Bank bekymret over manglende fremskridt på uddannelsesområdet

Uddannelsesniveauet for den nye unge generation har stort set været konstant de sidste 20 år, og det giver panderynker fra et samfundsøkonomisk synspunkt, lyder vurderingen i Grønlandsbankens årsrapport.

Uddannelse er af stor betydning både for det enkelte menneske og for hele samfundet. Har man en uddannelse er der mindre sandsynlighed for arbejdsløshed, man tjener generelt flere penge og bidrager mere til den fælles kasse.

I sin årsrapport gennemgår Grønlandsbanken den økonomiske situation for Grønland, og banken rejser en bekmring ved netop uddannelse.

I forhold til andre lande har Grønland en relativt høj andel af befolkningen, der har folkeskolen som højeste uddannelse. Det er et efterslæb, som skal indhentes, men det går ikke hurtigt nok:

Uddannelsesniveau er konstant hos de unge

- Sammenlignes uddannelsesniveauet med uddannelsesniveauerne i Danmark og EU er det særligt bekymrende, at statistikkerne ikke tyder på, at Grønland er ved at indhente dette efterslæb, skriver Grønlandsbanken og fortsætter:

Banken anerkender, at andelen af borgere, der har folkeskolen som højeste uddannelse, faldet. Men Borgere mellem 25-29 år har samme uddannelsesniveau som i 2002,

- Dette vil kræve, at den nye unge generation er bedre uddannet end de foregående. Dette er ikke tilfældet. Uddannelsesniveauet for den nye unge generation har stort set været konstant de sidste 20 år. Borgere mellem 25-29 år har samme uddannelsesniveau som i 2002, og uddannelsesniveauet for dem på mellem 30-34 år er kun marginalt forbedret siden 2012.

Betydeligt "Brain drain"

Banken pointerer også, at der er et problem i forhold til at holde på højtuddannede grønlændere.

- Ud af de 247 grønlændere, der færdiggjorde en lang videregående uddannelse i 2020, bor 81 i udlandet i 2023 – svarende til hver tredje, skriver banken, der anbefaler, at man gør mere for, at unge, der har læst i udlandet, vender retur til Grønland:

- Væsentlige faktorer bliver i den sammenhæng evnen til at sikre ex. velfungerende vuggestuer og børnehaver, gode folkeskoler og et velfungerende sundhedsvæsen.

Kræver dedikeret indsats

I sin konklusion kalder banken det essentielt at investere i forbedringer af uddannelsessystemet af hensyn til samfundsøkonomien:

- Derfor er det helt essentielt for den finanspolitiske holdbarhed, at flere uddannes og færre ender i ungemålgruppen (unge der hverken er i uddannelse eller i job).

- Et sådan skift har potentiale for både at øge arbejdsudbuddet af kvalificeret arbejdskraft, øge skattegrundlaget, mindske ulighed og forskel mellem by og bygd. Det kræver dedikeret og langvarig investering i uddannelsessektoren, og en forståelse for, at afkastet fra en sådan investering først kan realiseres flere år ude i fremtiden, skriver Grønlandsbanken.

Powered by Labrador CMS