Kun det talte ord gælder
Ministeren for Nordisk Samarbejde, Bertel Haarders, tale ved Arktisk Konference i Folketinget d. 31. marts 2009 om Rigsfællesskabets formandskabsprogram for Arktisk Råd
Torsdag d. 2. april 2009
Bertel Haarder
, Minister for Nordisk Samarbejde
Emnekreds:
Arktis
,
Klima
.
Indholdsfortegnelse:
Indledning
Udfordring: Klima
Udfordring: Governance/styring
Det arktiske samarbejde: Danmark/Grønland
Arktisk Råd: Formandskabet
Afslutning
Indledning
Tak til Folketinget og Nordisk Råd for at arrangere denne konference, hvor Arktis står i centrum. Udenrigsministeren, der desværre er blevet forhindret, har bedt mig tale om Rigsfællesskabets formandskabsprogram for Arktisk Råd. Prioriteterne i et sådant program står naturligvis ikke alene – de er båret af de kæmpe udfordringer og muligheder, som i dag præger udviklingen i Arktis.
Ser man en årrække tilbage, var den globale, politiske interesse for Arktis ikke stor. Efter den kolde krig forsvandt den umiddelbare sikkerhedspolitiske begrundelse for stormagternes engagement i Arktis. Men ud af det tomrum voksede spiren til det samarbejde i Arktisk Råd og andre internationale fora, som vi kender i dag og fortsat skal udbygge.
Det er regeringens holdning, at Danmark som arktisk nation skal spille en central og aktiv rolle i området. Et konkret eksempel herpå er vedtagelsen af Ilulissat-erklæringen fra maj sidste år, der blev til på dansk/grønlandsk initiativ. Danmarks stærke engagement i det nordiske samarbejde er med til at sikre, at der gennemføres fælles, nordiske initiativer til gavn for den sociale og økonomiske udvikling i regionen. Arktis er på samme tid en del af Norden og Nordens nærområde. Som minister for Nordisk Samarbejde havde jeg sidste år lejlighed til at repræsentere Danmark i Nordisk Ministerråds konference i Grønland om bl.a. EU’s engagement i Arktis.
Det internationale samarbejde i Arktis ender ikke her. Vi skal videre. Vores kommende formandskaber for Arktisk Råd og for Nordisk Ministerråd i 2010 og opfølgningen Stoltenberg-rapporten om arktisk samarbejde er vigtige platforme for de næste års engagement, som vi skal vide at udnytte.
Jeg vil gå i dybden med to tværgående udfordringer i Arktis: Klimaforandringernes indvirkning lokalt og globalt, og det jeg vil betegne som ”governance” eller styring, blandt andet behovet for fremtidig krisestyring i Arktis. Min pointe er, at udfordringerne påvirker på hinanden, og at løsninger på disse udfordringer kræver sammenhængende indsatser skabt i et internationalt og regionalt samarbejde.
Udfordring: Klima
En af de vigtigste udfordringer i dag angår klimaforandringernes indvirkning på det arktiske område. Arktisk Råds 2005-rapport ”Arctic Climate Impact Assessment”, vel nok Rådets flagskib til dato, fik med stor succes sat emnet ”Arktis og global opvarmning” på den internationale dagsorden. Den globale opvarmning påvirker naturressourcer og befolkninger i Arktis – desværre ofte i en umiddelbar negativ retning, hvilket kan have mærkbare lokale konsekvenser. Men i klimaforandringerne ligger også faren for, at spændinger, konflikter eller ressourcekampe forstærkes, og på det område er Arktis i de seneste år kommet i centrum. Nogle eksempler:
Permafrosten smelter og destabiliserer store landområder. Og i en ond cirkel sker der samtidig det, at nedsmeltningen frigiver drivhusgasser, der har ligget fastfrosset i sne og jordlag. Dermed stiger indholdet af drivhusgasser i atmosfæren! Selvom der med opvarmningen kommer flere, grønne planter, vurderer forskere, at det slet ikke vil kunne opveje den øgede frigivelse af drivhusgasser fra permafrosten. Det samlede resultat er mere CO2 i atmosfæren.
De arktiske dyr og planter er tilpasset ekstreme levevilkår, som har været stort set uændret i mange år. Langs indlandsisen er afsmeltningen begyndt at betyde, at havstrømme og vandforhold tæt ved kysten ændres. I værste fald betyder det, at fiskene migrerer eller helt forsvinder. Vi ser således, at selv marginale stigninger i temperaturen kan føre til forstyrrelser i økosystemerne og have meget negative følger for de arktiske fangsterhverv. Især er det slemt for de folk, der bor i de ydre områder, hvor der ofte ikke er andet arbejde at få.
Det isfri polarhav har sat skub i spekulationerne om store økonomiske gevinster ved udvinding af olie/gas forekomster. Det er mindre et 1 år siden, at US Geological Survey vurderede, at op mod 25 % af verdens endnu uudnyttede kulbrintereserver findes under ishavet. Selvom priserne på råolie lige nu falder, skal man ikke være blind for det fremtidige potentiale, som kulbrinterne i Arktis udgør. Alt er et spørgsmål om udbud og efterspørgsel, og der er intet, der tyder på, at verdens energiforbrug falder.
Det, vi oplever, er, at klimaforandringerne får en forstærkende effekt på eksisterende trusler. Det fænomen er meget præcist beskrevet af EU’s udenrigskoordinator Solana, der har peget på forbindelsen mellem klimaforandringer, energi og sikkerhed. Nedsmeltningen af det arktiske område kan i yderste konsekvens udløse sikkerhedspolitiske spændinger, der kan føre til internationale kriser, hvis vi ikke forstår at håndtere sådanne spændinger forsvarligt.
Det, vi bør arbejde for i den arktiske politik, er at samle de underliggende udfordringer i f.eks. klimapolitikken i målrettede og sammenhængende tiltag, der kan kanaliseres ind i det multilaterale samarbejde. Klimatopmødet her i København bliver en central begivenhed, hvor vi får mulighed for at vise effekterne af klimaforandringen i Arktis. Det er indtil videre tanken, at vi med afsæt i Arktisk Råd vil lave en synlig og markant indsats på COP15 i form af en stand, film, foredrag og særlige events.
Udfordring: Governance/styring
Med Ilulissat-erklæringen fik de fem polarkyststater stadfæstet, at Havretskonventionen er det bærende juridiske fundament for styringen i Arktis. Enigheden er meget vigtig, fordi man stadig støder på tanken om et moratorium på al udnyttelse af ressourcerne i Arktis eller på fortalere for en traktat for Arktis i stil med Antarktis-traktaten. Ingen af de to scenarier er realistiske, simpelthen fordi Arktis udgøres af lande og befolkninger, der indenfor deres egne områder har ret til økonomisk udvikling. I Antarktis hersker kongepingvinen. Bekræftelse af Havretskonventionens betydning er også vigtig, fordi polarkyststaterne i de kommende år vil indgive deres krav på bestemte sokkelområder på havbunden. Ejerskab til ressourcer spiller en afgørende rolle. I tilfælde af overlappende krav bliver det altafgørende, at der er etableret præcedens for forhandling mellem de berørte parter.
Der, hvor udfordringerne virkelig slår igennem, bliver i den fremtidige implementering af mere sektorspecifikke aftaler og praktiske samarbejder.
Nogle eksempler:
I sammenhæng med klimaudfordringen, som jeg skitserede for lidt siden, hører, at der i dag findes mere end 400 internationale aftaler, der i princippet også gælder for Arktis. Mange handler om konkrete miljøforanstaltninger, som begrænsning af forurening og pesticider og krav til beskyttelse og bæredygtig udnyttelse af naturen. Danmark er i national kapacitet og i kraft af vores EU-medlemskab deltager i mange af disse aftaler. Spørgsmålet har meldt sig, om disse aftaler er tidssvarende og på fornuftig vis regulerer udnyttelsen af ressourcer i Arktis. Kan der i en multilateral kontekst gøres mere for f.eks. at beskytte det sårbare arktiske miljø? Dette er en udfordring, som fortjener nærmere udforskning, og hvor Arktisk Råd meget vel kan have en rolle at spille fremover.
Sejladssikkerhed og søredning er med det isfri polarhav kommet i fokus. Sejlads i polarhavet er ikke for de uerfarne. Og skulle uheldet være ude, som vi for nylig så det med krydstogtsskibet Ocean Nova’s grundstødning på et klippeskær ved Antarktis, kan hjælpen være langt væk. Derfor er fælles, bindende regler for sejladsen nødvendige. Fra dansk side arbejder vi først og fremmest for forebyggelse af sejladsulykker i Arktis. Konkret deltager vi aktivt i arbejdet i den Internationale Søfartsorganisation om at udvikle en fremtidig bindende kode, der vil sikre, at skibe har det rette udstyr til at sejle i de isfyldte, arktiske farvande. I tillæg hertil er der ingen tvivl om, at vi også må se på mulighederne for at etablere et arktisk, regionalt samarbejde om søredning. Emnet vil blive taget op i Arktis Råd, ligesom det vil blive drøftet i den nordiske udenrigsministerkreds i opfølgning af Stoltenberg-rapporten.
Som en del af krisestyringen i Arktis kommer man ikke uden om behovet for miljøberedskab, f.eks. i forbindelse med olieudslip. Sig ordene ”Exxon Valdez”, og alle ved, hvilke katastrofale konsekvenser, det kan få for natur, dyr og mennesker, hvis et olieudslip ikke kan begrænses. Det er først og fremmest op til de enkelte lande selv at have regler og beredskaber på plads. Samarbejde om best practices finder sted i Arktisk Råd, og vi lægger vægt på, at det fortsætter.
Endelig vil jeg nævne det, som man kan betegne som kampen om ressourcerne. Vi må undgå, at det udvikler sig til et kapløb om at komme først. Og vi må hindre væbnede sammenstød og oprustning i Arktis. Grundlaget er internationale regler og dialog. Ilulissat-erklæringen er det fundament, som vi skal bygge på.
Det arktiske samarbejde: Danmark/Grønland
Jeg har talt om to tværgående udfordringer, som Arktis i dag står overfor. Udfordringer, der både kræver politisk stillingtagen og praktiske, fælles løsninger.
Danmark og Grønland skal løfte disse udfordringer i fællesskab, og som i alle gode forhold bringer vi forskellige styrker til samarbejdet. For Danmark er vores tilgang til Arktis grundlæggende inspireret af arven efter Knud Rasmussen, der har bidraget til at gøre Danmark til en stærk og anerkendt polarforskningsnation. Politisk set er vores medlemskab af EU centralt i en tid, hvor EU stærkt er begyndt at interessere sig for Arktis. Det er vores opgave, i samarbejde med Grønland og Færøerne, at sikre, at EU’s tilgang til Arktis bliver balanceret og tager skyldigt hensyn til de interesser, som befolkningerne i Arktis har.
For Grønland må den altovervejende tilgang være fokus på nuværende og fremtidige bæredygtige udviklingsmuligheder. Hjemmestyret har sine egne ansvarsområder, og bidrager hermed selvstændigt til udviklingen i Arktis. På den måde angiver Rigsfællesskabet en ret unik model for, hvorledes arktiske befolkninger selv kan tage politiske initiativer og gennemføre dem. Mellem Grønland og Danmark viser denne model, nu også med indførelse af selvstyre i Grønland til juni i år, hvorledes respekt og dialog mellem to parter kan føre til et solidt funderet fællesskab.
Arktisk Råd: Formandskabet
Jeg nævner dette, fordi Rigsfællesskabets formandskabsprogram for Arktisk Råd er udformet og skal gennemføres i fællesskab. Det, vi grundlæggende vil med formandskabet, er at styrke Arktisk Råd, og give Rådet en platform til at styre den arktiske region gennem de mange forandringer og udfordringer. Det kræver politisk lederskab og vedholdenhed. For Arktisk Råd er i bund og grund en løst funderet samarbejdsorganisation, hvor beslutninger træffes med konsensus. Det er ikke vores ambition at lave Rådet om eller ændre på Rådets mandat. Men det bør være muligt - i tillæg til det praktiske og ganske nyttige samarbejde, som foregår i arbejdsgrupperne - at give Rådet mere gennemslagskraft, så Rådet konstruktivt kan anvise løsninger på de udfordringer, som Arktis står overfor.
Det skandinaviske samarbejde i Arktisk Råd er et godt eksempel på vilje til internationalt samarbejde. Grunden til at Rigsfællesskabet med Norge og Sverige besluttede at indgå et samarbejde hen over de tre formandskabsperioder var netop for at udnytte synergier og skabe mere dybdegående projekter.
Et af disse områder er klimaområdet. I Arktisk Råd vil de skandinaviske lande stå i spidsen for et projekt om ændringerne i de arktiske sne- og isforhold. Den første rapport om Grønlands indlandsis bliver klar til præsentation på Arktisk Råds møde i april, og samtidig vil den nyeste viden om ændringer i indlandsisen være et Arktisk Råds indspil til klimatopmødet. Med dette projekt får vi en grundig og sammenhængende analyse af den nyeste viden om, hvordan klimaændringerne påvirker sne og isforholdene i Arktis, og den betydning, dette har for befolkningerne i Arktis.
Etableringen af sekretariatet i Tromsø er også et vigtigt resultat af det skandinaviske samarbejde. Sekretariatet skal fungere hen over de tre formandsperioder for at skabe fastere rammer omkring samarbejdet. Sekretariatet har allerede bevist sit værd, og ideen er naturligvis, at kommende formandskaber vil bevare det.
Livs- og levevilkår for de mennesker, der bor i Arktis, vil være omdrejningspunktet for Rigsfællesskabets formandskab. Når vi taler om større, tværgående udfordringer er det vigtigt ikke at miste blikket for, hvorledes de påvirker de mennesker, som bor i Arktis. Vi skal stille mennesket i centrum, når vi analyserer udfordringerne. Hvad betyder klimaændringer og miljøforandringer for de arktiske befolkningers sundhed? Hvordan kan vi med udgangspunkt i de arktiske befolkningers egne erfaringer og traditioner forstå de biologiske forandringsprocesser, der finder sted? Og hvordan sikrer vi, at den økonomiske udvikling, Arktis vil gennemgå, finder sted på et bæredygtigt grundlag? Vigtige spørgsmål for et Arktis i udvikling.
Forskningssamarbejde om arktiske forhold gav gode resultater under det Internationale Polarår, som sluttede ved udgangen af 2008. I forbindelse med formandskabet ligger der en opgave i at sikre, at de rette forudsætninger er til stede for at føre disse resultater videre.
Endelig mener vi også, at der kunne være god ræson i at se på Rådets store produktion af videnskabelige værker og undersøgelser. Arktisk Råd har eksisteret i 14 år og har produceret en lang række konklusioner og anbefalinger. Det, der kunne være rigtigt nyttigt, var at få udarbejdet en tværgående oversigt over disse konklusioner og anbefalinger. En sådan oversigt kunne hjælpe os med at prioritere de indsatser, der skal til, for at arbejde med udfordringerne og mulighederne i Arktis i de næste 10 år.
Afslutning
Det er tid at hæve blikket. Arktis er i centrum for international opmærksomhed i disse år. Det byder, som jeg har sagt, på en række udfordringer og muligheder. Det er op til os at forvalte mulighederne konstruktivt og frem for alt i et internationalt samarbejde. Ligeså er det op til os at takle udfordringerne hensigtsmæssigt. Danmark vil som polarnation og som formand for Arktisk Råd og Nordisk Ministerråd i de kommende år yde sit bidrag til, at udviklingen bliver skubbet i den rigtige retning i Arktis.
Tak for opmærksomheden