havn eller Rhed har et andet Udseende end de øvrige grønlandske Havne. Der er en Mængde Motorbaade ved den lille Bro, der er vældige Bygninger oppe i Land, og der er mange Rækværker, Afspærringer og Trapper, som viser, at her foregaar en særegen Virksomhed.

Det er som bekendt her, at Verdens ydedygtigste Kryolitbrud findes. Dette værdifulde Mineral, som nu bruges ved Fremstillingen af Alluminium og i Emaille-Industrien, blev opdaget i længst forsvunden Tid. Den daværende konservative Regering forærede Herligheden bort til et Konsortium, som 1866-67 fik Koncession paa Minedriften, og det oprettede Aktieselskab har siden udnyttet Klenodiet.

I Tidens Løb er der sket forskellige Ændringer i Koncessions-Forholdene, saaledes at Staten nu ogsaa deltager ved Delingen af Udbyttet, og i den nyere Tid er der ogsaa hidført anstændige Vilkaar for de danske Arbejdere, der beskæftiges i Brudet, takket være deres Organisation. Koncessionen, som sidst fornyedes i 1915, løber nu til 1939.

Jeg beser det interessante Brud, der nu fremtræder som et vældigt Hul i den forholdsvis høje Klippe, Vi gaar, under Anførsel af Direktør Korp, ned i den besynderlige Grube ved Hjælp af en Elevator, og da vi er i Grubens Bund, befinder vi os femoghalvtreds Meter under Havoverfladen. Vi ser den vældige Udgravning, der er tilvejebragt ved at bryde de mange Lag, der ligger over hinanden. - Granit, uren Kryolit, Grus, Skærver, Ler, ren Kryolit. Vi ser, hvorledes Diamantboringer foregaar, med det Formaal at faa konstateret, i hvilken Udstrækning her endnu er Ydeevne og af hvilken Art denne Ydeevne er. Der er foretaget Boringer i lang Tid og i Selskabets Laboratorium undersøges Resultatet af Boringerne, og man ved forholdsvis nøjagtigt en hel Del om Fremtiden, men vaager naturligvis over dette, som over store Hemmeligheder.

Jeg beser de Bygninger, der hører til Brudet, Bespisningslokaler, Sovesale, Værksteder og Sygehus, og jeg sidder mange Timer hos Statens Kontrolør ved Kryolitbrudet, Ingeniør Fischer, og hører om de Erfaringer han indvinder og om de store Statsinteresser, her skal varetages.

Statens Kryolit-Interesser er meget betydelige, men overfor disse staar ogsaa de private Interesser, i Henhold til den givne Koncession, og ved Siden af Koncessionshaverne kommer igen Aftagerne. Der er amerikanske Forretningsfolk, som aftager en Del, og der er et stort dansk Aktieselskab, som aftager en endnu større Del. Denne Del forarbejdes saa paa et stort industrielt Anlæg i København, for i bearbejdet Stand at blive solgt ude i forskellige evropæiske Lande, hvor de store Alluminiums- og Emailleværker kontraktlig er bundne som Aftagere.

Man vil forstaa, hvilke store Interesser der knytter sig til denne Vare. Det er ikke ligegyldigt, om man kaster sig over de Lag ren Kryolit, der findes i Brudet, for saa at bortkaste de mindre rene Partier eller at overlade dem til Eftertiden, naar Koncessionen er udløbet og eventuelt skal fornyes. Der maa findes en forsvarlig, rationel Udnyttelse Sted, og Statens Interesser maa selvfølgelig varetages i alle danske Borgeres Interesse.

Disse mange vigtige Problemer, der angaar store Værdier, var Genstand for Forhandling under Opholdet deroppe, og jeg naaede ved Besøget at blive bedre rustet til fortsatte Drøftelser, end jeg var i Forvejen.

Og saa, efter at have set alt, samledes jeg med alle Brudets Arbejdere og Funktionærer, efter disses eget Ønske. Jeg fortalte dem om Udviklingen i Danmark siden de for et eller to Aar siden drog hjemmefra, for at leve i Ensomheden deroppe i Grønland.

Arbejdernes Formand fortæller til Gengæld om Livet her og om de Vilkaar, der er Resultatet af eget Arbejde. Det er Evropas nordligste Fagforening her, siger Johannes Hansen, og vi er stolte af vort Arbejde. Før i Tiden var dette Kryolitbrud berygtet, thi man søgte efter den billigste Arbejdskraft, og man fik Folk, som vanskeligt fik Arbejde andre Steder. Endnu i 1918 var Timelønnen her femogtredive Ører. Nu er den en Krone og halvfjerds Øre for Arbejdsmænd, to Kroner og tyve Øre for Haandværkere, og ved Akkord - som er Reglen - tjener Arbejdsmændene gennemsnitlig tre Kroner og tredive Øre i Timen. Alle er nu organiserede Arbejdere, og nu stilles der Krav om dygtige og pligtopfyldende Folk, og det er saadanne, som for Tiden befolker Ivigtut.

Jeg fik mange gode Ønsker med fra Ivigtut, fra halvandet Hundrede gode, danske Mænd, som ofrer nogle af deres bedste Aar, i stor Risiko, ved strængt Arbejde paa et Sted, hvor Ensomheden og Stilheden i Længden virker nedtrykkende paa dem, der kom fra de store Arbejdspladser og det livlige, danske Samfund.

Ivigtut er alene Kryolitbrudets By. Her er ingen Grønlændere, de har ikke Adgang til dette Sted og de lovlydige Danskere, som lever her, maa ikke besøge Grønlændernes Bopladser. Man synes det er noget strængt, men det er i Systemets Aand.

Hos den gamle overmatros

Efter en stræng Eftermiddag i Kryolitbrudets By, lettede vi Klokken seks-syv om Eftermiddagen og styrede hen til den nærmeste, grønlandske Boplads - Arssuk - hvis Bestyrer var sejlet til Ivigtut for at forlange mit Besøg paa hans lille Virkefelt. Vi ankrede ud for Arssuk Klokken otte om Eftermiddagen, og det var endnu saa lyst, at vi kunde glæde os over en festlig pyntet Skare af Grønlænderinder, som havde taget Opstilling nede paa Skraaningen ved Landgangsbroen.

Jeg gik derind med Baaden og blev modtaget af Bestyreren, der har været Overmatros i den danske Marine. Han har Sans for Orden og Renlighed. Her er herlige Bygninger til Saltning og Opbevaring af Fisken, og her er nye; gode Veje fra Anløbsstedet op til Kolonien, hvor et Hundrede og halvfjerdsindstyve Mennesker er betroet til Overmatrosens Omsorg og Vejledning. Vi besøger Bestyreren i hans Hjem ved Siden af den lille Butik, og jeg mødte her, for første Gang, den tændte Tranlampe, som er alles Oplysningsmiddel heroppe i Grønland. Jeg fik en Skildring af Bestyrerens Arbejde og Vanskeligheder igennem et Aar og tre Maaneder, hvori han nu havde lagt Tingene til Rette, og jeg modtog et stærkt Indtryk af den Tro og Kærlighed, hvormed Arbejdet gøres heroppe af de danske Funktionærer og deres Hustruer. Da jeg i den mørke Aften sejlede fra Arssuk ud til »Disko«, havde jeg Sindet fyldt af stærke Indtryk; baade af det grønlandske Folks Opdrift og af danske Medhjælperes Arbejde for at hjælpe og støtte Grønlænderne paa deres Vandring.

Retur til Min grønlandsfærd