Kamikposten - En rådden tradition for erstatningskrav

En rådden tradition for erstatningskrav

Der er en rådden tradition blandt grønlandske politikere for at kræve erstatning for snart sagt hvad som helst - med tvivlsomme, yderst tvivlsomme og direkte falske begrundelser.

Det sker ofte med afsætning i en påstået kolonialisme fra Danmark mod Grønland. Og det er sket i hele det tidsrum, hvor jeg har fulgt udviklingen, siden jeg ved juletid i 1966 fik et studenterjob i Ministeriet for Grønland, og helt op til i dag, hvor ”de juridisk faderløse” skal have ”kompensation” fra den danske stat for ”mistede arverettigheder”.

Et af de mere spøjse krav om erstatning husker jeg fra midten af firserne. Det kom fra beboere i Qaanaaq, der ville have erstatningshuse for de huse, de fik i forbindelse med ”tvangsflytningen” i 1953 fra Uummannaq ved Thule Air Base.

I Nuuk Ugeavis, som jeg dengang var redaktør og medejer af, skrev jeg om sagen, at hvis thulebeboerne fik den krævede erstatning, så kunne befolkningen i Upernavik søge erstatning, fordi de ikke var blevet tvangsforflyttet. Deres huse var lige så nedslidte.

Erstatningshusene fra 1953 var – i amerikansk militær sædvane – bygget af solide materialer og
i klart bedre stand end mange senere opførte huse i både Qaanaaq og det øvrige Grønland.

Da jeg i slutningen af halvfemserne besøgte Qaanaaq, kunne jeg bese de huse, det drejede sig om. De lå i strandbæltet. De var – i amerikansk militær sædvane – bygget af solide materialer og i klart bedre stand end mange senere opførte huse i både Qaanaaq og det øvrige Grønland.

Det var et erstatningskrav på en yderst tvivlsomt grundlag.

Det nyeste erstatningskrav vedrører ”de juridisk faderløse”. De har stiftet en forening, og på vegne af den forening har Sara Olsvig været meget aktiv. Sidst i hendes tale ved tredje behandling af finansloven i Folketinget.

Citat:
I dag sidder vi stadig tilbage med levn fra en tid, hvor der uhensigtsmæssigt blev skelnet mellem vores lande. I denne uge skulle vi her i Folketinget have anden- og tredjebehandlet loven om de såkaldte "juridisk faderløse". Lovændringen sikrer denne gruppe af mennesker den grundlæggende rettighed til en far. En ret de lovgivningsmæssigt indtil videre ikke har haft. Et enigt Landsting vedtog under efterårssamlingen et ændringsforslag som indebærer en form for kompensation til de juridisk faderløse, hvis far er afgået ved døden og dødsboet opgjort. Lovudkastet indeholder nemlig en ny forskelsbehandling som afskærer denne gruppe af juridisk faderløse fra arv.
Citat slut

Nu kunne man ud af teksten tro, at det er tanken, at Landskassen skal udrede en form for kompensation, og undre sig over, at Sara Olsvig tager sagen op i Folketingssalen. Men det er der en god forklaring på: Det er et enigt Landsting, der har besluttet, at staten skal betale en form for kompensation, og nu er Sara Olsvig sendt i byen for at få det til at falde på plads i Folketinget.

Da sagen blev rejst for flere år siden, blev det besluttet at undersøge, hvad sagen egentlig drejede sig om. Undersøgelsen endte op i denne udredning: ”Historisk udredning om retsstillingen for børn født uden for ægteskab i Grønland 1914-1974”. Den er udgivet af Statsministeriet den 1. juni 2011.

Citat side 66:
Mht. arveloven gjaldt det konkrete hensyn til de særlige forhold især den umiskendelige grønlandske modstand mod en ubegrænset arveret til børn født uden for ægteskab. De fandt den i alvorlig strid med grønlandsk mentalitet og tankegang; og med den grønlandske familiestruktur, hvor alle bidrog til frembringelsen af et bos værdier - i modsætning til børn født uden for ægteskab. Og der blev taget højde for disse indvendinger i lovens endelige udformning.

For børnelovens vedkommende drejede de særlige forhold sig først og fremmest om et problem af mere praktisk karakter, nemlig den ringe kvalitet af de blodprøver, som nåede frem til Retsmedicinsk Institut i København; og det tvivlsomme statistiske grundlag for at bruge prøverne til at vurdere sandsynligheden – eller usandsynligheden – af et muligt faderskab. Her var der ikke tale om forskellige indstillinger i de to landsdele; men om et problem, som efter alles opfattelse gjorde det uhensigtsmæssigt at afskære sig fra muligheden for at pålægge bidragspligt i de tilfælde, hvor bevisbyrden for faderskab ikke kunne løftes. Forventningerne om, at dette særlige problem snart ville blive løst, og at den danske børnelov dermed kunne sættes i kraft i Grønland, holdt ikke tilnærmelsesvis stik. Og det blev afgørende, da man omsider vurderede, at Nord- og Østgrønland var rede til indførelse af en moderne børnelov, og i den forbindelse overvejede at indføre den danske lov i hele Grønland. Intet tyder på, at det skyldtes modvilje fra nogen side. Det hang sammen med konkrete forhold som den geografiske afstand (ift. transport) og den grønlandske befolknings sammensathed og talmæssige lidenhed (ift. statistik). Fænomener, som det forekom vanskeligt at stille spørgsmålstegn ved.
7.2.3 Grønlandsk og dansk indflydelse på reglerne
Et kolonialt system etablerer pr. definition en ulige magtbalance mellem kolonimagt og koloniserede; og som det er fremgået af kapitel 4, har dette også været tilfældet i den grønlandsk - danske relation langt op i det tyvende århundrede: Myndigheden til i sidste ende at beslutte, hvad der skulle være gældende ret for børn født uden for ægteskab, har i den undersøgte periode ligget i København.

Undersøgelsen viser imidlertid, at der siden slutningen af 1800-tallet har fundet en løbende dialog sted mellem grønlandske og danske myndigheder om reglerne for børn født uden for ægteskab. Den viser også, at initiativerne til nye eller reviderede regler til tider kom fra den ene, til tider fra den anden side. Og at graden af lydhørhed i København over for de grønlandske ønsker og synspunkter varierede, ligesom tilslutningen fra Grønland til gennemgribende ændringer ikke altid faldt prompte.

Citat slut

Det fremgår generelt af udredningen, at de politiske forsamlinger i Grønland i alle årene fra 1914 til 1974 var skeptiske over for ændringer i de gældende regelsæt for børn født uden for ægteskab og – som det fremgår af citatet ovenfor – helt umiskendeligt var modstandere af en ubegrænset arveret til børn født uden for ægteskab.

Den konklusion fritager Danmark for enhver form for ansvar og pligt til kompensation.


Tilbage står kun det personlige ansvar,
som ligger hos de forurettedes forældre.
Og der har aldrig været nogen lov
– hverken i Grønland eller i Danmark -
der forbyder forældre at tage et ansvar
for de børn, de har sat i verden.
Dertil kommer de praktiske problemer med at bevise et faderskab ved hjælp af blodprøver.

Den eneste myndighed, der kunne pålægges en form for erstatningsansvar, er Grønlands Selvstyre som arvtager af tidligere grønlandske myndigheders beslutninger. Men den går heller ikke, da der var praktiske problemer ved at indføre en lov om arveret, før man kunne bevise et faderskab.

Det må Sara Olsvig være vidende om efter at have læst: ”Historisk udredning om retsstillingen for børn født uden for ægteskab i Grønland 1914-1974” grundigt igennem.

Sara Olsvig oppebærer fuld løn fra såvel Landsting om Folketing for sit politiske arbejde. Det arbejde omfatter også læsning af udredninger, som hun selv har været med til at bestille.

Alligevel kræver hun fra Folketingets talerstol, at der via den danske finanslov bevilges ”en form for kompensation til de juridisk faderløse”.

Det er det nyeste eksempel på en rådden tradition blandt grønlandske politikere på at kræve erstatning for snart sagt hvad som helst - med tvivlsomme, yderst tvivlsomme og direkte falske begrundelser.

Her sker det i strid de faktiske kendsgerninger, som de er fremlagt i den historiske udredning.

Læs mere her
Historisk udredning om retsstillingen for børn født uden for ægteskab i Grønland 1914-1974
Muligheden for at græde i kor