Indsigt: Opvarmning ikke nyt for Grønland

Opvarmning ikke nyt for Grønland

Takket være, at datidens teknik ikke var så avanceret som i dag, blev vi gamle grønlændere i vor barndom og ungdom forskånet for nutidens daglige alarmerende rapporter om ekstrem afsmeltning af isen ved Nordpolen og indlandsisen samt sneen i Grønland. Opvarmningen i dag er ikke kommet så vidt, at der er åbnet en skibsrute fra Atlanterhavet til Stillehavet nord om Sibirien, som det var tilfældet i 1930’erne.

Mandag d. 3. december 2007
Jørgen Fleischer, Redaktør
Emnekreds: Grønlands historie, Klima.

Den globale opvarmning går mest ud over Grønland og det øvrige Arktis. Det får man tit og ofte at vide.

I den aktuelle situation kunne det være interessant for nutidens mennesker at høre lidt om, at der i den nyere tid har været tilbagevendende opvarmninger i polarområdet. Optegnelser siden Hans Egedes dage i Grønland har nemlig godtgjort, at der i de sidste 300 år har været opvarmninger i hvert århundrede med torskeperioder.

For udenlandske berømtheder, som i dag valfarter til den ekstremt afsmeltende gletscher i Ilulissat Isfjord kunne det også være interessant at høre om, at afsmeltningen af gletscheren i Isfjorden har været endnu mere ekstrem i 1600-tallet.

Handelsassistent Peder Olsen Walløe har i 1747 mødt en ældgammel grønlandsk kvinde, som har oplevet en isfri Ilulissat Isfjord. I sine erindringer skriver handelsassistenten:

»Yderst ved Iisfjorden var en gammel Kone i Huse hos en grønlandsk Familie, som stedse laae paa Brixen og var i Kontrakt, at hun ikke kune række Benene ud eller hjælpe sig selv paa nogen Maade. Hendes Haar var ganske graat. Naar man spurgte hende om hendes Alder, svarede hun, at hun ikke vidste det, men sagde:

Så længe har jeg levet, at jeg godt erindrer tilbage til den Tid, da her i denne Fjord, hvor der nu er saa mange og store Iisbjerge, ikke var nogen, men at man kunde fare meget langt op i Fjorden.

Lad være, hun var 100 Aar og derover. Hvilken forandring i et Menniskes Levealder! Nu er her saa opfyldt med Iis til Lands og Vands, saa at man ofte om Sommeren neppe kan komme frem for store og smaae Iisbjerge.«

Hans Egede kom til Grønland i 1721 under en opvarmningsperiode, hvor der var mange torsk. Hans søn Poul fortæller, at sejlbåde fra Boston i Amerika kom den lange vej til Grønland for at fiske torsk på Fyllas Banke ud for Nuuk.

I 1790’erne skriver missionæren i Paamiut, Otto Fabricius, at torsken så godt som var forsvundet i distriktet. Otto Fabricius var også zoolog. Han udgav det første videnskabelige værk om Grønlands dyr ’Fauna Groenlandica’.

Lederen af en dansk havundersøgelses ekspedition til Vestgrønland i 1822-1824, senere kongelig inspektør i Sydgrønland Carl Peter Holbøll beretter, at han aldrig havde set så mange torsk som på den tur. Ekspeditionen fandt en ukendt dybhavstudsefisk, som fik navnet Holbølls Dybhavstudsefisk ’Cretias Holboelli’. Den er begsort og ligner et rumuhyre fra en skækfilm. På hovedet har den en ’projektør’ med en antenne og kumme således orientere sig i dybets mørke.

Missionær på Østkysten Kristian Rosing, som døbte de sidste hedninger i Østgrønland i 1921 fortæller i sine erindringer:

»Der var mange torsk i min barndom i Maniitsoq 1870’erne. Folk tørrede fisken til eget brug og gemte den i deres depoter. Den overskydende fisk blev om foråret solgt i bundter til butikken, og da der var tale om mange bundter, tjente man gode penge ved salget. Men senere tyndede det ud i bestanden og til sidst forsvandt torsken helt.

Mange år efter kom torsken igen sydfra, da klimaet blev varmere og havtemperaturen steg. Varmere vejr var særlig mærkbar nordpå, hvor der er islæg om vinteren.«

Den sidste opvarmning for 80 år siden har været langt mere markant end den nuværende globale opvarmning. Om opvarmningen i Grønland og det øvrige Arktis i 1920’erne og 1930’erne kan man få at vide ved at læse et foredrag af professor Adolf Jensen i Det Grønlandske Selskab i 1944 om ’Klimasvingninger over Arktis og deres Følgevirkninger, med særligt Henblik paa Grønland’. Adolf Jensen var datidens ekspert i arktisk klima og dyreverden, og han var leder af den danske havundersøgelses-ekspedition til Grønland i 1908-1909 med briggen ’Tjalfe’, hvor man konstaterede torskeforekomster i Sydgrønland.

I sit foredrag i 1944 siger professor Adolf Jensen blandt andet:

»I 1920’erne og 1930’erne har der fundet en almindelig temperaturstigning sted i arktiske egne, især i vintermånederne. Som et eksempel skal jeg nævne Svalbard. Deroppe begyndte temperaturstigningen i 1918-1919 og er fortsat siden. I årtiet 1920-1930 var vinteren på Svalbard gennemsnitlig fem grader varmere end tidligere, i perioden 1931-1935 endog ni grader varmere. Temperaturstigningen kulminerede i 1937-1938, hvor vintertemperaturen på Svalbard var 16-17 grader varmere.

Går vi dernæst til Grønlands vestkyst, er vintrene også der blevet mildere i den senere tid. Som eksempel kan anføres Ilulissat. Her var vintertemperaturen i perioden 1919-1922 omtrent to grader, i perioden 1923-1932 5 grader højere end for 50 år siden. I vinteren 1935-1936 lå middeltemperaturen i Qeqertarsuaq 6,4 grader, i Nuuk 3,6 grader og i Qaqortoq 4,6 grader over normalen.

Men ikke alene luften er blevet varmere, også vandets temperatur i de arktiske have er steget. Herom foreligger talrige vidnesbyrd af hydrografer fra Rusland, Norge og Danmark. Det er påvist, at der i tyverne og trediverne har fundet temperaturstigning sted i Polarhavet nord for Rusland og Sibirien, samt omkring Svalbard, og Jan Mayen samt Øst- og Vestgrønland.

De gunstige isforhold bevirkede, at Rusland forsøgte at få skibsfart i gang mellem Atlanterhavet og Stillehavet nord om Sibirien. I 1932 sejlede den russiske isbryder ’Sibirjakow’ fra Archangelsk til Beringshavet for første gang uden overvintring. I 1935 fuldførte fire skibe sejladsen nord om Asien til Stillehavet. I 1936 gennemførte ikke mindre end 14 skibe den nye rute uden alvorlige ishindringer.

Langs østkysten af Grønland kulminerede de gunstige isforhold i 1931, 1932 og 1933. I august 1932 var kysten fra Nunap Isua til Illoqqortoormiit næsten fri for storis, ligeså i 1933, da et skib nåede helt op til 79 grader nordlig bredde. Man kunne også minde om, at Knud Rasmussen i sidste halvdel af august 1933 sejlede med motorbåden ’Kivioq’ fra Tasiilaq i fint vand næsten uden is , selv langs den berygtede Blosseville kyst til Illoqqortoormiit og tilbage til Tasiilaq med en rejsetid af i alt kun 13 dage. Isen i Polarhavet er taget af år for år. Den stærke tilførsel af varme i de arktiske egne har også medført, at gletscherne trækker sig tilbage i hele polarområdet. Det samme er på Svalbard, hvor gletscherne karakteriseres som døende. Isen smelter også hurtigt på den store Vatnajøkull på Island.

Også i Ammassalik distrikt på østkysten har gletscherne i en årrække været på tilbagetog. Ligeledes har gletscherne i egnen ved Nuuk, Sisimiut og Diskobugten samt på Nussuaq halvøen trukket sig tilbage i den nyere tid.

Endvidere foreligger der en beretning fra en britisk ekspedition om, at ved Thule har isdækket på land trukket sig tilbage, og at der er forekommet nye Nunatakker.

Endelig kan det benævnes, at i Ruslands nordligste distrikter er grænsen for den evig frosne jord rykket langt mod nord.

Lokket af højere temperaturer er nye dyrearter dukket op både på Svalbard, Island og Grønland. Navnlig Grønland er under klimamildningen i de senere år hyppigere end før blevet besøgt af flokke af fugle, der kommer helt ovre fra Europa f. eks. hjejle og sjakker. I årene 1918-1937 har Grønland fået besøg af ikke mindre end 17 fuglearter, der er ny for den grønlandske fauna, deriblandt fugle, der hører hjemme langt mod syd, så som skehejre, der har sit hjem i Syd- og Mellemeuropa og albatros, der kommer helt nede fra den sydlige halvkugles tempererede bælte.

Den sydlige hvalart grindehvalen har siden 1921 været meget hyppigere sommergæst ved Vestgrønland end tidligere. I 1921 kom en større flok til Nordlandet ved Nuuk. Af flokken på 200-300 dyr blev 125 fanget. I 1926 fangede man 200 grindehvaler ved Maniitsoq, og i 1931 fangedes 120 dyr ved Kangaamiut,150 ved Itilleq og 300 i Ulkebugten i Sisimiut.

Hvad fiskene angår, er der da først at notere, at der til Grønland er kommet en del fiskearter, som ikke hører disse farvande til, men har hjemme i varmere have. Som sådanne fisk, der har indfundet sig i grønlandske farvande i den varme periode, kan nævnes de til torskefamilien hørende arter: sej, kuller, brosme og lange. Af dem har sejen optrådt i store stimer og synes endog at have ynglet ved Grønland. Og helleflynderen er nået helt op til Upernavik.

Siden 1932 er silden fanget i Qaqortoqs, Paamiuts, Nuuks og Maniitsoqs distrikter, og der er taget indtil 4500 sild i et træk. Endvidere er der konstateret, at silden i den sidste tid yngler ved det sydlige Vestgrønland.

Ammassat, som tidligere gik ikke længere end til Diskobugten, er trængt længere mod nord efterhånden helt op til Upernavik, og enkelte ammassatter er endog nået helt op til Thule.

Ved århundredets begyndelse forekom torsken kun få steder ved Sydvestgrønland. Under mine ekspeditioner med briggen ’Tjalje’ i 1908 og 1909, hvor jeg havde dygtige fiskere med mig, deriblandt en færing og en islænding, fangede vi torsk i nævneværdig grad kun ved Qeqertarsuatsiaat og i sundene ved Nunap Isua. Men siden 1917 har torsken vist sig over meget større område, først i de sydlige distrikter: Qaqortoq og Paamiut, siden 1919 ved Nuuk, siden 1922 ved Maniitsoq og siden 1927 ved Sisimiut.

Torsken nåede op til Aasiaat distrikt i 1928 og i 1931 til Qasigiannguit og Uummannaq distrikter og allersenest nåede den op til Upernavik.«

Sådan lyder klimaforsker og zoolog, professor Adolf Jensens foredrag i 1944 om den forrige opvarming i Grønland og det øvrige Arktis.

Det fremgår af foredraget, at daværende opvarmning har været langt mere markant end den nuværende galopperende globale opvarmning med ekstrem afsmeltning af polarisen og Grønlands indlandsis.

Vi, som har oplevet den sidste opvarmning i Grønland, kan bekræfte professorens foredrag. Det var dengang under torskeperioden, da vinteris så godt som var afskaffet i Diskobugt og sejlads var muligt året rundt. I 1947 den 17. februar var jeg passager om bord på en motorbåd på en tur fra Ilulissat til Ilimanaq. Der var slet ingen nyis i Ilulissat havn, og turen foregik på hele ruten i fint vand.

Tænk, hvis man under den forrige opvarmning havde været i besiddelse af nutidens teknik, som muliggør satellitovervågning af jordkloden!

Takket være, at datidens teknik ikke var så avanceret som i dag, blev vi gamle grønlændere i vor barndom og ungdom forskånet for nutidens daglige alarmerende rapporter om ekstrem afsmeltning af isen ved Nordpolen og indlandsisen samt sneen i Grønland. Opvarmningen i dag er ikke kommet så vidt, at der er åbnet en skibsrute fra Atlanterhavet til Stillehavet nord om Sibirien, som det var tilfældet i 1930’erne. Der rapporteres heller ikke om en så godt som storisfri kyst i Østgrønland, som i begyndelsen af 1930’erne, da Knud Rasmussen sejlede med sin motorbåd ’Kivioq’ fra Tasiilaq og nordpå til Illoqqortoormiit og tilbage igen i fint vand. Vi hører heller ikke om fremmede fiskearter, som gæster Grønland, tillokket af den globale opvarmning.

Endelig er en invasion af myriader af torsk, som vi gamle grønlændere har oplevet i vor barndom og ungdom, stadig udeblevet.

Nutidens klimaforskere ignorerer fuldstændigt de normale periodiske opvarmninger i Grønland og fokuserer udelukkende på den igangværende globale opvarmning. Der er heller ikke noget særligt ved en normal periodisk opvarmning i Grønland. Noget helt andet er, når det drejer sig om en menneskeskabt global opvarmning, som går mest ud over Grønland og det øvrige Arktis. Normale periodiske klimasvingninger i Grønland er jo ikke en omtale værd. De hørte fortiden til, før mennesket med sit CO2-udslip afskaffede klimaets normale rytme i Arktis. Situationen er en hel anden i dag. Nu har mennesket overtaget vejrgudernes rolle.

Derfor er der ikke noget at sige til, at dagens klimaforskere forbigår, at den næste normale periodiske opvarmning i Grønland nu er begyndt at gøre sig gældende. Hvis den nuværende opvarmning var kommet under den normale kuldeperiode i 1980’erne, så havde det drejet sig om en global opvarmning. I 1980’erne var vintrene kolde ned til minus 30 grader i Diskobugten og ned til minus 20 grader i Nuuk.

Men i dag er den globale opvarmning kommet samtidig med den næste normale opvarmning i Grønland. Spørgsmålet er bare: Hvad er hvad?

Men når man har læst beretninger om de forrige opvarmninger i Grønland og selv har oplevet den sidste opvarmning, er man tilbøjelig til at tro, at den nuværende opvarmning er den næste normale periodiske opvarmning, og at torskeperioden nu stunder til. Så viger rejen, hellefisken og sælen nordpå ligesom ved forrige opvarmninger.

Der er således intet nyt under solen. Og hvem ved? Måske har vejrguderne stadig større magt over klimaet end mennesket, som har forårsaget den globale opvarmning? Eftertiden skal ikke forbavses, hvis kulden – stik imod nutidens computersimulerede klimaforudsigelser om smeltning af isen i Nordpolen og indlandsisen – vender tilbage i Grønland i 2080’erne.