Man undrer sig!

Udenlandske skibe kan passere uhindret igennem det ydre grønlandske territorialfarvand og endda anløbe en grønlandsk havn uden at skulle leve op til danske regler om fx isforstærkede skrog

Lørdag d. 14. september 2013
Bjarne Rasmussen    
Emnekreds: Arktis, Sikkerhed til søs.

Som det nok er mange bekendt, så har Rigsrevisionen netop udgivet ”Beretning om Danmarks indsats i Arktis”.

I denne rapport udøver Rigsrevisorerne en del kritik af Forsvarets indsats i Arktis (Grønland) hvortil jeg kun har at bemærke, at der i Danmark dags dato sikkert ikke er penge nok til både at føre krig i udlandet langt væk fra Danmark og til at redde menneskeliv i Arktis (Grønland), og så skal politikerne jo vælge hvor der skal gøres den største indsats !

Jeg undrer mig imidlertid særdeles meget når jeg i Beretningen læser afsnittet A.Søfartsstyrelsens regulering af sejlads i Arktis fra side 11 til side 14.

I dette afsnit hævder Søfartsstyrelsen gang på gang, at udenlandske skibe har ret til ”uskadelig passage” af de grønlandske farvande; her et enkelt citat:

"Nationale regler skal overholde de internationale konventioner om ”uskadelig passage” mv., som betyder, at udenlandske skibe kan passere uhindret igennem det ydre grønlandske territorialfarvand og endda anløbe en grønlandsk havn uden at skulle leve op til danske regler om fx isforstærkede skrog. Det betyder, at fx krydstogtskibe kan undlade at leve op til alle bestemmelser fastsat af Søfartsstyrelsen, så længe skibene kan hævde, at de er i ”uskadelig passage” igennem farvandet”

Som jeg forstår dette, så kan alle de nævnte krydstogtskibe her på www.seascanner.com og som anløber nationalt grønlandsk farvand i løbet af 2014 – fuldstændigt undlade at leve op til enhver grønlandsk/dansk lov fastsat af Søfartsstyrelsen såfremt krydstogtskibet hævder at det ”bare er en uskadelig passage gennem farvandet”?

Så kan jeg langt bedre forstå Erhvervsministerens svar på Folketingets Erhvervsudvalgs mange kritiske spørgsmål under behandlingen af den lov, der omtales i Beretningen på side 14 ”Lov nr. 618 af 12. juni 2013 om ændring af søloven” og som kan læses på ”Skærpede sejladssikkerhedsmæssige krav i arktiske farvande”.

Er de grønlandske farvande et ”klondyke” hvor udenlandske skibe af enhver type (krydstogtsskibe, offshore skibe/rigge, malmskibe mv.) kan gøre hvad der passer dem uden risiko for sanktioner ?

Læs mere her
Danmarks indsats i Arktis - Rigsrevisionens beretning
Skærpede sejladssikkerhedsmæssige krav i arktiske farvande