Kamikposten - Qullissat – byen der ikke vil dø
Qullissat – byen der ikke vil dø
Indholdsfortegnelse:
Prolog: Qullissat
Først udenomsværkerne:
Dernæst lidt om anmelderens udgangspunkt
Og så til indholdet:
Om lukningen af Qullissat og næste gang noget lignende skal lukkes
Forskellen på den danske landbrugskultur og den grønlandske fangerkultur
Krav på en undskyldning?
Mobning i Grønland
Et politisk pejlemærke, der kan bruges de næste mange år
Anmeldelse af bogen
Prolog: Qullissat
”Qullissat ligger på nordøstsiden af Diskoøen ud for Grønlands vestkyst, 500 kilometer nord for Polarcirklen. Fra 1924 til 1972 var byen hjemsted for Danmarks eneste statsdrevne kulmine. Hele byen var bygget op omkring kulminen. I slutningen af 1940erne var den Grønlands største mineby og den fjerdestørste by på vestkysten.
Da staten i 1972 lukkede kulminen, mistede byen sit eksistensgrundlag og dens over tusind indbyggere blev forflyttet. Efter danske forhold ville det svare til, at man lukkede Randers og spredte dens indbyggere over mere end 2.000 kilometer, eller lige så langt som fra København til Istanbul.
Officielt hed det, at flytningen var frivillig.”
”Åh, nej, endnu et af disse skabelonskrifter om den brutale danske kolonimagts nedtromling af den forsvarsløse grønlandske befolkning. Det orker jeg næsten ikke”, tænkte jeg efter at have læst ovenstående indledning til bogen ”Qullissat - byen der ikke vil dø”.
Jeg tog modstræbende fat på det trælse job.
Jeg lagde først bogen fra mig igen, da bogen var læst.
Det er den bedste bog om det grønlandske samfund, jeg nogen sinde har læst.
Først udenomsværkerne:
Det er godt boghåndværk.
Teksten er ledsaget af fotografier, som man får lyst til at klippe ud, ramme ind og hænge op.
De skulle så bare være noget større.
Teksten er skrevet i et sprog, der danner sine egne billeder på den indre tankevæg.
Dernæst lidt om anmelderens udgangspunkt
Jeg har den efterhånden mere og mere sjældne indgang til en bog som denne, at jeg har arbejdet med og i Grønland siden 1966.
Jeg kender eller har personligt kendt en række af de mennesker, der indgår i bogens beskrivelser af de forskellige forløb omkring lukningen af kulminen og affolkningen af Qullissat.
Og så til indholdet:
Bogen er skrevet af journalist Søren Peder Sørensen, der over somrene 2010 – 2012 har besøgt Qullissat.
Med disse besøg som udgangspunkt har han opsøgt mennesker, der har viden om nedlæggelsen af kulminen og lukningen af byen. Det er blevet til levende fortællinger om, hvad lukningen har haft af konsekvenser for de interviewede eller mennesker, de har kendt.
Det er gribende læsning. Ikke på den sentimentale måde, men som indsigtsfulde beskrivelser af det enkelte menneske i forhold til det omgivende samfund. Beskrivelser og interviews kommer i bogen som perler på en snor, blandet op med historiske tilbageblik.
Det har for mange mennesker været følelsesmæssigt hårdt at måtte forlade Qullissat, mens det for andre har været helt problemfrit at flytte til Qullissat, bo i Qullissat og fraflytte Qullissat.
En af de personer, der har taget turen hele vejen, er Anda Nielsen (han navngives i denne 1. udgave fejlagtigt som Andy Nielsen, det skal naturligvis rettes i de genoptryk, som jeg tror vil komme).
Anda Nielsen flyttede i 1937 til Qullissat fra bygden Qoornoq inde i Godthåbsfjorden. Han boede i Qullissat i 32 år, før han i 1969 med sin familie flyttede til Nuuk.
Jeg havde det privilegium at arbejde sammen med Anda Nielsen på lønningskontoret hos kæmneren i et par år.
Der er flere steder i bogen tilløb til ubegrundet at beskrive hændelser som negative. For eksempel skrives det, at Anda Nielsen, da han ankom til Nuuk med sin familie, flyttede ind i ”det gigantisk nybyggede ejendomskompleks i Blok 1-209”, underforstået, at det har nok ikke været noget rart sted at bo.
Jeg tror, at det boligvalg var Anda Nielsens eget. Det var på anden sal i en toetages boligblok med en formidabel udsigt over Godthåbsfjorden. Han havde et par minutters gang til arbejdet. Hver dag kl. 12 lagde han blyanten fra sig og gik hjem for at holde middag. Han vendte tilbage kl. 2 og genoptog arbejdet.
I sin fritid sejlede han ud på jagt og fiskeri i sin sejldugsjolle.
Anda Nielsen på vej ud fra stranden ved Vildmandsnæsset i sin sejldugsjolle for at fiske og jage
(an 1975)
I Qullissat arbejdede Anda Nielsen med regnskaber i kulmineselskabet. Det fremgår af bogen, at han havde været formand for kommunalbestyrelsen, medlem af Landsrådet og kredsdommer. Desuden var han en flittig skribent i lokalavisen. Det fortæller mig, at han gennem de sidste mange år, inden minen blev lukket, har været fuldt på det rene med, hvad vej det gik. Og han har fortalt det til alle Qullissat, der ville lytte. Han var et venligt menneske og en interessant fortæller.
Et andet menneske jeg har kendt, var Hansepaajuk Gabrielsen.
Hansepaajuk Gabrielsen var søn af en fanger. Han havde mistet begge sine forældre og var derfor kommet til Qullissat, hvor han voksede op hos sine ældre søstre.
Det beskrives levende i bogen, hvordan Hansepaajuk Gabrielsen som meget ung mand satte sig i spidsen for den arbejderbevægelse, han havde grundlagt i Qullissat. Som talsmand for arbejderne fik han i 1947 forhandlet en lønforhøjelse igennem på 60%. Det var på et tidspunkt, hvor minen allerede havde knas i økonomien.
Hansepaajuk Gabrielsen har måske været den eneste i Qullissat, der dengang forstod, at så stor en lønfremgang kunne forværre kulminens økonomi mærkbart og afkorte minens forventede levetid med flere år. Måske derfor forlod han nogen tid senere Qullissat og rejste til Danmark, hvor han gennemførte en uddannelse som revisor.
Da jeg lærte ham at kende i Nuuk, var han Landskasserevisor. Det var et job, der gav ham god tid til at snakke, og vi var begge aktive medlemmer i Siumut. Han var altid frisk på et godt råd til en ung mand, og tak for det.
Om lukningen af Qullissat og næste gang noget lignende skal lukkes
Bogen rummer en række oplysende interviews med blandt andre Aqqaluk Lynge, Jens Christian Kleist og Kuupik Kleist.
Alderen har gjort Aqqaluk Lynge til et fornuftigt og udbytterigt menneske at lytte til. Sådan har Jens Christian Kleist vist altid været, og Kuupik Kleist blev næsten over en nat forvandlet til det samme, da han ved forrige valg til Landstinget blev formand for landsstyret.
Jeg vil dvæle lidt ved interviewet med Kuupik Kleist.
Kuupik Kleist bliver spurgt om, hvad man kan lære af Qullissat, og han svarer, at Qullissat viser, at det godt kan godt kan lade sig gøre at opbygge en storindustri, hvor der er beskæftiget mange mennesker, og at forskellige folkeslag godt kan leve og arbejde side om side.
Helt aktuelt er guldminen ved Nanortalik lukket og omkring 70 mennesker har mistet deres arbejde. Hvad ville Kuupik Kleist have gjort som formand for landsstyret i den sag, som den danske regering ikke gjorde i Qullissat?
Aleqa Hammond har intet gjort, og borgmesteren i Sydgrønlands Kommune, Jørgen Wæver Johansen, klager kun over de skatteindtægter kommunen nu ser ud til at tabe og de sociale udgifter kommunen forventeligt nu pålægges. De 70 fyrede medarbejdere og deres familier er helt åbenlyst kun en kommunal byld i bagen.
Kuupik Kleist siger om lukningen af Qullissat:
”Den beslutningsproces som fandt sted var fuldstændig uacceptabel”
, og siger om fremtidige lukninger:
”Forinden skal der tages nogle grundige snakke, debatter og overvejelser for og imod. Sådan et sted som Grønland har det meget stor betydning, hvilken geografisk lokalitet man er født og opvokset i”.
En gennemlæsning af ”Qullissat - byen der ikke vil dø” viser, at det var netop den opskrift, der forud for lukningen af Qullissat blev fulgt til punkt og prikke gennem mange år. Men det er med Kuupik Kleists egne ord fuldstændigt uacceptabelt.
Det er denne tågesnak fra Kuupik Kleist, der er uacceptabel. Og det er denne bogs fortjeneste, at det nu er skåret ud i pap:
Næste gang et stort industriprojekt lukkes ned, vil det gå på akkurat samme måde, som det gik i Qullissat.
Det sætter et pejlemærke:
Hvis det for fremtidige projekter skal gå anderledes og bedre, når de lukkes, så skal der allerede nu tages fat på at udforme en lovgivning, der fastlægger helt klare pligter og rettigheder for de involverede parter: Selvstyret, kommunen, driftsherren for industriprojektet og de implicerede medarbejdere og deres familier. Det kunne eksempelvis være en lov om opbygning af en fond til at afholde lovbeskrevne omkostninger ved lukning af et industriprojekt.
Bogen peger også fremad på tre andre vigtige områder:
Forskellen på den danske landbrugskultur og den grønlandske fangerkultur
Krav på en undskyldning?
Mobning i Grønland
Forskellen på den danske landbrugskultur og den grønlandske fangerkultur
Det er interessant, at kampen for øget selvstændighed opstod blandt grønlandske uddannelsessøgende i Danmark i slutningen af tresserne.
De unge grønlændere var havnet midt i det danske ungdomsoprør, hvor alt hvad der var amerikansk var skidt, og venstresocialisme ikke var noget man spurgte ind til, det var en livsform.
At Danmark var en kolonimagt i klasse ned Sydafrika, tog vi som en selvfølge, og Grønland var beviset. Derfor var lukningen af Qullissat og tvangsforflytningen af befolkningen ikke noget, der påkaldte sig studentikos nysgerrighed. Det var en kendsgerning i klasse med tyngdeloven, lysets hastighed og de amerikanske aggressorers ulovlige anlæg af Thule Air Base. Her skulle der ikke tænkes, der skulle handles.
I bogen citeres Aqqaluk Lynge for disse ord:
”Lukningen af byen (Qullissat) skabte en politisk bevidsthed hos grønlænderne. Man så det som en beslutning, der blev taget hen over hovedet på os. Vi begyndte at sætte spørgsmålstegn ved, at Grønland var en koloni under Danmark. Dengang begyndte selvstændighedstankerne i befolkningen, og det førte til, at vi fik hjemmestyre nogle år efter”.
Her burde forfatteren til bogen, Søren Peder Sørensen, have spurgt, hvorfor man så ikke genåbnede Qullissat ved hjemmestyrets indførelse, når nu lukningen havde spillet så stor en rolle for indførelse af hjemmestyret.
Det spørger han ikke om.
Det er kun i en dansk landbrugskultur, at det med at flytte efter mulighederne for at overleve virker forkert og urimeligt. Sådan er det ikke i en grønlandsk fangerkultur. Aqqaluk Lynge og hans medstuderende grønlændere har fået påduttet dette synspunkt af deres venstresnoede danske medstuderende.
Grønlænderne har kun kunnet overleve tusindvis af år i Arktis, fordi de vidste, hvad betingelsen var: at man hele tiden og ufortøvet fulgte fangstdyrene.
Derfor flyttede Anda Nielsen fra Qoornoq til Qullissat, boede der i 32 år, og flyttede til Nuuk, da ”fangstmulighederne” forsvandt i Qullissat. Han var hverken bitter eller tvangsforflyttet.
Det var Hansepaajuk Gabrielsen heller ikke, han var endda ekstra forudseende: han flyttede til bedre græsgange, når han fik øje på dem, mange år før det var nødvendigt for at sikre overlevelsen.
Hvad så med dem, der ikke ville flytte? – For dem var det ikke kulminen, der var fangstdyret, som skulle mætte familien, det var den danske stat. Efter deres opfattelse behøvede man slet ikke lukke minen. Rigsfællesskabets regering kunne jo bare dække underskuddet i kulminen ind ved at bevilge nogle flere penge til den daglige drift.
Men sådan gik det ikke, og så fandt man på det med tvangsforflytningen.
Den fælde ville grønlandske politikere ikke lade sig fange i. Derfor blev Qullissat ikke genåbnet efter hjemmestyrets indførelse.
Krav på en undskyldning?
Set fra den synsvinkel er bogens kapitel om en undskyldning for ”tvangsflytningen” ikke blot mere forståeligt, det er også ufrivilligt morsomt, og det sætter det skarpe lys på betydningen af det enkelte menneskes kulturelle baggrund.
Det er tydeligt, at Søren Peder Sørensen er skeptisk over for den måde Qullissat blev
lukket på. Som han skriver i bogens indledning:
”Efter danske forhold ville det svare til, at man lukkede Randers og spredte dens indbyggere over mere end 2.000 kilometer, eller lige så langt som fra København til Istanbul.
Officielt hed det, at flytningen var frivillig.”
Den sammenligning er meningsløs. Qullissat blev lukket, fordi minen gennem mere end 20 år havde givet et stigende underskud, og fordi man – også i Grønland – i stigende omfang var i gang med at skifte fra kul til olie.
Nu har man ikke kulminer i Randers, så den nærmeste parallel ville være, at et kalkbrud skulle lukkes ned, fordi det gennem mange år havde kørt med underskud. Det ville være en begivenhed, der højst kunne udløse et par overskrifter og lidt omtale i den lokale presse.
Hvis der skulle ske noget i Randers, der kunne ende i en lukning af byen og nødvendiggøre en folkeflytning, der spredte indbyggerne over mere end 2.000 kilometer, så skulle det være et atomart bombeangreb eller en vedvarende radioaktiv forurening. Ved alle andre større katastrofer ville man forblive i området og genopbygge og genopdyrke. Det er forskellen mellem eksistensbetingelserne i et landbrugs- og industrisamfund og et samfund, som det grønlandske, hvor man kan ikke beslutte at genopbygge en fiskebestand, en sælbestand eller en rensdyrbestand. Man har i Grønland altid har været nødt til at flytte til de sikreste muligheder for at overleve, og kun blive der, til mulighederne forsvandt eller der dukkede noget bedre op et andet sted.
Og ikke nok med det: i det meste af Grønland har man altid måttet flytte to gange om året: man skiftede mellem vinterbopladser og sommerbopladser.
Det er derfor Søren Peder Sørensen får så mange tøvende og henholdende svar, når han spørger, om ikke der børe gives en undskyldning for lukningen af Qullissat: Hvad skal der undskyldes for?
De fleste, der bliver spurgt, mener, at der måske godt kunne gives en undskyldning for den måde flytningen blev gennemført på. Men det eneste, der adskiller lukningen og fraflytningen af Qullissat fra alle andre flytninger på grund af naturens vekslen og tidernes skiften, er antallet af familier, der fraflyttede det samme sted inden for et kort åremål. Selve flytningen er der ingen, som kan drages til ansvar for, og der er ikke noget at undskylde, hvis man vurderer det med afsæt i den grønlandske fangerkultur: sådan er det bare at bo i Grønland, når der ikke længere er noget af leve af, der hvor man bor.
Det er forklaringen på de tøvende svar.
Og så er det nødvendigt at understrege, at folk ikke blev tvangsforflyttet. Folk kunne være blevet boende eller de kunne efter eget valg flytte hvorhen de ville. I den organiserede flytning blev de tilbudt betalt flytning.
”Uha da”, tænker du måske? – Ja, men sådan er vilkårene i Grønland – og det er de sådan set også i Danmark: enhver er i princippet sin egen lykkes smed og personligt ansvarlig for sig selv og familiens velfærd.
Mobning i Grønland
Det fremgår af Søren Peder Sørensens interviews, at folk har været kede af at skulle flytte fra Qullissat.
Det er folk normalt, når de føler sig presset til at flytte fra det sted, hvor de er født, er vokset op og har boet i mange år.
I disse år er det især mennesker, der er kede af det, når de flytter til Danmark – ikke af lyst, men fordi levevilkårene er utålelige for dem i Grønland.
Det drejer sig for eksempel om folk uden udsigt til bolig eller mulighed for at få et arbejde, eller det kan være familier med handicappede børn, hvor den nødvendige behandling kun kan gives i Danmark, eller det kan være familier, der flytter til Danmark for at sikre deres børn en ordentlig skolegang.
Fælles for dem er, at de har valgt at flytte til steder, hvor de håber at kunne sikre sig en bedre tilværelse.
Det samme håb har familierne fra Qullissat haft, da mange af dem med tårefyldte øjne så Qullissat forsvinde bag Diskoøens nordøstlige runding.
For alt for mange af dem blev det er chok, når de ankom til det nye sted. De blev udsat for både psykisk og fysisk mobning. I et enkelt interview siges det direkte, at man først slap for at blive mobbet, da man valgte at flytte videre til Danmark.
Jeg husker det også for andre grupper af grønlændere. I de første år i Nuuk fik jeg en god ven og navnefælle, der var tilflyttet fra Ammassalik. Han fik regulære bank af tilfældige vestgrønlændere, hvis han vovede sig ud i nattelivet.
Og så er jeg nødt til at nævne den ulykkelige sag fra sidste år om en ung mand i en bygd i Nordgrønland, der gik amok og dræbte og lemlæstede det meste af en familie. En af de historier, der dukkede op, men blev forbigået i tavshed, var at der forud for hændelsen havde været en underskriftsindsamling blandt beboerne i bygden på under 100 indbyggere for at få den unge mand fyret fra hans job i den lokale KNI-butik.
Hvad gør man som ungt menneske, hvis hele ens verden er en bygd på en lille flad ø, beboet af mennesker, der står samlet om at ville fjerne ens eneste levevej? – Nogle tager livet af sig, andre forsøger at slippe bort fra bygden, men til hvor, hvad og hvordan? Og for enkelte slår det simpelt hen klik.
Jeg tror, at mobning er en vigtig del af forklaringen på, at selvmordsraten så høj blandt yngre mænd i Grønland.
Det er et kulturtræk, som man i Grønland er nødt til at gøre noget ved. Og her nytter det ikke med den forslidte replik: at det gør man også i andre lande, og at det er meget værre i Danmark.
Et politisk pejlemærke, der kan bruges de næste mange år
De læsere, der måtte være nået hertil i teksten, vil fornemme, at ”Qullissat – en by der ikke vil dø” er en bog, der sætter tanker i gang.
Den er et politisk pejlemærke, der kan bruges de næste mange år. Og den er en forpligtende anledning til at tage den pseudovidenskabelige opfattelse af Danmark som kolonimagt og grønlændere som et udnyttet og undertrykt folk op til revision.
Den grønlandske befolkning bør kaste den dyne af mindreværd af sig, som den er blevet prakket på af den danske venstrefløj i de sidste 40-50 år.
Og til Søren Peder Sørensen skal lyde en hjertelig tak for det store arbejde og det flotte resultat: en smuk og læseværdig bog.
Gid bogen må ligge som gave under alle juletræer hos familier i Grønland og hos familier i Danmark med tilknytning til Grønland.
Udgivet på forlaget Frydenlund:
Qullissat – byen der ikke vil dø
Søren Peder Sørensen
Fotograf: Leif Tuxen
200 sider
Illustreret i farve
Indbundet
pris 299. kr.
Udkommer 6. september 2013
ISBN 978-87-7118-283-5