Færre anmeldelser om seksuelle overgreb sidste år – og et kæmpe fald i beslaglagt hash

Selvom anmeldelserne om seksualforbrydelser er faldende, er dog stadig lang vej for os, siger politidirektør.
Sidste år blev der anmeldt 587 sager om seksuelle forbrydelser til Grønlands Politi. Det er det laveste tal i fire år. Foto © : KNR / Malik Brøns
Skrevet af Christine Hyldal
13. marts 2024 15:44

Grønlands Politi har netop offentliggjort sin årlige statistik med tal for sidste års kriminalitet. Og der er fald på to af de store tunge poster: Nemlig beslaglæggelse af hash og seksualforbrydelser.

Sidste år blev der anmeldt 587 sager om seksuelle forbrydelser til Grønlands Politi.

Det er det laveste tal i fire år.

Seksuelle forbrydelser er for eksempel voldtægt og blufærdighedskrænkelse. Der er også færre anmeldelser om seksuelle overgreb på børn.

Det er positivt, mener politidirektør Bjørn Tegner Bay, men tallene er stadig er alarmerende høje:

- Grønlands Politi kommer fortsat til at have stort fokus på sagerne om seksualforbrydelser, for sammenligner vi anmeldelsestallene for seksualforbrydelser med de andre politikredse, så er der stadig lang vej for os, siger han med henvisning til, at anmeldelsestallet i Grønland er cirka 6,4 gange højere end i de øvrige politikredse i rigsfællesskabet.

Meget mindre hash og skunk

Og så er der hash, der bliver smuglet ind i landet i maver, kufferter, højttalere og hvad de opfindsomme bagmænd ellers finder på det.

I 2022 blev der beslaglagt 129,68 kilo hash her i landet. Det tal faldt sidste år til 61,95 kilo. Et fald på næsten 70 kilo.

Seksualforbrydelser i 2023

I alt blev der sidste år anmeldt 80 voldtægter her i landet.

46 anmeldelser om ”kønsligt forhold til barn under 15 år”, og 123 anmeldelser om blufærdighedskrænkelser røg også ind til Grønlands Politi.

Pr. 1000 indbyggere havde Grønland 10,23 anmeldelser. Det er meget højt. 

Danmark havde 1,6 anmeldelser på. 1000 indbyggere. Færøerne havde 1,8.

Kilde: Grønlands Politis Årsstatistik

De knap 62 beslaglagte kilo sidste år er det laveste siden corona-året 2020, hvor flyene stod på jorden. Det år blev der ”blot” beslaglagt 26,77 kilo. 

Ikke overraskende er det Kangerlussuaq, der ligger i spidsen som det sted i landet, hvor der bliver konfiskeret mest hash og skunk: 43,5 kilo blev det til sidste år.

Narkorelaterede lovovertrædelser

Til gengæld er der kommet langt flere anmeldelser om de såkaldt narkorelaterede lovovertrædelser.

I 2022 var det tal 584, og det var det højeste tal i mere end 20 år. Sidste år fik politiet 580 anmeldelser, altså kun to færre end året forinden. Tallet er altså fortsat højt. En del af forklaringen på det kan være et øget fokus på narkotikakriminalitet fra toldvæsenet og politiet, vurderer politiet selv.

46 af de 580 sager er bodypackere, der har forsøgt at smugle hash eller anden narko ind i landet.