Alt skal frem på bordet

Det er Naalakkersuisuts og regeringens ønske at den historiske udredning af forholdet mellem Grønland og Danmark skal udgøre et bidrag til en fælles proces om at afdække og forstå historien, erkende konsekvenserne af de beslutninger, som der blev truffet, og de handlinger, som blev gennemført, for derigennem at skabe forudsætninger for forsoning med fortiden

Torsdag d. 9. juni 2022

Múte Bourup Egede, Formand for Inuit Ataqatigiit
Emnekreds: Rigsfællesskab og selvstyre.


Fælleserklæring mellem Grønlands Naalakkersuisut og Danmarks regering om historisk udredning af forholdet mellem Grønland og Danmark

Naalakkersuisut og regeringen har besluttet at iværksætte en historisk udredning af forholdet mellem Grønland og Danmark i perioden efter Anden Verdenskrig og frem til i dag. Udredningen skal omhandle de væsentligste politiske beslutninger, begivenheder og øvrige forhold i perioden, som medvirkede til at præge udviklingen af Grønland, forholdet mellem Grønland og Danmark, eller som fik konsekvenser for den grønlandske befolkning.

Udredningen skal omfatte særlige sager og forløb, der især fandt sted i perioden under moderniseringen af Grønland i tiden efter Anden Verdenskrig og frem til nutiden eller til at Grønland har overtaget ansvaret på de pågældende sagsområder.

Departementet for Uddannelse, Kultur, Idræt og Kirke og Uddannelses- og Forskningsministeriet udarbejder i fællesskab et kommissorium for den historiske udredning, der forestås af uafhængige forskere. Kommissoriet skal foreligge med udgangen af oktober 2022.

Det er Naalakkersuisuts og regeringens ønske at den historiske udredning af forholdet mellem Grønland og Danmark skal udgøre et bidrag til en fælles proces om at afdække og forstå historien, erkende konsekvenserne af de beslutninger, som der blev truffet, og de handlinger, som blev gennemført, for derigennem at skabe forudsætninger for forsoning med fortiden.

Tórshavn, den 9. juni 2022

Mute B. Egede, Formanden for Naalakkersuisut

Mette Frederiksen, Statsminister