Danmarks indsats i Arktis - Rigsrevisionens beretning

Statsrevisorerne finder det foruroligende, at Danmarks indsats ikke i alle tilfælde er tilpasset de ændrede risici for mennesker og miljø, som følger af den øgede sejlads i de grønlandske farvande

Torsdag d. 12. september 2013
Rigsrevisionen
Emnekreds: Arktis, Sikkerhed til søs.

Danmark løser opgaver vedrørende eftersøgning, redning, sejladssikkerhed og havmiljø i rigsfællesskabets dele af Arktis – Færøerne og Grønland.

Disse opgaver udfordres af Arktis’ vanskelige klima og af det forhold, at sejladsen i de arktiske farvande er øget de senere år. Det skyldes, at klimaforandringerne gør det muligt at sejle i farvande, som tidligere var dækket af is. Øget krydstogtsturisme og øget sejlads i forbindelse med olieefterforskning, havundersøgelser mv. øger risikoen for ulykker og forurening fra skibe, fx olieudledning.

Statsrevisorerne finder det foruroligende, at Danmarks indsats ikke i alle tilfælde er tilpasset de ændrede risici for mennesker og miljø, som følger af den øgede sejlads i de grønlandske farvande.

Statsrevisorerne finder, at der er behov for en styrket koordination og en klarere ansvarsfordeling mellem Justitsministeriet og Forsvarsministeriet i forbindelse med rednings- og beredskabsindsatsen (SAR).

Statsrevisorerne finder, at Forsvarets indsats med at overvåge havmiljøet og håndhæve havmiljørådgivningen i Grønland har været utilstrækkelig.

Statsrevisorerne kritiserer i den forbindelse:
  • at Forsvaret, siden havmiljøanordningen trådte i kraft i 2004, ikke har kontrolleret, om reglerne blev overholdt, fx forebyggende kontrol med, om skibe overholder reglerne for transport med forurenende stoffer
  • at Forsvaret ikke har vurderet risikoen for forurening af havmiljøet i rigsfællesska-bets dele af Arktis
  • at Forsvaret ikke har sikret tilstrækkeligt uddannet personel og udstyr til at vare-tage kontrolopgaven.

I kraft af de ændrede risici finder Statsrevisorerne det særligt væsentligt:
  • at de danske myndigheder styrker de forebyggende indsatser
  • at Forsvaret sikrer, at det udstyr, der er placeret i Danmark, og som skal anvendes i Arktis til eftersøgning og redning og til bekæmpelse af forurening af havmiljøet, er egnet til arktiske forhold.


Statsrevisorerne, den 11. september 2013

Læs beretningen her:
Danmarks indsats i Arktis - Rigsrevisionens beretning 16-2012